Annonce
Sport

Efterforsker: Sportsforbund blev styret af korrupt diktator

Yves Herman/Reuters
Det Internationale Vægtløftningsforbunds leder gennem 44 år får stor kritik af advokaten Richard McLaren.
Annonce

Det Internationale Vægtløftningsforbund (IWF) blev gennem fire årtier styret af en korrupt og diktatorisk leder.

Sådan lyder det torsdag fra den canadiske efterforsker og advokat, Richard McLaren, der tidligere har stået bag rapporter, der har afdækket systematisk dopingsnyd i Rusland.

Frem til april blev IWF ledet af den 81-årige ungarer Tamas Ajan, der torsdag bliver udskammet for at stå bag et forbund med store problemer.

I forbundet blev der i Tamas Ajans regeringstid købt og solgt stemmer i forbindelse med valg, der blev dækket over dopingsnyd, og samtidig er der forsvundet 69 millioner kroner (10,4 millioner dollar) fra pengekassen.

- Jeg har oplevet en organisation, der i tæt på et halvt århundrede har haft en autokratisk leder, der har dikteret gennem forskellige kontrolmekanismer, siger Richard McLaren om Tamas Ajan.

- Hans besættelse af at have kontrol skabte en frygt-kultur, der hindrede en levende og robust administration. Vi har fundet systematiske styrefejl og korruption på det allerhøjeste niveau i IWF, siger efterforskeren.

Richard McLaren har udarbejdet en rapport, hvori problemerne bliver nøje beskrevet.

Det fremgår blandt andet, at Tamas Ajan har ført store pengesummer over sig selv på hemmeligholdt bankkonti. Bøder udstedt for dopingforseelser skulle være gået direkte i præsidentens lomme.

Rapporten nævner også 40 positive dopingprøver, som aldrig er blevet behandlet af antidopingmyndighederne. Prøverne tilhører både guld- og sølvvindere, skriver Richard McLaren i rapporten. Sagerne er nu sendt videre til Det Internationale Antidopingagentur, Wada.

I forbindelse med de seneste to valg til topposterne i IWF er der desuden blevet købt og solgt stemmer, hævdes det i rapporten. Det drejer sig blandt andet om præsidentposten og flere andre ledende positioner.

Tamas Ajan trak sig i april fra posten som præsident. Det skete i forbindelse med, at den tyske tv-station ARD lavede en dokumentar om korruption i forbundet.

Ajan var i forvejen blevet suspenderet i 90 dage, da ARD-dokumentaren blev vist.

Den 81-årige ungarer nåede at være præsident i IWF i 20 år. Inden da var han generalsekretær samme sted i 24 år.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce