x
Annonce
112

Efterforskere har kastet det store net ud i drabssag: Jagter stadig manden på scooteren

Det var i følge politiets oplysninger ud for Korskærvej 6, at den 24-årige blev skudt ned. Foto: Nana Hanghøj
Indtil videre otte anholdte i aktionen omkring drab på en 24-årig i Korskærparken. Flere anholdelser kan komme til. Politiet efterforsker helt bredt.

Opdateret tirsdag med præcisering omkring efterforskningsleder.

Fredericia: Betjente med maskinpistoler og skudsikre veste stod mandag aften vagt ved afspærringerne rundt om gerningsstedet i Korskærparken. Betjentene sikrede, at ingen kom ind til gerningsstedet, hvor en 24-årig mand kl. 14 blev skudt i brystet og siden døde af sine kvæstelser.

Efterforskningen kørte på højtryk i løbet af eftermiddagen i jagten på den mand, som skød den 24-årige i brystet. Han blev set køre fra stedet på en sort scooter.

- Vi har anholdt otte, men ikke manden på scooteren. Så vi hører stadig meget gerne, hvis nogle ligger inde med oplysninger. Det kan være hvad som helst, og man kan enten henvende sig til vores folk i Korskærparken eller ringe 114. Ring hellere en gang for meget end en gang for lidt, siger politiinspektør Carit Andersen, leder af efterforskningscentret ved Sydøstjyllands Politi.

Annonce
Politiet var massivt tilstede i Korskærparken, og var blandt andet klar til at tale med beboere eller andre, som måske havde set noget, som kunne bruges i efterforskningen. Foto: Scanpix/Claus Fisker

Ingenting om bander

Hvorvidt drabet er narko- eller banderelateret er for tidligt at sige.

- Vi efterforsker helt bredt. Der kan være mange baggrunde for den alvorlige sag, så det er alt for tidligt at sige noget om, siger Carit Andersen.

- Så I sammenholder ikke denne episode med konflikter andre steder i landet?

- Igen. Det er for tidligt at udtale sig om. Vi er kun i indledningen af efterforskningen, og regner med at bruge endnu nogle timer på alene at undersøge gerningsstedet, siger Carit Andersen.

Stor styrke i området

Sidst på eftermiddagen silede regnen trøstesløst ned over blokkene og betjentene i stort antal.

- Vi har en stor styrke ude i området, og vi beder folk om at henvende sig, hvis de har noget som helst, de tror de kan bidrage med. I så alvorlige sager oplever vi heldigvis, at folk er flinke til at komme med oplysninger, og selv hvis man ikke tror, at det har betydning, så kan det være vigtigt for os. Derfor skal man ikke tøve, siger Carit Andersen.

Mørket har sænket sig over boligblokkene, og der bliver sat arbejdslys op de steder, hvor teknikerne fortsat leder efter spor. I blokken Korskærvej 2-6 er der spærret af, og beboerne får besked på at blive indenfor.

- Det gør vi alene af hensyn til at sikre gerningsstedet. Der er ikke noget, beboerne skal være nervøse for, siger Carit Andersen.

Ud for en opgangen i en nærliggende blok står en flok kvinder tæt sammen. Hvorvidt der er tale om venner eller pårørende til den dræbte 24-årige, er uvist.

Intet er afsluttet

De otte anholdte er alle er fra Fredericia-området, men Carit Andersen ønsker ikke at udtale sig nærmere om de enkelte. Hverken alder eller nærmere bopæl.

Hvilke roller de otte spiller i forhold til drabet, kan han heller ikke udtale sig om på nuværende tidspunkt.

- Vi bliver klogere, når vi har talt med dem, og vi har gjort rede for deres færden. Nogle skal måske løslades i aften, og andre beholder vi måske. Og det er muligt, at vi skal ud at anholde yderligere, siger Carit Andersen.

- Ved I, hvorvidt nogle af de otte skal stilles for en dommer i morgen?

- Nej, det ved vi heller ikke, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce