Annonce
Kultur

Charlotte Fich på den store udendørs-scene: Drabschefen er blevet en ond troldkvinde

Charlotte Fich er på Moesgaard, hvor alt er grønt, og prøverne naturligvis foregår i det fri. Foto: Hans Petersen
Hele Danmark lærte Charlotte Fich at kende i tv-serien Rejseholdet. Nu er hun med i Kong Arthur, der spilles udendørs i kæmpe opsætning på Moesgaard i Aarhus.

AARHUS: Der er noget særligt ved at spille teater udendørs om aftenen. Det er stadig lyst, når stykket begynder, og først senere bliver det mørkt.

- Det er et generøst rum. Skal vi lege den her leg, og jeg er den og den. Er I med, signalerer man nærmest til publikum fra scenen i den lyse time.

Charlotte Fich forbereder sig til at spille den onde troldkvinde i "Kong Arthur", Det Kongelige Teaters kæmpe udendørs forestilling ved Moesgaard Museum i Aarhus. Onsdag 22. maj er premieren.

Vi mødes i en af de mange interimistiske skurvogne, der har indtaget det storslåede landskab i bakkerne ved det hypermoderne arkæologiske museum. Det er bygget, så det følger landskabet, og indenfor har Grauballemanden lagt sig godt til rette i sin montre. Godt skjult af et levende hegn af træer og buske er en lille by bygget op til skuespillere og det øvrige personale,

Tilskuerpladser og scene virker gigantiske i landskabet. Det hele troner på toppen af den bakke, som museet er bygget ind i og stjæler billedet mere end dengang i Aarhus' europæiske hovedstadsår 2017, da det royale teater opførte Røde Orm neden for museet.

Kong Arthur

Moesgaard Museum, Aarhus. Det Kongelige Teater: Kong Arthur. Premiere onsdag 22. maj. Spiller til lørdag 29. juni.

Medvirkende:

Jacob Lohmann (Kong Arthur), Signe A. Mannov (Dronning Guinnevere), Martin Bo Lindsten, Peter Gilsfort, Klaus Søndergaard, Youssef Hvidtfeldt, Charlotte Fich og Søren Poppel.

Iscenesættelse: Heinrich Christensen, assisterende instruktør: Anna Schulin-Zeuthen, scenografi: Palle Steen Christensen, kostumedesign: Ida Marie Ellekilde, lysdesign: Ulrik Gad, lyddesign: Jonas Vest, komponist og sangtekster: Kenneth Thordal, dramatiker: Jokum Rohde, koreografi: Christel Stjernebjerg og Ida Frost, stuntkoordinator og kampkoreograf: Kristoffer Jørgensen.

Læs om aktiviteter og muligheden for at købe mad med mere på www.kglteater.dk

100 medvirkende

Hele landet kender 57-årige Charlotte Fich som drabschefen Ingrid i tv-serien Rejseholdet. Her på Moesgaard er hun søster til Kong Arthur, der ingen midler skyer for at få sin egen søn på tronen.

Kong Arthur er en klassiker, en eventyrfortælling om kampen mellem det gode og det onde og i øvrigt et udstyrsstykke med 100 medvirkende, skuespillere, statister, orkester, kor, motocrosskørere og ryttere. Der er plads til 3600 gæster på tilskuerpladserne, opført til lejligheden, og hvorfra man i øvrigt har den mest storslåede udsigt over Aarhusbugten og istidslandskabet, der omgiver stedet med knaldgule rapsmarker, grønne træer og enge.

- Det er det helt store udtræk, et kæmpe miks, og træerne spiller med. Der bliver fægtet og kæmpet, og det er så sjovt, siger Charlotte Fich lige inden hun gør sig klar til at tage sin imponerende kostume og ansigtsmaling på for at forvandle sig til Morgana le Fey.

- Der skal store armbevægelser til, og hele kroppen skal i brug, hvis man skal nå ud og fange publikum, forklarer hun, der ikke var med, da Det Kongelige opførte Kong Arthur i 2016 i Ulvedalene ved København. De fleste i besætningen er nye.

