Annonce
Fredericia

Elbobladet-journalist vinder pris for artikelserie om morfinproblemerne i Fredericia

Peter Friis Autzen har været journalist på Elbobladet siden sommeren 2017. Tidligere har han også skrevet for Politikens Lokalaviser. Foto: Thomas Nedergaard Rasmussen
Peter Friis Autzen vandt onsdag prisen for årets bedste lokale nyhedshistorie, der uddeles af De Lokale Ugeaviser og Danske Medier.

Fredericia: Journalist Peter Friis Autzen fra Elbobladet vandt onsdag ugeavisernes pris for bedste lokale nyhedshistorie.

Anerkendelse blev uddelt af De Lokale Ugeaviser og Danske Medier i forbindelse med en fagkonference i Kolding. Peter Friis Autzen fik prisen for sit vedholdende fokus på problemerne med morfin i Fredericia.

Siden september sidste år har han skrevet over 30 artikler om morfin og ikke mindst de konsekvenser, præparaterne har haft for nogle borgere i byen.

At der overhovedet er et problem med brugen af morfinpræparater som rusmiddel, opdagede Peter Friis Autzen første gang, da han som journalist deltog i en sommerfest på et misbrugscenter, hvor han interviewede en fredericianer. Kilden havde selv brugt morfin som rusmiddel.

- Det var den første artikel, hvor jeg sad overfor en, der fortalte om den nedtur, som giver ordet nedtur en helt ny betydning. Det er helt ufattelig tragiske skæbner, der berører mig dybt. Han siger nogle ting til mig, som giver anledning til, at jeg spørger nogle folk, om det er et problem, siger Peter Friis Autzen.

Annonce

Vil ikke snakke byen ned

Politiet og et misbrugscenter bekræfter, at der er udfordringer med morfin i Fredericia. Peter Friis Autzen oplevede også, at nogle forsøger at tale omfanget af problemet ned, men efterhånden, som han satte fokus på emnet, henvendte flere og flere sig med deres personlige historier.

- Det har aldrig været min ambition at snakke byen ned, men når man elsker sin by, er man også nødt til at snakke om det, der gør ondt.

Selve prisen vækker glæde hos Peter Friis Autzen.

- Det er da dejligt at få ros. Jeg er glad for prisen, men jeg er stolt af artiklerne. Det betyder meget, siger han.

Peter Friis Autzen har to gange tidligere fået en pris for sin journalistik. I 2013 vandt han også guld i kategorien feature om tre kendte sydjyder, der fortalte om deres største dramaer. I 2014 blev det sammen med to kollegaer til sølv for en række artikler, der satte fokus på, hvad EU's lovgivning betyder lokalt.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce