Annonce
Læserbrev

Efteruddannelse: Der er penge til det, så se at komme i gang

Efteruddannelse ville have gavnet mig. Men det ville også have været til gavn for mine næste arbejdsgivere.

Læserbrev: Den teknologiske udvikling går så hurtigt, at der er brug for masser af efteruddannelse. På industriområdet er der penge til det.

0,33 kr. pr. arbejdstime sættes ind i Industriens Kompetenceudviklingsfond (IKUF), der blev oprettet i 2007 og har masser af penge, for alt for få benytter sig af muligheden.

Der er i overenskomsten aftalt mulighed for, at virksomhed og medarbejdere i fællesskab aftaler efteruddannelse.

Medarbejderne har ret til to ugers betalt efteruddannelse om året. De kan bruges på ugekurser, men de kan også fordeles ud på en dag om ugen i at antal uger og ende med at blive en erhvervsakademi-uddannelse til f.eks. projektleder.

Er det efteruddannelse, som den enkelte medarbejder selv ønsker at komme på, får man dækket 85 pct. af sin løn. Sender virksomheden en medarbejder afsted, er det 100 pct.

Men har man ikke brugt sin ret til efteruddannelse senest tre år efter, at man har fået den ret, så bortfalder den. Det vil sige, at de to uger, man fik ret til i 2017, bortfalder næste år.

Jeg ser gerne, at der ved de næste overenskomstforhandlinger åbnes for, at man kan spare efteruddannelse sammen i en årrække. Det vil kunne give mulighed for at skifte arbejdsspor, når skavankerne måske begynder at melde sig. Det kunne for nogle være en anden måde at angribe problemet med forhøjet pensionsalder kontra nedslidende job.

Men det allervigtigste er, at flere virksomheder og flere medarbejdere får øjnene op for, hvor vigtig efteruddannelse er.

Overenskomsten siger, at der skal gennemføres en systematisk uddannelsesplanlægning for virksomhedens medarbejdere, hvis en af parterne lokalt ønsker det.

Det monotone og kedelige arbejde i industrien overtages af robotter. Det betyder ikke, at man skal være bange for at miste sit arbejde, tværtimod. For jo flere robotter der er på en arbejdsplads, jo flere arbejdspladser bliver der skabt. Vi skal bare sørge for at blive uddannet til at betjene robotterne.

Jeg er desværre sikker på, at mange har det, som jeg havde det, da jeg for godt 11 år siden med et godt, fast job på en industrivirksomhed havde helt styr på, hvad jeg skulle lave og syntes, jeg fulgte godt med i den teknologiske udvikling. Så kom finanskrisen, og jeg blev arbejdsløs. Ude i den store virkelighed gik det op for mig, at der andre steder i industrien var brug for andre og flere kompetencer end dem, jeg var udstyret med.

Efteruddannelse ville have gavnet mig. Men det ville også have været til gavn for mine næste arbejdsgivere. For jo bedre uddannet medarbejderne er, jo bedre medarbejdere er de.

Derfor denne opfordring til virksomheder og medarbejdere: Få lavet en plan for efteruddannelse. Der er penge til det i IKUF. Det er en gratis investering, og det er en god investering. Det er bare med at komme i gang.

Annonce
Henrik Fausing. Arkivfoto
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Højskoleforstander om FGU: Ny uddannelse er i udu - de unge svigtes

Læserbrev: Formand for FGU (den forberedende grunduddannelse) Hanne Pontoppidan beskriver i FGU Nyt fra august i år, hvordan rammerne for at kunne levere en god undervisning for de nye FGU-elever overhovedet ikke er i orden. FGU er den nye forberedende grunduddannelse for unge, der ikke kan komme ind på en ungdomsuddannelse. Hanne Pontoppidan beskriver, hvordan alle de nye FGU-institutioner lider under alvorlige it-problemer, som bevirker, at man ikke kan registrere eleverne eller få adgang til relevante undervisningsmaterialer. Hun beskriver, hvordan der på flere af de nye FGU-institutioner er kommet flere elever end forventet, og flere end der er plads til. Og hun gør ærligt opmærksom på, hvordan mange af de nye FGU-lærere endnu ikke aner, hvad de skal undervise i. FGU er en splinterny uddannelse fra august i år, og begyndervanskeligheder må selvfølgelig forventes. Men den aktuelle situation går ud over de unge, der i forvejen er ramt. De unge søger netop uddannelsen, fordi de har haft de svære liv og er påvirkede af uheldige oplevelser i folkeskolen. De brug for ro og ordnede forhold, så de kan vinde læringslysten tilbage. I stedet får de nu fuldstændig kaotiske forhold, ja, nogle elever bliver simpelthen sendt hjem, fordi der ikke er plads eller undervisning til dem, andre får undervisning af lærere, der er usikre på, hvad de skal. Jeg gør opmærksom på, at højskolerne, og jeg skriver fra Brande Højskole, har årelang erfaring på det her felt. Vi har faste og trygge rammer, der matcher de unge med de svære liv, og vi kan give dem den undervisning, de behøver. Vi kan sammen med FGU løfte de unge ind på en ungdomsuddannelse. Kære FGU, brug os, mens I får styr på det derhjemme. Vi er indskrevet i FGU-loven som et tilbud, lovgiverne har ønsket at FGU benytter sig af. Send de unge, der er hårdest ramt, til os, og giv dem den ro, de fortjener, mens tingene falder på plads på hjemmefronten, og kursen sættes for et nyt FGU. Højskolerne hjælper gerne til - både nu og i det videre arbejde med at gøre FGU'en til det gode alternativ, de unge fortjener.

Sydjylland For abonnenter

26,5 milliarder fordelt til sundhed, forurening og trafik: Sådan påvirker regionens budget dig

Annonce