Annonce
Vejle

Efter dødsfald: Handicappede børn og unge manglede hjertestarter i to uger

- Hjertestarter er vigtige, når der skal reddes liv. Hvis der stødes og samtidig gives hjertemassage inden for tre-fem minutter, så kan muligheden for at overleve øges med op mod 50 procent. Du skal være i meget god form, hvis du skal nå at løbe 1200 meter for en hjertestarter inden for fem minutter, siger Rikke Primdahl, der er projektleder for Hjerteforeningens frivillige netværk af førstehjælpere "Giv Liv". Arkivfoto: Mette Mørk
Manglen på hjertestarter i minimum to uger møder kritik fra Hjerteforeningen og TrekantBrand. I Vejle Kommune følte man sig nødsaget til at acceptere de vilkår, lyder forklaringen.
Annonce

Vejle: Bostedet Bifrost, afdelingen Bygden, stod uden en hjertestarter i minimum to uger. Medarbejderne blev i den periode henvist til nærmeste hjertestarter 591 meter væk.

Det viser en aktindsigt, som Vejle Amts Folkeblad har fået i foreløbet efter et dødsfald på Bygden sidste sommer.

Ambulanceredderne tog hjertestarteren med, da de havde anvendt den 19. juni 2019. En ung, handicappet kvinde blev fundet livløs i et badekar og døde.

Først 13 dage efter dødsfaldet blev hjertestarteren sendt tilbage, fremgår det af en såkaldt returseddel fra Ambulance Syd. Vejle Kommune kan ikke oplyse, hvornår den kom op at hænge igen.

Så lang tid uden en hjertestarter møder kritik fra Hjerteforeningen.

- Det er for lang tid, og der burde være kommet en op langt tidligere. Hvad vi kender til, går der normalt få dage, efter at kardiologerne har taget den med, før den vender tilbage, siger projektleder for foreningens frivillige netværk af førstehjælpere "Giv liv" Rikke Primdahl.

Bifrost afdeling Bygden. Foto: Mette Mørk
Annonce

Den skal være der

Det vækker tilsvarende undren hos Per Møller Jensen. Han er beredskabsinspektør i TrekantBrand og uddanner sine kollegaer i førstehjælp.

- Det er i hvert fald ikke en aftale, som TrekantBrand kan stå inde for. Ingen skal vente 13 dage på en hjertestarter. Når du har en hjertestarter, så skal den jo også være der, siger han.

Per Møller Jensen fortæller desuden, at når en hjertestarter skal have eftersyn eller større reparation hos TrekantBrand, så låner han og kollegaerne en erstatning ud som en del af sin serviceaftale.

Der findes ikke noget lovkrav om at have en hjertestarter på bosteder og plejehjem, men regioner og kommuner skal indtænke dem i beredskabet. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en mail til avisen.

Annonce

Batteri i restordre

En uge efter dødsfaldet kontaktede bostedet AED-Center ved Ambulance Syd for at høre, hvor hjertestarteren var. Det oplyser Bifrosts centerleder Lars Jarle Mikkelsen i en mail. Heri fortæller han også, at han spurgte centret, om han kunne låne en hjertestarter, indtil den anden kom tilbage. Ifølge ham fik han afslag.

Det er helt normalt, at ambulancereddere tager en hjertestarter med efter endt livreddende behandling. Typisk er den tilbage igen efter tre-fire dage, forklarer afdelingsleder for AED-Center ved Ambulance Syd Daniel Wittrock.

Data fra hjertestarteren bliver i mellemtiden aflæst. Bagefter gøres den ren og udstyres med nye elektroder og om nødvendigt nyt batteri.

- I den konkrete sag var batteriet til hjertestarteren i restordre. Derfor tager vi kontakt til ejeren og aftaler, at hjertestarteren fremsendes, når batteriet er blevet udskiftet, siger Daniel Wittrock.

- Siden efteråret har vi tilbudt at låne hjertestarter ud, hvis der er væsentlige forsinkelser i forhold til at få hjertestarteren retur til ejeren, tilføjer han.

Annonce

Hjælp 591 meter væk

En uge efter den unge kvindes død skrev pedel Niels Kruse Henriksen ud til alle medarbejdere på Bifrost for at gøre dem opmærksom på nærmeste tilgængelige hjertestarter. Den er på det tidspunkt ved Grundejerforeningen Søndermarken Syd på Polarvej 33, hvilket ifølge krak.dk ligger 591 meter fra Bygden 24, hvor bostedet har adresse.

Skulle det blive aktuelt, skulle en ansat altså tilbagelægge næsten 1200 meter, inden selve behandlingen kunne gå i gang.

Og netop tid er en afgørende faktor, når der skal reddes liv, fortæller Per Møller Jensen, beredskabsinspektør i TrekantBrand

- Vi arbejder med, at et voksent menneske kan undvære ilt i fire til seks minutter, og det derfor er vigtigt, at man begynder hjertemassage hurtigt. Hvis man er flere om førstehjælp, skal en løbe efter en hjertestarter og komme hurtigst muligt tilbage. Hvis de er tilbage inden ambulancen, har man reddet tid og muligvis liv, siger han.

I Vejle Kommune er man enige i, at der gik lang tid, og ifølge chef for familie og forebyggelse Anette Ravn Olsen rykkede man flere gange efter hjertestarten.

- Vi kontaktede Ambulance Syd gentagne gange, og efter en lille uges tid får vi at vide, at hjertestarten kun har 19 procent strøm tilbage. Vi får at vide, at det vil tage yderligere en uge, før den er tilbage med et nyt batteri. Hvilket vi takker ja til. Vi ønsker at få den tilbage fuldt funktionsdygtig, forklarer hun.

Men hvad hvis der var sket en ulykke den periode?

- Ambulance Syd sender et kort og henviser til nærmeste hjertestarter, som ligger cirka 600 meter væk. Med en opfordring om at ringe 112 om nødvendigt. Vi accepterer, at det er vores vilkår i nogle ganske få dage.

Kunne man ikke have fundet en ny hjertestarter i den mellemliggende periode?

- Som sagt accepterer vi, at det er vores vilkår i de ganske få dage. I øvrigt ved jeg ikke, hvor nemt det er at skaffe en ny for en kortere periode, fortæller Anette Ravn Olsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Efter badeulykke på Østerstrand: Badegæster siger ja tak til mere skiltning

Fredericia

Sikkerhed ved Østerstrand: Forbud mod hovedspring skærpes

Annonce