Mytologi på flere planer

- Det komplicerer det, at vi er så mange. Der sker noget hele tiden i modsætning til, hvis man spiller i det samme lokale, forklarer hun, mens scenen er optaget forskellige steder af folk, der fægter, rappeller eller spiller skuespil, mens stykkets instruktør Heinrich Christensen vejleder nogle af dem.

Charlotte Fich har spillet udendørs teater så sent som sidste år, da hun var med i Molières komedie Misantropen for Grønnegaards Teatret i København. Det foregik i Designmuseum Danmarks have.

- Der kan ligge nogle benspænd i det, hvis naturen for eksempel fyrer et tordenskrald af, eller en flyvemaskine blander sig midt i historien, forklarer Charlotte Fich, der synes, Kong Arthur er "en spændende og utroligt spektakulær forestilling".

- Det er mytologi på flere planer, og det har været en fortælling gennem århundreder. Vi skal gøre den nutidig og finde ud af, hvad vi kan bruge den til i dag, siger hun, da Morten Kirkskov træder ind af vognens interimistiske dør.

Skuespilchefen er på besøg fra København for at se, hvordan det går.

Forvandlet fra Charlotte Fich til Morgana le Frey. Foto: Hans Petersen

Så hinanden i øjnene

Charlotte Fich er glad for at være tilbage i Aarhus, hvor hun blev uddannet fra teatret i 1989 og siden havde fire år i ensemblet.

Hun var der blandt andet sammen med Peter Gilsfort, som også er med i Kong Arthur, og husker, at de spillede sammen i Greven af Monte Cristo.

- Det var en dejlig tid. Vi var flere end 30 i ensemblet. Hvis vi ikke lige havde en rolle i et stykke, havde vi scener, vi kunne arbejde på. Vi spiste frokost med hinanden, og kantinen var et samlingspunkt. Vi spillede klassiske og moderne stykker imellem hinanden, og man fik hurtigt erfaring. Alt det er sværere i dag, hvor der kun er 15 i ensemblet, forklarer Charlotte Fich.

Gensynet med Aarhus glæder hende.

- Byen er mindre og derfor mere åben for kontakt, og det er dejligt. På Strøget i Aarhus ser folk hinanden i øjnene og hilser, når de møder nogen, de kender, mens man slår blikket ned på Strøget i København. Uden for arbejdstid dengang kunne vi finde på at besøge hinanden og ringe på uden at noget var aftalt på forhånd. Det kunne og kan man stadig lettere end i København på grund af den lange transporttid dér, forklarer hun, der er gift med instruktøren Per Fly, og de har to børn.

Charlotte Fich som Morgana le Frey under prøverne på den store, udendørs scene. Foto: Hans Petersen

Livlig aktivitet

Der er voldsom aktivitet på scenen.

En bombe springer, og røg vælter ud bag Klaus Søndergaard fra Odense Teater i rollen som Merlin. Der bliver stadig fægtet, mens en større flok civilt klædte mennesker kommer ind i mindre grupper. Det er koret, som udgør en del af statisterne.

Charlotte Fich dukker op fra sminken, uigenkendelig, forvandlet som hun er fra civil påklædning til den onde troldkvinde med den dybe stemme.

- Vi tager lige den her igen, siger Heinrich Christensen til nogle af skuespillerne og føjer til: Det er snart spisetid, og hvis I ikke gør det ordentligt, får I kun vand og knækbrød.

Sådan er tonen, seriøs, alvorlig, humoristisk og spøgefuld.

Og arbejdstiden er fra eftermiddag til sen aften. Det skal ligne det, det bliver. Kong Arthur kan opleves til 29. juni. I 2017 blev Røde Orm set af 91.000. Så mange venter teatret ikke i år, men 35.000 billetter er solgt.

Charlotte Fich på vej til omklædning i det grønne område ved Moesgaard Museum. Foto: Hans Petersen
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce