Annonce
Fredericia

Ejere af Den Engelske savner stamkunderne: - En skide virus skal ikke skylle 13 år ud

Det er sjældent, at man ser Ajax stående på bordene på Den Engelske i Fredericia. Det sker hvert fald ikke inden for almindelig åbningstid. Men intet er almindeligt i disse dage. Den Engelske er lukket ned på grund af corona, og det har kostet på bankbogen. Men ejerne - her Mark Lindvig til venstre, Peter Lindvig i midten, men Lucas Lindvig til højre er almindelig ansat - er fortrøstningsfulde og optimistiske. De glæder sig til at se deres gæster igen. Foto: Mette Mørk
Familien Lindvig har gennem de seneste 13 år opbygget en økonomisk buffer, der gerne skulle have forsødet livet, når pensionen bankede på døren. I stedet æder en tvungen nedlukning noget af den overskudskage, men det er til gengæld det overskud, der holder Den Engelske kørende. Pengene fra hjælpepakkerne lader vente på sig, men ejerne er fortrøstningsfulde på beværtningens vegne.
Annonce

Fredericia: I seks uger er der ikke blevet langet fadøl over disken på Den Engelske i Fredericia. Solskinnet brager igennem de nypudsede vinduer, men der er hverken inde- eller udeservering. Som andre beværtninger er Den Engelske blevet pålagt at lukke ned. Knap var Champions League-kampen mellem Liverpool og Atletico Madrid, som selvfølgelig blev vist på Den Engelske, fløjtet af, før en ny hverdag meldte sig.

- Vi lukkede ned torsdag, hvor regeringens udmelding kom onsdag. Vi kunne have haft over 100 gæster til happy hour fredag, men det vil vi ikke have kunnet levet med. Vi lukkede helt ned, lyder det fra Peter Lindvig.

Vi er savnet. Vi har ligget her i 13 år, og vi har mange stamkunder. Vi savner også dem, og vi lover, at vi nok skal gøre opmærksom på os selv, når vi åbner igen. Vi er klar med øllet. Det lover vi.

Mark Lindvig, en af ejerne bag Den Engelske

Annonce

Ingen takeaway

Den Engelske er indbegrebet af en familievirksomhed, og ølstedet har været i familien Lindvigs hænder i 13 år. Peter, Jette og Mark Lindvig. Mor, far og søn. I det første år var også Marks bror, Rune med i familieforetagendet.

Deres hverdag og liv har kredset sig om Den Engelske, og selvom det er trist ikke længere at kunne zappe over på fodboldkampene, der ellers ofte blev vist på fladskærmene eller skænke øl fra de 28 haner, så var ejerne aldrig i tvivl om strategien. Mens andre restauranter, beværtninger og cafeer tyer til takeaway eller uddeling af gratis øl, har ejerne af den lokale beværtning valgt den stikmodsatte retning.

- Vi ville ikke kunne styre det med eksempelvis gratis afhentning af øl. Vi har 28 haner med mange liter øl og sodavand, og det bliver hældt ud. Jeg tror ikke, at goodwill kontra bøvl ved at uddele det gratis, ville kunnet have betalt sig. Samtidig vil vi gerne kunne stå inde for det øl, vi tapper fra hanerne. Nej, så hellere lade være, siger Mark Lindvig.

Den Engelske plejer på en lørdag at være fyldt med gæster, der jagter en kold fadøl i den efterhånden stigende forårsvarme. Måske ville de have taget plads på udearealet på Ryes Plads.

Annonce

Klar med øl

På skiltet står stadig ”livemusik fredag og lørdag”. Der reklameres også stadig for happy hour ved baren. TV-skærmen er sort, og lædersofaerne mennesketomme. Den gode, gamle atmosfære er dog ikke forsvundet i takt med menneskestrømmen. Musikken strømmer jævnt – ikke bragende - ud ad højtalerne. "Walking in Memphis" I dag er der ingen mennesker. Og det er en helt anden verden for familien bag beværtningen.

- Vi er savnet. Vi har ligget her i 13 år, og vi har mange stamkunder. Vi savner også dem, og vi lover, at vi nok skal gøre opmærksom på os selv, når vi åbner igen. Vi er klar med øllet. Det lover vi, garanterer Mark Lindvig.

Men hvornår der igen bliver trykket på genåbningsknappen i Statsministeriet, kan der kun gisnes om. Indtil da får familien Lindvig finpudset og finjusteret ølstedet på hjørnet af Ryes Plads og Gothersgade. Det er dog med en vis nervøsitet, at Den Engelske står overfor en genåbning i fremtiden. Tankerne går på, hvordan åbningen kan foregå, og hvilke restriktioner følger med en genåbning.

Under normale omstændigheder er der fuld knap på, på Den Engelske. Stedet har 28 forskellige haner med øl, men i disse dage bliver der ikke langet meget humle over disken. Som alle andre beværtninger, er de blevet tvunget til at lukke stedet midlertidigt. Så bruges tiden på at få fikset et par småting. Foto: Mette Mørk
Annonce

Mindre opsparings-kage

Spørgsmålene er mange, men svarene er få. Enige er de dog om, at når der trykket på knappen, vil hanerne igen vippes på livet løs.

- Vi kommer til at åbne op, så snart vi må. Og så satser vi på det gode vejr, slår Mark Lindvig fast.

Udover ukuelige er der en stor portion fortrøstning at spore i lædersofaen på Den Engelske, hvor vi sidder med en velovervejet afstand til hinanden.

- Vi skal nok komme igennem det her. Der er taget en stor bid af kagen (opsparingen, red.), men vi græder ikke. Det her rammer alle. Vi har ikke været oppe for at låne penge i banken, og vi må starte fra nul, når vi genåbner og så få banket stedet op igen. Men en skide virus skal ikke skylle 13 år ud, siger Peter Lindvig.

Det gælder om at finde de positive ting i en træls tid. Familien bag Den Engelske har brugt nedlukningen på at få støvet godt og grundigt af. Alle rammer har været nede, og her et et af de gigtiske klenodier ved at finde tilbage på sin stamplads. Faktisk lukkede beværtningen ned dagen efter, at de nærmest havde haft fulde huse til Champions League-kampen mellem Liverpool og Atletico Madrid, der blev spillet onsdag den 11. marts. Samme dag meddelte regeringen, at store dele af samfundet skulle lukke. Foto: Mette Mørk
Annonce

Indtægten mangler

Familien må dog også erkende, at bankbogen ikke er utømmelig. Medarbejderne er sendt hjem, men der er stadig ikke tikket penge ind fra nogen af de hjælpepakker, ejerne har søgt ind i. Om lidt siger kalenderen 1. maj, og de faste udgifter skal betales. Husleje, løn. Faste omkostninger.

Samlet er der 12 tilknyttet Den Engelske, og det er både ejere, deltids- og fuldtidsansatte.

- Det har ramt os med et brag, og vi har mistet vores indtægt, selvom udgifterne stadig er der. Vi har ikke fået en krone endnu, fortæller Peter Lindvig.

Selv lyder vurderingen fra ejerne bag, at uden hjælpepakkerne ville Den Engelske kunnet have klaret sig til udgangen af maj, før ejerne var blevet nødt til at lukke stedet. Med hjælpepakkerne kan stedet klare sig i yderligere to måneder.

Familien Lindvig venter på, at der igen trykkes på genåbningsknappen. De har ingen idé om, hvornår de igen kan byde gæster indenfor til en øl eller to. Der vil i fremtiden også være masser af forskelligt øl at vælge i mellem på ølstedet. 28 forskellige haner. Og de lover, at de vil være klar med øllet, når Mette Frederiksen (S) igen trykker på knappen. Foto: Mette Mørk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce