Annonce
112

Flammer fra fyrfadslys fik fat i gardin: Syv lejligheder skadet af brand

Da brandfolkene kørte mod Finlandsvej, kunne de se flammer og sort røg komme ud af vinduet fra en lejlighed på anden sal. Foto: LocalEyes
Syv lejligheder på Finlandsvej er ubeboelige på grund af røgskader efter nattens brand. Flere af beboerne har ikke indboforsikring, fortæller indsatslederen.

Vejle: En hel opgang på Finlandsvej måtte evakueres efter en brand på anden sal natten til mandag klokken 01.20.

Her havde en 41-årig beboer i en lejlighed ladet nogle fyrfadslys i vindueskarmen brænde. Flammerne fra lyset fik fat i et nedrullet gardin, og snart var ilden ude af kontrol for beboeren, som ellers selv prøvede at slukke branden.

Da TrekantBrand kørte mod adressen, var der melding om røg i hele opgangen og personer på 4. sal, der ikke kunne komme ud.

- Vi kunne se flammerne stå ud af vinduet og en kraftig sort røg, fortæller indsatsleder Erik Eg og tilføjer, at flere personer havde søgt tilflugt på deres altaner, fordi de ikke kunne komme ud via den røgfyldte opgang.

- Vi satte strålerør på for at slukke flammerne udefra, og så blev der sendt røgdykkere ind. Døren til lejligheden stod åben, så ilden havde også fået fat i de andre døre på samme etage, men det fik vi hurtigt slukket.

Annonce
Alle beboere blev evakueret fra opgangen. Beboerne i syv af de 15 lejligheder i opgangen kan ikke komme hjem igen foreløbig. Foto: LocalEyes

Flere fik røg

Da branden var nedkæmpet, blev de beboere, som stadig stod på deres altaner, hjulpet ud.

- Vi gav dem flugtmasker på og tog dem ned gennem trappeopgangen. Efterfølgende gennemgik vi alle 15 lejligheder for at sikre, at der ikke var nogen tilbage, siger indsatsleder Erik Eg.

Lejlighedens beboer og en beboer fra tredje sal blev kørt på skadestuen til observation for røgforgiftning. Yderligere tre, der havde fået røg, blev tilset af en ambulance på stedet.

Alle de evakuerede beboere blev efterfølgende samlet i et nærliggende selskabslokale.

Her fik de at vide, at syv af lejlighederne var blevet så røgskadede efter branden, at de ikke kan komme hjem foreløbig.

Husk forsikringen

Indsatsleder Erik Eg vurderer, at beboere fra fem af de syv skadede lejligheder ikke har tegnet en indboforsikring.

Derfor skal de selv finde et sted at være, indtil deres hjem er beboeligt igen. Havde de haft en indboforsikring, var de straks blevet genhuset.

- Der var eksempelvis en ung kvinde med fem børn, som ikke kendte nogen i området. Men ved fælles hjælp blev der fundet et sted, de kunne overnatte i nat, fortæller indsatslederen.

Han opfordrer kraftigt til, at man tegner en indboforsikring. På den måde får man også dækket omkostninger til rengøring af lejligheden efter branden og erstatning for de ting, der er gået til.

- Det er et dumt sted at spare, understreger indsatslederen.

Den 41-årige mand, der bor i den lejlighed, hvor branden opstod, har fået en bøde for overtrædelse af brandlovgivningen, fortæller politikommissær Mads Høyen fra Patruljecenter Midt.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce