Annonce
Debat

DR2-serie udstiller rovdrift på mennesker og ressourcer. ’Ranes Museum’ viser de sørgelige konsekvenser af offentlige nedskæringer

Michala Linn

Nedskæringer: Man sidder med en underlig smag i munden efter sidste afsnit af Ranes Museums anden sæson på DR2. For selvom museumsdirektør Rane Willerslev er sympatisk, hårdtarbejdende og underholdende i sin kamp for museets overlevelse, ligger den underliggende præmis og skurrer. Årsagen til alle direktørens trængsler, nemlig præmissen om at "Nationalmuseet skal spare, koste hvad det vil."

Og koste, det gør det: Rane Willerslev må konstatere, at han er blevet mere gråhåret, og at hans generelle helbred begynder at lider under, at han hverken får nok søvn, har tid til frokostpause eller har overskud til andet madlavning end frysepizza. ”Jeg kan godt mærke, at flommevommen bliver større, og energien svinder ud, og når jeg kigger mig selv i spejlet, så tror jeg, det er løgn,” konstaterer Willerslev i afsnit 5. Det får alle alarmklokker om risiko for stress og udbrændthed til at ringe.

Derudover har det også mere strukturelle konsekvenser: Man må man opsige flere af museets lejekontrakter, 35-40 medarbejdere mister deres stilling og de medarbejdere, der er tilbage, skal udfylde hullerne fra deres tidligere kollegaer. Mest tåkrummende bliver det, da Ranes sekretær bliver tvunget til at sige op, fordi hun, som følge af fyringsrunden, pålægges ekstra arbejdsopgaver (svarende til en hel dags arbejde). Den erfarne og uundværlige sekretær kan simpelthen ikke nå den øgede arbejdsmængde, som hun vurderer som ”urealistisk”. Og Willerslev må rådvild konkludere: ”Jeg ved ikke, hvem der skulle kunne overtage hendes rolle.”

Det spørgsmål har i mine øjne to mulige svar: Intet dødeligt menneske eller en medarbejder, der slider sig selv ihjel. Nogen må råbe, at ”kejseren er nøgen!” Besparelserne er ikke et grundvilkår, som vi må acceptere og leve med. Det har i flere år været et politisk mål, at hospitaler, uddannelses- og kulturinstitutioner, som Nationalmuseet, skulle underlægges årlige besparelser. Samtidig skal de levere – ikke bare samme kvalitet – men bedre kvalitet på flere områder. For vi skal jo kunne konkurrere med det internationale marked. Hvornår påpeger nogen den åbenlyse sandhed, at man ikke kan få samme ydelser og kvalitet for stadigt færre midler. Og hvornår stiller nogle spørgsmålet: ”Når den danske økonomi går fremad, og pengene tages fra velfærdssamfundets kerneydelser - hvor ryger alle de besparede penge så hen?”

Jovist, man kan også sige, at ”nød lærer nøgen kvinde at spinde” – eller rettere ”nødsituation lærer nøgen kvinde at spinde.” Således må man også tage hatten af for museets ansatte, der udviser stor kreativitet og nytænkning i en meget presset situation. Men når nøden bliver en kronisk tilstand, drives der rov på kreativiteten, og de depoter, vi skal bruge i uforudsete situationer, bliver udtømt. ”Kvinden” bliver med andre ord afkræftet, syg, overbelastet og stresset. Det er ulogisk, at det skulle kunne lade sig gøre at give 150 procent på arbejdet hver dag. Jeg er oprigtigt bekymret for de offentligt ansattes helbred.

Magthaverne må kigge op fra excel-arkene og spørge sig selv, hvilket Danmark vi vil have? Velfærdssamfundet udspringer af en vision om, at de gamle skal tages af, børnene skal passes i trygge og stimulerende omgivelser, de unge skal kunne uddanne sig, og at folket skal have adgang til vores fælles kultur på tværs af sociale skel – kort sagt en vision om et godt, sundt og indholdsrigt liv for alle. Jeg må minde regeringen om, at den offentlige sektor ikke er en irriterende ekstraudgift, vi skal skære ned på - den er selve rygsøjlen i det danske samfund.

Hvis man stadig insisterer på at kigge den offentlige sektor med økonomiske skyklapper, kan jeg citere en henvise til en analyse fra Dansk Industri, der konkluderer, at museerne bidrager med betydelig flere milliarder, end staten giver dem i støtte.

Kære politikere: Gør det ansvarlige, og giv Nationalmuseet og det offentlige Danmark den nødhjælp og økonomiske indsprøjtning, der er brug for!

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Humanister her og der - nuvel, men alt for mange

Læserbrev: I dette debatindlæg vil jeg ikke påstå, at vi kan undvære alle humanister. Men der findes mildest talt alt for mange nichestudier, der ikke er brug for. Lidt polemisk kan jeg nævne, at hvis nogle sidder og studerer myrernes seksualliv på Himalayabjergenes syd-skråning, bør vi som samfund spørge, om det er noget, vi har brug for. Mit forsigtige svar er, at det har vi ikke. For samtidig står vi og mangler talenter inden for de mere tekniske fag. Det har vi for øvrigt gjort, siden socialdemokraten Anker Jørgensen pegede på problemet: Vi mangler teknikere. Alt for mange humanister går i dag ledige. Nogle har læst oltidsfransk, andre læren om Knud Lavards indflydelse på menneskets fysiske og intellektuelle natur. Alt sammen interessant for intellektuelle nørder. Men hvem vil købe denne viden? Mit svar er: ingen. Derfor hober humanisterne sig op i arbejdsløshedskøen. Og det betyder, at alt for megen ligegyldig viden står i kø, uden efterspørgsel. Nu har vi så her i Danmark et kæmpe luksusproblem. Vi kan overleve, uden det koster. Vi kan være kritiske og stille krav, uden det koster. Og vi kan studere i årevis og ud ad en ligegyldig tangent, uden det koster. Og vi kan studere i årevis og stifte familie og få det betalt i studieperioden, uden det koster. Og så kan vi tillade os at demonstrere i bedste Finn Ejner Madsen-stil, da han indtog talerstolen på Københavns Universitet, uden det koster. Og dog... Det koster manglende respekt hos os. Dvs. det øvrige samfund, for når I vil demonstrere for noget så ligegyldigt som det, I demonstrerer for: Det betimelige i at få forskellige eksotiske studier betalt af det øvrige samfund i årevis. Men fortsæt endelig jeres demonstration. For i mellemtiden anspores vi fornuftige danskere til at stille endnu større krav til jeres studieforløb - også selv om det er noget så ligegyldigt som religionsfilosofi. Mit bedste råd til "opstandelsen" på humaniora er: Tag et job i Coop. Så gør du/I en smule nytte her i samfundet - uden at leve på nas og af café-penge. Humanist-studenterne/-demonstranterne skal da også have ros. For demonstrationstimingen er helt perfekt nu, hvor vi har fået en "gammelkommunist"-domineret regering. Vi danskere er sgu ikke for kloge, men måske vi ved mere om øglernes skæbne i Canadas badlands end om, hvad der sker i arbejdsløshedskøen blandt studerende på humaniora. "Vi er venner af det skønne, uden i udfoldelsen at overskride mådeholdet" (Perikles, græsk filosof f.v.t.)

Annonce