Kolding: Der var gang i fodboldene for pigerne på U10-fodboldholdet i Seest Boldklub lørdag formiddag.
Og det var der, selv om holdet i øjeblikket ikke må træne på grund af coronarestriktionerne. Faktisk er det over to måneder siden, der sidst var gang i holdets fodboldtræning.
Men de to trænere for holdet, Martin Rasmussen og Casper Martinussen, havde lørdag planlagt en helt særlig overraskelse for pigerne.
Fra først på formiddagen drog de nemlig rundt til alle 14 piger på holdet og besøgte dem ved deres bopæl og bad dem om lige at hoppe i et par fodboldstøvler og komme med ud på græsplænen for at spille lidt fodbold med dem.
Derudover havde de en lækker godtepose med til pigerne med både chips, slik, et sundt æble og et håndskrevet kort.
Mie Højgaard, 10 årJeg savner at spille fodbold og hygge med mine venner, for når jeg er til fodbold, får jeg nye venner og frisk luft.
Flere af pigerne var stadig i nattøj, da trænerne kom, men alle var friske på at kravle i fodboldstøvlerne og lige give den gas med nogle fodboldøvelser, før trænerne tog videre til næste spiller.
Savner spillerne
Casper Martinussen og Martin Rasmussen fortæller, at de med deres besøg gerne vil vise pigerne, at de tænker på dem, savner dem og håber, at de inden længe kan komme tilbage til fodboldtræningen.
- Vi savner jo også pigerne og kammeratskabet, siger Casper Martinussen.
Martin Rasmussen forklarer, at de kan være nervøse for, at den lange pause fra de to-tre ugentlige træninger kan få nogle af spillerne til at kvitte fodbolden, og de håber, at deres lille coronavenlige besøg kan give lidt ekstra gejst og humør hos pigerne.
10-årige Mie Højgaard er en af U10-spillerne i Seest Boldklub, der fik trænerbesøg. Hun var i modsætning til de andre piger forberedt på besøget, eftersom hun sammen med sin familie måtte tidligt op lørdag morgen for at komme fra vinterferien i Nordjylland og hjem til Kolding for at være der, når trænerne kom forbi.
- Det er dejligt at se dem, og jeg glæder mig til at komme tilbage til fodbold, fortæller hun, der absolut ikke har mistet lysten til den sport, hun har dyrket, siden hun var seks år.
Hun har trænet lidt med sin far og lillesøster, der også går til fodbold, her under coronanedlukningen - når vejret ellers har tilladt det.
Savner fodbolden
- Det er ikke så rart, at jeg ikke kan gå til fodbold lige nu. Jeg savner at spille fodbold og hygge med mine venner, for når jeg er til fodbold, får jeg nye venner og frisk luft, siger Mie Højgaard.
Martin Rasmussen og Casper Martinussen skulle ligesom ved de andre piger lige se, om Mie stadig har flair for fodbold og ikke helt har glemt al sin fodboldkunnen.
- Vi tager lige fem hurtige til højrebenet, lyder det fra Casper Martinussen, efter at Martin Rasmussen har øvet nogle afleveringer med Mie.
Også venstrebenet bliver trænet, og der er også tid til nogle hovedstød.
- Det er godt, Mie. Stærkt, lyder det rosende fra de to trænere undervejs.
Efter minitræningen sluttede de af med at fortælle Mie, at der i godteposen også er en ballon, hun kan puste op og træne lidt med indenfor i huset.