Annonce
112

Efter togbrand i Norgesgade: Skaternes ramper skal rives ned

Der kommer til at gå lidt, før skatere igen kan boltre sig på alle ramperne på Ungdommens Hus' området i Norgesgade. Efter den påsatte brand i fredags, har flere af ramperne taget skade. Foto: Presse-foto.dk
Langs grafittivæggen ved Ungdommens Hus stod indtil fredag velfungerende træramper, som skaterne i byen kunne boltre sig på. En togbrand har dog sat skater-aktiviteterne på pause.

Fredericia: Det er ikke mange uger siden, at skaterne flyttede deres ramper fra de orange haller til området ved Ungdommens Hus i Norgesgade. Forventningerne til at kunne skate og lave tricks under åben himmel var høje, men fredagens brand på DSBs rangerområde i Norgesgade har givet skår i glæden.

- Det er super ærgerligt, og det påvirker os på den måde, at vi ikke kan bruge området, så længe det er spærret af, siger Mark Hjort.

Det er ham, der har været skaternes daglige ansigt udadtil, og ham der har været den daglige drivkraft i tiden i de orange haller.

Annonce
Vi sætter ikke gang i noget, før vi har fået grønt lys fra politiet. Det skal først vurderes, om det er sikkert at færdes her.

Michael Teute Schmidt, husmedarbejder, Ungdommens Hus

Usikre ramper

Hvornår området igen kan tages i brug, ved Mark Hjort intet om, men det står sikkert, at nogle ramper skal rives ned for at blive genopbygget. Det gør sig blandt andet gældende for de ramper, der stod tættest op ad de tog, der gik op i flammer.

- Det er ikke sikkert at være her lige nu, så vi åbner først igen, når skaderne er blevet repareret. Det er vigtigt, at folk respekterer, at området ikke må bruges. Træramperne op ad grafittivæggen skal vi også have ned. De er ikke længere holdbare eller sikre, lyder det fra Mark Hjort.

Han kan ikke umiddelbart give et bud på, hvornår ramperne er genopbygget, da det er et omfattende arbejde.

- Ikke igen

Michael Teute Schmidt er husmedarbejder, og det var ham, der fredag var både første og eneste mand på stedet som repræsentant for Ungdommens Hus. Han lå hjemme i sengen, da hustruen viste ham en video på Facebook af de brændende togsæt.

- Da jeg kom derned, var de (brandvæsenet, red.) i gang med at efterslukke. Jeg skyndte mig alt, hvad jeg kunne, og jeg tænkte, at nu måtte det snart stoppe. Ikke igen, siger Michael Teute Schmidt.

Han kalder det også ærgerligt, at dele af udeaktiviteterne på Ungdommens Hus må indstilles for en periode.

- Men vi sætter ikke gang i noget, før vi har fået grønt lys fra politiet. Det skal først vurderes, om det er sikkert at færdes her, fortæller husmedarbejderen.

Han oplyser samtidig, at det kun er udendørsarealer, der er blevet påvirket af branden, som en 27-årig fredericianer efterfølgende tilstod at have stået bag. At gerningsmanden blev fundet relativt hurtigt efter branden, har Michael Teute Schmidt ingen kommentarer til.

Ingen pigtråd

I skrivende stund er området stadig spærret af med politistrimmel, og Finn Ellesgaard Nielsen, vicepolitiinspektør ved Patruljecenter Syd oplyser, at det skyldes, at det er farligt at være på området. Ifølge ham er myndighederne færdige med undersøgelser på stedet.

Det fremgik af den 27-åriges grundlovsforhør i weekenden, at han havde haft uhindret adgang til rangerområdet i Norgesgade. Fra DSBs pressevagt lyder meldingen efter fredagens brand, at hegnet skal reetableres.

Der er ifølge Fredericia Dagblads oplysninger ikke planer om hverken højere hegn eller pigtrådshegn på området. Det er DSB, der har ansvaret for sikkerheden på området, som er hegnet ind af et to meter højt trådhegn.

44 tog tilbage

I alt udbrændte otte tog på store bededag. Fra Jernmanden ApS, der er selskabet, som ejer de udtjente tog, lyder det, at togene forhåbentlig er væk fra området i løbet af fire uger.

Dog skal politiet først frigive området omkring de otte udbrændte tog, før rydningsarbejdet kan afsluttes. I skrivende stund er der 44 tog tilbage i Norgesgade ud af 68. Det værst tænkelige scenarie hedder to måneder.

Den 27-årige fredericianer, der er sigtet i sagen, blev ikke varetægtsfængslet ved grundlovsforhøret i weekenden, og hvornår sagen kommer for retten, vides ikke.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Christian Jørgensen (V) om FN's verdensmål: Det koster noget at gøre noget, men med måde - ellers får vi gule veste på gaden

112 For abonnenter

Alarmer kan ikke holde tyvene væk alene - men det kan være et fint bidrag

Annonce