Fredericia: Ekstra stole måtte findes frem, da Elgiganten mandag holdt informationsaften om det kommende varehus på Vejlevej i Fredericia.
Over 100 mennesker mødte op i T. Hansen Loungen på Monjasa Park for at høre om jobmulighederne hos elektronik-kæden, der åbner i november. Den endelige dato er endnu ikke afsløret.
- Vi skal bruge mellem 50 og 55 medarbejdere. Vi mangler stadig cirka 35, og der er jo ikke så lang tid til, vi åbner, lød det med et smil fra regionschef Thomas Valder Pedersen.
Mødet blev til efter et samarbejde mellem Elgiganten og Fredericia Jobcenter. Cirka 1100 borgere med tilknytning til jobcentret var inviteret, men mødet tiltrak også andre interesserede. Der er både fuldtids- og deltidsstillinger i spil.
- Når vi åbner et nyt varehus, er det vigtigt at have en god blanding af nogle, som kender vores koncept og nogle nye medarbejdere, sagde Thomas Valder Pedersen.
Grå hår passer også sammen med elektronik
På stolene kunne man spotte teenagere, gråhårede tilhørere og alt derimellem rent aldersmæssigt. Måske forestiller man sig, at den perfekte medarbejder er helt ung og har fuldstændig tjek på teknikken. Men sådan forholder det sig ikke, fastslog regionschef Thomas Valder Pedersen over for Fredericia Dagblad.
- Vi har brug for alle kompetencer. Hvis en ældre kunde kommer for at købe en vaskemaskine og møder en 20-årig sælger, tænker han måske: "Hvad er nu det?" Så nej, det er den gode betjening, der er afgørende. Vi ønsker heller ikke at begrænse os til kun at rekruttere blandt de unge. Det ville være en alt for lille gruppe at begrænse os til, forklarede regionschefen.
Katrine KappelJeg ved, at mange allerede har søgt stillinger. Og hvis der er et rigtigt match, får de jobbet
Virksomhedskonsulent Katrine Kappel fra Fredericia Jobcenter var tovholder på arrangementer. I alt 1100 ledige med tilknytning til jobcentret fik en invitation til mødet.
- Jeg har modtaget 90 tilmeldinger til mødet. Nogle har hørt om det via Facebook, efter at Elgiganten sendte en pressemeddelelse om arrangementet. Andre har fået invitationen, og nogle har talt med deres rådgiver på jobcentret om det, fortalte Katrine Kappel.
Håber på rigtige match
Jobcentret har tidligere arrangeret møder mellem ledige og nye virksomheder i Fredericia. Det skete for eksempel, da dagligvarekæderne Meny og Spar rykkede til fæstningsbyen. Men fører det reelt til jobs for de ledige?
- Elgiganten kan jo ikke ansætte alle 120, som er her i dag. Men jeg ved, at mange allerede har søgt stillinger. Og hvis der er et rigtigt match, får de jobbet, sagde Katrine Kappel og fortsatte:
- Vores ønske er jo, at de tager nogle af de borgere fra Fredericia, der er ledige. Men det er jo ikke os, der ansætter, understregede virksomhedskonsulenten.
Der er ledige stillinger som eksempelvis sælger, salgsansvarlig, kasseassistent, kasseansvarlig, lagerassistent og supportansvarlig.
Lederen af det nye Elgiganten-varehus bliver Mads Mikkelsen, som i dag er leder af varehuset i Horsens.