Annonce
Trekantområdet

Efter en stille genåbning: Jim Lyngvild-besøgstal overrasker på Koldinghus

Der er workshop i udstillingen, så man blandt andet kan farvelægge nogle af de tegninger, man også kan opleve i "Kongerækken". Pressefoto: Koldinghus
Efter en meget rolig start ovenpå corona-lukningen er der kommet fart i besøgstallet på Koldinghus, siden åbningen af Kongerækken med Jim Lyngvild. Og der er et stort håb om yderligere gang i besøgstallet med regeringens sommerpakke, som halverer billetprisen.
Annonce

Kolding: Selv om Koldinghus måtte afblæse den sædvanlige reception ved åbningen af en ny udstilling, så er budskabet tilsyneladende trængt igennem til publikum, at slottet netop har åbnet for "Kongerækken med Jim Lyngvild".

I hvert fald er besøgstallet blomstret voldsomt op siden den 12. juni, hvor de første gæster kunne besøge den store særudstilling i Dansesalen. Frem til den 24. juni har Koldinghus haft 2537 gæster. Det er stort set samme antal som i den tilsvarende periode i fjor, hvor slottet viste udstillingen om prinsesse Bennedikte.

- Det besøgstal er vi meget tilfredse med. Vi har været meget spændte på, hvornår folk igen var klar til at gå på museum efter genåbningen, siger Nanna Ebert, der er konstitueret direktør på Koldinghus.

Hun fortæller, at 71.000 tilmed har klikket ind på hjemmesiden for at få følge en virtuel rundtur i udstillingen.

Annonce

Der kom syv gæster

Besøgstallet skal også ses i lyset af de første uger efter genåbningen tilbage i maj, hvor gæsterne kun i begrænset omfang fandt vej til slottet. På den allerførste dag efter corona-nedlukningen kom der blot syv gæster. Det er meget tæt på museets historiske bundrekord, fortæller Nanna Ebert.

- Jeg kan huske en dag for flere år siden, hvor der kun kom tre gæster. Men det var altså også midt i en kæmpe snestorm, hvor man frarådede udkørsel i hele landet, smiler hun.

Her er det Dronning Dorothea, der træder ud i virkeligheden og møder en gæst i udstillingen. Typisk kan man møde to-tre forskellige historiske personligheder, når man besøger "Kongerækken" på udvalgte ugedage i løbet af sommerferien. Pressefoto: Koldinghus

Så starten på udstillingen om Kongerækken giver optimisme, og Nanna Ebert fortæller, at hele branchen forudser lidt af en ketchup-effekt, når skolernes sommerferie begynder. For så har flere folk fri og har tid til at gå på museum, og samtidig tager man hul på regeringens sommerpakke, der nedsætter billetprisen til det halve rundt omkring på landets museer.

- Hos os betyder det, at en familie med to voksne og to børn kan komme indenfor for 125 kroner. Det budskab går vi i gang med at reklamere med nu. "Kongerækken" henvender sig i høj grad til folk, som ikke normalt går på museum, og for dem spiller prisen også ind, når de vælger, hvad de skal bruge tiden på, siger Nanna Ebert.

Annonce

Ind i hold

Selv om hverdagen så småt er på vej tilbage på museet, har man ikke glemt, at der er stadig er corona-alarm i samfundet. Derfor står der også masser af håndsprit på museet, og publikum bliver lukket ind i tidsintervaller for at opleve "Kongerækken". Der bliver lukket tyve gæster ind hvert kvarter, og der kan være 75 inde på én gang i Dansesalen, hvor udstillingen holder til.


Vores fordel er, at vi har rigtig mange kvadratmeter, man kan bevæge sig rundt på, og folk slapper også af, når de kommer herind og ser, at der er godt styr på det hele rundt omkring på slottet.

Nanna Ebert, konstitueret direktør på Koldinghus


- Vores fordel er, at vi har rigtig mange kvadratmeter, man kan bevæge sig rundt på, og folk slapper også af, når de kommer herind og ser, at der er godt styr på det hele rundt omkring på slottet, siger Nanna Ebert, som blandt andet har investeret i et trafiklys, der regulerer adgangen til Kæmpetårnet.

Kongerækken i ferien

​I udstillingsperioden vil man alle tirsdage, torsdage og weekender møde medlemmer af kongerækken - og enkelte medlemmer af hoffet - i og uden for udstillingen. Det foregår mellem klokken 10 og 16.

For at undgå for mange royale konflikter er det oftest kun 2-3 karakterer, der vil være til stede, og oplevelsen vil derfor variere fra besøg til besøg.

​I Kongerækkens Værksted kan man bl.a. få taget en royal selfie, tegne og møde nogle frivillige fra Den Kongelige Systue og få et indblik i deres arbejde med at sy de mange forskellige dragter til museet.

Se mere på www.koldinghus.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce