En frostglinsende snedronning træder ind på scenen. Med kappe, høj krave og en krone, der ligner istapper, som stikker højt og hårdt op i vejret, vejer kostumet næsten 20 kilo, og det giver gode mavemuskler at danse i det, påpeger balletdanseren Nadia Skriver Rosenby.
Hun har den onde hovedrolle i Tivoli Balletteaters ”Snedronningen”, der skal fortrylle børn og voksne gæster fra 1. til 23. december.
Dronning Margrethe overværer forestillingen fra en stol, rejser sig og går tættere på den hvidklædte danser. Hun smiler, mens hun nærstuderer kostumet og makeuppen, der har farvet ansigtet og øjenvipperne snehvide.
Dronning MargretheDet er en fantastisk oplevelse at se det, man har siddet med på et stykke fladt papir, blive levende og tredimensionelt. Det er i sig selv en dejlig oplevelse.
- Det er en fantastisk oplevelse at se det, man har siddet med på et stykke fladt papir, blive levende og tredimensionelt. Det er i sig selv en dejlig oplevelse, siger dronning Margrethe, da avisen spørger til hendes oplevelse af de færdige kostumer og scenebilleder.
For det er dronningen, der i år har 20-års jubilæum som scenograf i Tivoli, som har skabt universet på scenen og tegnet kostumerne, som balletdanserne bærer.
Som 9-10-årig fik hun første gang læst eventyret om Kay, Gerda og Snedronningen højt. Allerede dengang fandt hun historien, der i bund og grund handler om at miste barnesindet, fascinerende. Hun oplevede, hvordan H.C. Andersen fortalte i billeder, og hvordan hun dannede billederne af historien inde i hovedet.
I balletten ”Snedronningen” bliver historien også fortalt udelukkende i billeder. Der bliver ikke brugt ord, så det er dansen, musikken, scenen og kostumerne, der sammen skal fortælle historien om de to venner, der mister hinanden, da Kay får en troldsplint i øjet og hjertet og bliver bortført af Snedronningen. Gerda, der savner sin ven, begiver sig ud i verden for at finde ham. Undervejs møder hun prinser og prinsesser, røvere og rensdyr, der alle hjælper hende på vej. Men ikke længere end til busken med de røde bær, for resten af vejen må Gerda klare sig selv - kun støttet af sin tro og sin kærlighed til Kay.
Balletten ”Snedronningen” blev første gang opført i Tivolis koncertsal i 2019. Men op til repremieren i år er der sket væsentlige ændringer i både musikken, scenografien og koreografien. Blandt andet vil Snedronningen ikke længere være en filmoptagelse, der bliver projiceret op på bagtæppet, men i stedet en danser på scenen.
- H.C. Andersens eventyr om Snedronningen er et meget smukt eventyr, hvor man altid finder nye nuancer i historien, når man genbesøger den. Sidste gang fik de mange musikere og dansere skabt en fin historie, der både var til glæde for øjnene og ørerne. Vi har alle set meget frem til at gå i gang med at finpudse historien og føje nye ting til forestillingen. Det er for eksempel at have en egentlig danser på scenen i rollen som Snedronningen, så vi får hende rigtigt at se, og dermed understreges hendes farlighed, forklarer dronning Margrethe.
En drøm at skrive musikken
Det er den prisvindende koreograf Yuri Possokhov, der står bag dansen, og musikeren Nanna Øland Fabricius, Oh Land, der har skrevet musikken til balletten.
- Det var stort for mig at få lov til at lave musik til en ballet, og en fantastisk historie, som dronningen har skabt kostumerne og scenografien til. Det er meget specielt. Jeg husker tydeligt, da jeg var 10 år og dansede i dronningens kostumer i ”Et Folkesagn”, fortæller Nanna Øland Fabricius, der inden hun blev popstjerne, dansede ballet på både Den Kongelige Danske og Den Kongelige Svenske Balletskole.
Hun har også komponeret ny musik til dette års udgave af balletten, da der er tilføjet ekstra scener.
- Jeg er opdraget med dans flydende i mit blod og har selv været så heldig at bruge nærmest hele min ungdom på kun at danse, så jeg har først og fremmest en kæmpe kærlighed til den. Og for mig er det fuldstændig fantastisk at få lov til at leve med dansen og stadig være en del af den. At være den madras, som dansen får lov til at hoppe på. Det elsker jeg virkelig, og det er faktisk en stor drøm for mig, siger hun.
Og om samarbejdet med dronning Margrethe om balletten tilføjer Oh Land:
- Dronningen har et stort kendskab til H.C. Andersen, og det og hendes kærlighed til dans og scenekunst smitter af hele vejen rundt.
Næste år er der igen dronningens kostumer på scenen i Tivolis Koncertsal. Der er den ultimative juleballet ”Nøddeknækkeren” på plakaten fra 26. november 2022.
Oplev ”Snedronningen”
Tivoli Balletteater opfører en nyfortolkning af H.C. Andersens ”Snedronningen” fra 1. til 23. december.
Den handler om drengen Kay, der får en splint i øjet fra Djævlens spejl og bliver fortryllet af Snedronningens kys, og om hans veninde, Gerda, der drager ud i verden for at finde og redde ham. Eventyret er blevet lavet til en ballet med musik af musikeren Oh Land, koreografi af Yuri Possokov og scenografi og kostumer designet af dronning Margrethe. Forestillingen i år er en genopsætning af forestillingen fra 2019, men med væsentlige ændringer.
Det er ottende forestilling, som dronningen har lavet scenografier til i Tivoli. Hun har stået bag kostumer til ”Kærlighed i Skarnkassen” (2001), ”Tommelise” (2005), ”Fyrtøjet” (2007), ”Svinedrengen” (2009), ”Nøddeknækkeren” (2012), ”Den Standhaftige Tinsoldat” (2013) og ”Askepot” (2016).
”Snedronningen” er en familieforestilling, der anbefales fra 8 år og op.
Den spiller mandage til torsdage klokken 19, fredage klokken 16.30 og lørdage klokken 16. Der er børneforestillinger med lidt ekstra for de mindste lørdage og søndage klokken 12.30.
En billet koster 220 kroner inklusive gebyr og entré til Tivoli.