Brejning: Ejeren af Brejning Bageri har droppet al sin virksomhed.
Man kan dermed ikke længere sættes i kontakt med sugarbabes eller såkaldte toyboys igennem ham. Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister.
Bageriet var oprettet som en såkaldt produktionsenhed under cvr-nummeret 26753872. Manden bag er Gündüz Göktas fra Aarhus. Herunder fremstillede han indtil for nyligt bageriprodukter, solgte hårde hvidevarer, udlejede erhvervsejendomme og stod for webportalen Todayters.
På hjemmesiden todayters.dk kalder han den selv for "Danmarks nyeste og mest seriøse sugardatingside".
Men nu har han altså valgt at opgive den. I sidste uge, 2. december, lod han ifølge registret alle aktiviteter ophøre.
Hvad er sugardating?
Definition: Wikipedia
Aktiv på Facebook
Avisen kan ikke se, om aarhusianeren har overdraget virksomheden eller dele af den til andre.
I skrivende stund virker todayters.dk dog stadig, og Gündüz Göktas' cvr-nummer er stadig oplyst på sitet. Noget kunne dog tyde på, at der stadig er gang i det på en eller anden måde.
For på Facebook skrives der stadig ud til potentielle kunder.
6. december, og altså fire dage efter ophøret, lyder det i et opslag, at Todayters vil være din "wingman" og er "bindeleddet mellem sugardaddies, sugarmommies, sugarbabes, boytoys og gigolos".
At Brejning Bageri var koblet sammen med et sugardatingsite kom frem i midten af november. Det skete i forbindelse med, at flere medarbejdere i bageriet blev sygemeldt og sagde op på grund af manglende løn og dårligt arbejdsmiljø. Siden kom tre fagforeninger på sagen, og i hvert fald 3F arbejder på at begære virksomheden konkurs.
Optræder i reklamer
Todayters blev oprettet som virksomhedsnavn i begyndelsen af året og har før heddet alt fra KÖZ Grill og Pizza Night Express til Jobshare.dk.
Han ændrede navnet igen i midten af november til Youhavemessage, og godt to uger efter lukkede han alt ned. I dagene op til talte avisen med Kazim Bulduk, der i en artikel fra i sommer kaldte sig for ejeren af Brejning Bageri. Det var han ikke, viste det sig. Han var bestyrer, og ejeren er ifølge ham selv hans kammerat.
Kazim Bulduk optræder i reklamer for todayters.dk omgivet af Moët-champagne og unge kvinder, men forstod ikke interessen for, hvordan mon bageriet i Brejning hang sammen med et sugardatingsite.
- Der er tale om to forskellige produktionsenheder og dermed to forskellige firmaer og regnskaber. De har intet med hinanden at gøre, sagde han.
Det har ikke været muligt at få kontakt til Gündüz Göktas.