Annonce
Erhverv

Ellemann lyttede til bekymret ostemand: Højere skat kan spænde ben for generationsskifte

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, blev vist rundt i produktionen hos Nørup Mejeri af indehaver Jens Riis Beierholm Poulsen (tilv enstre). Det er Christoffer Melson (nr. to fra højre), tidligere byrådspolitiker i Vejle Kommune og medlem af Folketinget for Venstre, der havde været med til at arrangere besøget. Her ser de, hvordan ostene bliver dyppet i paraffin, som bruges til at forsegle skorpen. Foto: Mette Mørk
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, besøgte onsdag Nørup Mejeri for blandt andet at drøfte regeringens tredobling af skatten ved generationsskifte i virksomheder.

Ny Nørup: Ostekulturer og modningstid for forskellige former for oste er ikke noget, Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, normalt beskæftiger sig med.

Onsdag eftermiddag fik han dog et indblik i ostens vej fra mælk til færdigt produkt på Nørup Mejeri, hvor indehaver Jens Riis Beierholm Poulsen viste rundt i produktionen.

- Jeg er stadig så meget legebarn, at jeg synes, det er enormt interessant at se, hvordan ting bliver til, fortalte partiformanden, da han og resten af selskabet efterfølgende tog plads i mejeriets kontor for at drøfte et mere politisk emne, skatten på generationsskifte.

Med finansloven for 2020 har et flertal i Folketinget nemlig besluttet at tredoble beskatningen ved generationsskifte i virksomheder fra fem til 15 procent.

Annonce

Generationsskifte

  • Den socialdemokratiske regering varslede sidste år, at den ville arbejde for at hæve skatten ved generationsskifte i virksomheder.
  • Som en del af finansloven for 2020 har et flertal i Folketinget besluttet at hæve generationsskifteskatten fra fem til 15 procent, hvilket svarer til en tredobling. I finansloven budgettes med, at den øgede beskatning vil give en milliard kroner mere i statskassen.
  • Samme skat blev ellers sænket ned fra 15 procent i 2016 under den forrige regering.
  • Ifølge en rapport fra CBS, "Ejerledelse i Danmark", ventes det, at 23.000 virksomheder inden 2025 foretager et ejer- eller generationsskifte.

Penge til investeringer

- Hvad tænker du, der skal ske med din virksomhed om en 50-60 år, når det engang bliver tid til at gå på pension, spurgte Jakob Ellemann-Jensen lidt spøgende over kaffen.

Jens Riis Beierholm Poulsen fortalte, at han ikke har planer om pension foreløbig, og han ved heller ikke, om hans søn og svigerdatter, der begge er uddannede mejeriingeniører, kunne være interesserede i at overtage mejeriet på et tidspunkt.

- Men skulle de en dag have lyst til at overtage, så skulle der også gerne være nogle penge at gøre med til at udvikle virksomheden og de idéer, de måtte have. Det vil der ikke være med så stor en beskatning. Jeg kunne måske finde en anden at sælge til - det har jeg ikke undersøgt - men det er helt sikkert, at min søn ikke ville være interesseret i at overtage, hvis ikke der er penge til også at investere, fortalte Jens Riis Beierholm Poulsen.

Frygter for de små virksomheder

Jakob Ellemann-Jensen fortalte, at han frygter de konsekvenser, den øgede generationsskifteskat vil have for de små og mellemstore virksomheder i Danmark.

- Vi begræder alle dagligvarebutikkernes lukninger i de små samfund. Med den her høje skat er vi med til at gøre det samme ved alle de små og mellemstore virksomheder, der findes rundt om i landet, blandt andet ude i de små lokalsamfund, sagde han.

Omkring 700.000 danskere er i dag ansat i en familieejet virksomhed. Mange af dem i store virksomheder som Lego, Danfoss og Mærsk, men mange er også ansat i mindre virksomheder.

- Der findes mange små og mellemstore virksomheder, som er familieejede. De er opstået, fordi der er nogle mennesker, der har fået en god idé og har turdet at satse på dem. Det er sgu dansk, og det er vi nødt til at værne om - pardon my french, lød det fra Venstre-formanden.

Thyge Havgaard Bjerring (i midten) fra Venstres byrådsgruppe i Vejle var også med, da Jakob Ellemann-Jensen blev vist rundt på Nørup Mejeri. Som ung arbejdede han i cirka fem år på mejeriet. Foto: Mette Mørk
Ejeren af Nørup Mejeri, Jens Riis Beierholm Poulsen (i forgrunden), fik efter rundvisningen lejlighed til at fortælle om nogle af sine bekymringer i forhold til den tredobling af generationsskifteskatten, som blev vedtaget i Finanslov 2020. Jakob Ellemann-Jensen lyttede interesseret, flankeret af byrådspolitiker Thyge Bjerring og folketingspolitiker Christoffer Melson. Foto: Mette Mørk
Jakob Ellemann-Jensen syntes, det var spændende at få et indblik i, hvordan en ost bliver til. Han var overrasket over at høre, at man på Nørup Mejeri hver dag fremstiller cirka otte ton ost og sammenlagt omkring 2000 ton om året. Foto: Mette Mørk
Jens Riis Beierholm Poulsen fortalte både, hvordan man fremstiller ost, men også lidt om, hvordan hans far i sin tid udviklede nye teknikker og fik skabt en solid virksomhed. Foto: Mette Mørk
Ejer af Nørup Mejeri Jens Riis Beierholm Poulsen (til venstre) havde en time sammen med Jakob Ellemann-Jensen, hvor de drøftede osteproduktion og ikke mindst generationsskifteskat. Foto: Mette Mørk
Jakob Ellemann-Jensen brugte onsdag en time hos Nørup Mejeri, hvor han blev vist rundt af indehaver Jens Riis Beierholm Poulsen. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Live: Coronapatienter er længere i respirator end forventet

Annonce