Annonce
Kolding

Efter udfasning af pesticider: Kommunen er storforbruger af ukrudtsmiddel

Mælkebøtterne på kommunens arealer bliver holdt nede med pelargonsyre, som Kolding Kommune brugte næsten 747 kilo af i 2020. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Kolding Kommune bruger næsten en tredjedel af al den pelargonsyre, som bruges i landets kommuner til ukrudtsbekæmpelse. Det viser en opgørelse, som COWI har lavet for Miljøstyrelsen.

Kolding: Efter at de offentlige arealer i Kolding i nogle år blev grønnere og grønnere af vildtvoksende ukrudt, fordi man politisk havde valgt at udfase brugen af pesticider, så ser der nu igen mere nydeligt ud på fortovene, vejene og andre af kommunens arealer rundt omkring.

Forklaringen er, at kommunen er vendt tilbage til at anvende et kemisk ukrudtsbekæmpelsesmiddel, som dog er mere let nedbrydeligt end Roundup, som kommunen tidligere har brugt.

Nu sprøjter kommunen i stedet med en opløsning af pelargonsyre, som er et let nedbrydeligt  stof - men i meget store mængder, viser en opgørelse af pesticidforbruget på kommunale arealer, som Cowi har lavet for Miljøstyrelsen.

Opgørelsen fortæller, at af de 2319 kilo pelargonsyne, der blev brugt overalt i landets kommuner, står Kolding for de 747 kilo - og dermed er Kolding den uden sammenligning største forbruger. En lille håndfuld øvrige kommuner har også et stort forbrug af stoffet.

Annonce

Let nedbrydeligt

Funktionsleder i Pesticider og Biocider i Miljøstyrelsen, Anita Fjelsted, fastslår, at kommunerne har lov til at bruge alle de pesticider til ukrudtsbekæmpelse, som er godkendt til formålet, og hun forklarer, at pelargonsyre er baseret på et stof, som er et let nedbrydeligt middel.

- Pelargonsyre svider plantens overjordiske dele, og behandlingen skal formentlig gentages fire-fem gange på en sæson og i større mængder for at have den ønskede effekt, mens det næstmest anvendte stof glyphosat, som også ødelægger planternes rødder, vil give samme effekt, selvom det kun bruges for eksempel to gange og med mindre mængde pr. sprøjtning, forklarer hun.

Glyphosat er til gengæld ikke så let nedbrydeligt som pelargonsyre, og Miljøstyrelsen oplever, at mange af de kommunale politikere har stor fokus på at udfase brugen af glyphosat til fordel for de mere let nedbrydelige pesticider eller at finde alternativer som varmt vand, bemærker Anita Fjelsted.

89 af landets 98 kommuner har svaret på Cowis spørgeskema. Baggrunden for opgørelsen er, at der i 1998 blev indgået en politisk aftale om at udfase brugen af pesticider på offentlige arealer, og i 2007 aftalte KL, Danske Regioner og miljøministeren at lave en rapport hvert tredje år for at følge udviklingen.

I 2020 har 34 kommuner angivet til Cowi, at de slet ikke brugte pesticider, og så er der seks kommuner, som har brugt mellem 60 og 100 kilo sprøjtegift i kategorien ikke let-nedbrydelig - især glyphosat.

Stofferne

  • Roundup, der er verdens mest solgte ukrudtsmiddel, er baseret på aktivstoffet glyphosat, der skal godkendes af EU – en godkendelse, der står til at udløbe i 2022.
  • Glyphosat er mindre nedbrydeligt end pelargonsyre, som ligger i kategorien let nedbrydeligt.
  • Pelargonsyre i form af ukrudtsmidlet Ultima Proff nedbrydes af naturligt forekommende bakterier efter senest 10 dage ifølge varedeklarationen.
  • Pelargonsyre er hidtil ikke blevet påvist i grundvandet.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Få overblikket over de nye rejseregler her: Hvornår må vi grænsehandle og rejse på ferie?

Annonce