Annonce
Alarm 112

El-direktør og tidligere Lego-ansat kræves fængslet i tre år: Forsvareren mener slet ikke, der er en sag

Retten i Kolding, hvor to mænd fra Middelfart tirsdag igen sad på anklagebænken i en sag om bedrageri. Foto: Mia Harm Madsen
Ved Retten i Kolding sad to mænd fra Middelfart igen på anklagebænken i en sag, der har taget 12 dage i retten, og som begyndte i midten af november. De to er anklaget for i forening at bedrage Lego for omkring 17 millioner. Penge, som man ikke ved hvor er blevet af.
Annonce

Kolding/Middelfart: To mænd fra Middelfart sad tirsdag igen på anklagebænken ved Retten i Kolding. Med udtryksløse ansigter sad de og hørte på den timelange opremsning af beviser, som Sydøstjyllands Politi havde samlet imod dem. Da anklageren sagde, at han mente, at de begge skulle have tre års ubetinget fængsel, fortrak de heller ikke en mine.

Denne ene er direktør i et fynsk el-selskab, mens den anden har været ansat i en stilling hos Lego i Billlund. Begge bor i Middelfart, og begge er tiltalt for i forening at have begået bedrageri i millionklassen. 17 millioner for at være mere præcis.

Annonce

Uenige om fordelingen

Det var især en mailkorrespondance imellem de to, der ifølge anklagemyndigheden beviste, at de to med overlæg og nøjagtig planlægning skulle have bedraget Lego for udgifter til el-arbejde, der enten slet ikke var blevet udført, eller som ikke havde kostet tilnærmelsesvis det, som klods-giganten havde betalt for ydelserne. Heriblandt opsætning af forskellige lamper på fabrikken i Billund. En anonym whistleblower skulle have kendskab til, at de to mænd delte de penge, der kom fra overfaktureringerne ved Lego.

Aftalen mellem de to skulle være sådan, at det var den nu tidligere ansatte ved Lego, der oprettede ordren hos el-firmaet, og det var også ham, der kvitterede for den. Pengene, der blev udbetalt til el-firmaet, delte de to efter en fordelingsnøgle på 70 procent til den Lego-ansatte og 30 procent til el-direktøren.

Bedrageriet skulle være foregået fra 2009 til 2016 og inkluderede også såkaldt returkommission, eller bestikkelse, for den Lego-ansattes vedkommende, der skulle have taget imod motionsredskaber og tilskud til en privat bil for at opretholde kontakten til bestemte underleverandører, der fortsat gerne ville hyres ind til opgaver hos Lego.

Annonce

Ikke en sag for strafferetten

Mens den tidligere ansatte ved Lego kiggede tomt rundt i rummet, da hans forsvarer argumenterede for, at hans klient skulle frikendes, var den anden, el-direktøren, meget opmærksom på sin forsvarer, der kom med en lang og malende forklaring på, hvorfor der ikke var foregået noget som helst kriminelt.

Faktisk mente forsvareren, at hele sagen slet ikke hørte hjemme i en strafferet, men at det i stedet skulle være et civilt søgsmål, for hvis Lego mente, at man ikke havde fået den ydelse, man havde betalt for, så hørte sagen hjemme hos en brancheinstans for elektrikere i stedet for i en retssal.

Han mente også, at hele anklageskriftet var forkert formuleret, da der ikke var tale om bedrageri, men højst om mandatsvig eller databedrageri. For at der kan dømmes for bedrageri, skal der være et menneske, der bliver bedraget, og når der i dette tilfælde er tale om Lego som virksomhed, og ikke et reelt menneske, så mente han, at sagen burde falde.

Omdrejningspunktet for sagen var et regnskabssystem, som der blev brugt i det større, fynske elfirma. Et system, hvor der på nogle opgaver kunne være en fortjeneste på opgaver helt op mod 96 procent, mens andre opgaver kun havde en fortjeneste på 10 procent. Men det var langt fra et retvisende billede, mente el-direktørens advokat. For som det fungerer i den branche, og også i flere tilfælde i de opgaver, der blev udført hos Lego, så har man ikke fået bogført alle de udgifter, der kan være ved en bestemt opgave. Som udgifter til materialer, for eksempel. Det er almindeligt at sætte dem på senere eller i en anden opgave, forklarede han.

Annonce

Pengene er væk

Forsvarsadvokaten mente desuden, at politiets arbejde i denne sag var så mangelfuldt, at der ikke burde kunne fældes en dom. Ifølge ham burde politiet have kaldt en fagperson ind for at beregne, hvad en elektriker-opgave burde koste, og ikke have benyttet en almindelig politibetjent på politigården i Vejle til at sidde og sjusse sig til, hvad det koster at få hængt over 200 lamper op i Billund.

Ud af de 17 millioner, som anklagemyndigheden påstår, at de to i forening skulle have bedraget for, har man kun kunnet finde frem til de cirka 4,8 millioner. Nogle af dem skulle være overført fra el-direktøren til den Lego-ansatte og skulle, efter de tiltaltes forklaring, være betaling for et stykke eksternt konsulentarbejde, der var udført over et års tid.

Begge nægtede sig skyldige i de mange anklager, og el-direktørens forsvarer bad da også om, at sagen snart kunne få en slutning, da hans klient både er familiefar og har et firma, han skal drive ved siden af alle turene i retten.

Der kommer dog til at gå nogle uger endnu, da dommer og domsmænd skal votere og afgøre både skylds- og strafspørgsmålet. Der er dom i sagen den 1. februar.

Lego har stillet et erstatningskrav på omkring 17 millioner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Privatskoler har succes med virtuel kontakt til de små: - Vi har fokus på det sociale

Coronavirus

Live: Pfizer kan ikke levere - Danmark får 100.000 færre doser i første kvartal

Annonce