Annonce
Fredericia

Efter seks år som Tarzan i Oberhausen: Rune er tilbage i Fredericia, hvor det hele startede

Rune Høck Møller startede sin musicalkarriere ved Palsgaard Sommerspil, hvorefter han blev stjerne i Tyskland. Nu er han tilbage i Danmark som Tarzan på Fredericia Teater. Foto: Søren Malmose.

Da Rune Høck Møller for 15 år siden spillede Palsgaard Sommerspil, havde han ikke forestillet sig at blive musicalstjerne i Tyskland. Nu er den 36-årige vendt tilbage i Tarzan-rollen på Fredericia Teater.

Fredericia: Ned fra loftet kommer Tarzan i en trapezring. Muskuløs og med et stærkt blik inde bag det lange hår. Uanset om han hopper rundt, spiser lopper af de andre aber eller går på hænder, tryllebinder han publikum.

Og inde bag det ikoniske udseende gemmer sig et gammelt Palsgaard-stjernefrø, den nu 36-årige Rune Høck Møller, der for 15 år siden begyndte sin skuespillerkarriere i Palsgaard Sommerspils musical "Atlantis". Han blev født i Sønderborg, men flyttede som 12-årig til Vandel.

Rune Høck Møller har nu hovedrollen i "Tarzan", hvor han fylder rollen som menneskeaben helt ud.

Annonce

I momentet er det jo bare det, der sker, men jo, jeg var starstruck.

- Rune Høck Møller

Tre gode råd

Runes tre bedste råd til kommende musicalperformere:Opsøg alle muligheder for at lære og arbejde med dig selv som performer

Medvirk i alt, hvad der er at medvirke i

Sæt et mål, hvor du ser dig selv om 10 år

Den første hovedrolle som Silvan i Atlantis på Palsgaard Sommerspil, som for alvor kickstartede karrieren Foto: Palsgaard Sommerspil arkiv

Første hovedrolle

Rune Høck Møller er i Danmark, hvor han spiller Tarzan på Fredericia Teater. En rolle, han har spillet i Tyskland i seks år med stor succes. Her er han en stor stjerne.

Men det hele startede på Fredericia Teater.

Efter et år på Ollerup Efterskole med sang og musik besøgte han teateret og så "Jesus Christ Superstar". Da publikum var gået, sad han alene tilbage i salen.

- Det her skal jeg leve af, tænkte han.

Kort efter kom han med i den lokale udgave af "Hair" og oplevede det kick, det gav at stå foran et publikum. Det bragte ham videre til Palsgaard Sommerspil, hvor han fik sin første hovedrolle som Silvan i musicalen "Atlantis".

Her følte Rune Høck Møller sig endelig hjemme blandt ligesindede:

- Jeg følte mig ikke hjemme blandt de andre knallertdrenge i Vandel, og det var fantastisk at møde nogle med samme passion. Jeg nød at bruge hele weekender på at nørde musical, fortæller han.

Når Tarzan ikke bærer andet end et lændeklæde, må man være kreativ med mikrofonerne under parykken Foto: Rikke H. Christiansen

Et smut til Tyskland

Palsgaard Sommerspil slog det år publikumsrekord, og succesen gav Rune Høck Møller blod på tanden. Han søgte ind på Musicalakademiet i Fredericia.

Her fik han øje på den tyske musicalscene, og en lærer spurgte, om han kunne være interesseret i at tage dertil.

- Jeg er fra Sønderjylland og taler okay tysk, så jeg bestemte mig for at give det et forsøg.

Hans første audition var rent faktisk på "Tarzan", men en ung, ivrig og nyuddannet musicalperformer var ikke lige det, de havde brug for. Han fik dog hurtigt et andet job, hvor han havde to replikker og masser af sang. Et godt job til at blive bedre til det tyske sprog, som han skulle kunne flydende, for at gøre sig forhåbninger om at komme i betragtning til hovedroller.

- De kaldte mig kranen. Mit job var nemlig at synge og løfte pigerne, siger Rune Høck Møller.

Over en kop kaffe inden forestillingen talte vi om Rune Høck Møllers spændende karriere. Foto: Maria Bruun Fanø

Mødet med stjernerne

I Tyskland er der skrappe regler og lange prøver, hvilket passer Rune Høck Møller godt, da han er glad for rutiner.

De første år var dog ingen dans på roser. Med studiegæld i baghånden og en lav løn kæmpede han for at kunne leve af det, han elskede. Han havde fri adgang til øverum og brugte tiden intensivt. Operasangerne spåede ham, at han ikke ville komme langt, når han brugte sin stemme til rock.

De vidste dog ikke, at han netop øvede for at spille en hovedrolle i en rockmusical. Queen-musicalen "We Will Rock You" skulle bruge gode sangere, og Rune Høck Møller gjorde så stort et indtryk, at han fik lov at spille understudy, når den almindelige hovedrolle ikke var der.

Tiden mindes han med glæde. For ud over den store rolle og musikken betød det møder med stjerner som Bryan May og Roger Taylor (henholdsvis guitarist og trommeslager i Queen, red.).

- I momentet er det jo bare det, der sker. Men jo, jeg var star struck, fortæller Rune Høck Møller, der havde lange gode snakke om blandt andet astrologi med Bryan May.

Rune Høck Møller startede sin karriere på Palsgaard Sommerspil Foto: Privat

Det hårde pres

Tiden var en af de sværeste i hans karriere. I Stuttgart følte han sig alene og langt hjemmefra. Han fandt dog venskaber blandt kollegerne, og det blev til to år med rock'n'roll.

Hans stemme havde dog begrænsninger, og han måtte gentænke sin karriere. Under "We Will Rock You" mødte han instruktøren fra "Tarzan" igen. Manden, der i starten havde afslået ham.

- Du skal arbejde for Stage Entertainment (produktionsselskab, red.), sagde han nu.

- Og det kan kun gå for hurtigt, husker Rune Høck Møller instruktøren sige efter en forestilling.

Rune Høck Møller blev castet til "Dirty Dancing" i Oberhausen. Rollen som Billy fik han, inden audition var omme. Det betød dobbelt arbejde, for der var også opgaverne med "We Will Rock You" i både Stuttgart og Berlin - oven i prøverne. Som prikken over i'et fik han at vide, at han var i kikkerten til at spille med i "Tarzan".

I den periode tabte han sig 10 kilo på grund af presset, og han tænkte ofte tilbage på tiden på Palsgaard Sommerspil.

Drømmen er at bo i Danmark

Rune Høck Møller er nu vendt tilbage til sit fædreland for at spille en rolle, han kender indgående. Et skifte, han er glad for, men som han lige skulle vænne sig til.

- Jeg ser ikke mig selv som stjerne, men jeg havde skyhøje forventninger til mig selv, fordi jeg følte, at jeg skulle bevise noget for de andre, erkender han.

Hans kolleger på teateret har dog taget godt imod ham. Han spiller også understudy her og er kun på rollelisten enkelte dage i ugen.

Det befinder han sig godt i - han har nemlig en drøm om at stifte familie, hus og få en hverdag.

Rune Høck Møller er gift med engelske Carina, der også er musicalperformer og netop nu spiller i Tyskland. Parret pendler derfor en del.

Lige nu er Rune Høck Møller med sine 36 år i en svær periode rent rollemæssigt. Han er for gammel til at spille ung og for ung til at spille gammel. Det får ham til at tænke over fremtiden.

Alderen vil åbne for nye muligheder for andre roller, som måske endda kan kombineres med det familieliv, han ønsker at sætte fokus på.

Drømmen er at bosætte sig fast i Danmark og derfra kunne pendle til jobs i Tyskland.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Projektfolk fra Aarhus vil omdanne Skovhavegrunden til 141 boliger: Her er deres planer

Annonce