Annonce
Danmark

Ellen Trane Nørby går efter borgmesterposten i Sønderborg

Venstres folketingsmedlem Ellen Trane Nørby går nu efter at blive borgmester i Sønderborg. Foto: Leitorp & Vadskær ApS
Folketingsmedlem og tidligere minister Ellen Trane Nørby vil være Venstres borgmesterkandidat i Sønderborg Kommune. Hun udfordrer dermed socialdemokraten Erik Lauritzen, der var tæt på absolut flertal ved seneste kommunalvalg.
Annonce

Kommunalvalg: Venstres Ellen Trane Nørby vil være borgmester i Sønderborg. Hun er 40 år, medlem af Folketinget og tidligere minister. Ellen Trane Nørby har meddelt Venstre i Sønderborg, at hun stiller sig til rådighed. Formelt skal Venstres borgmesterkandidat vælges på et møde på Hotel Sønderborg Strand mandag aften.

- Jeg kommer til at stille op som borgmesterkandidat, siger Ellen Trane Nørby til JydskeVestkysten. Hun har to børn og samlever, familien bor i Sønderborg - og er "pendlerramt".

- Jeg har fået virkelig mange opfordringer, og nu er tiden der, hvor jeg gerne vil lægge mit politiske engagement på at styrke den by og det område, jeg bor i og holder så meget af, siger Ellen Trane Nørby.

Kort efter kommunalvalget i 2017 slog Venstres Peter Hansen fast, at han ikke ville forsøge sig som partiets spidskandidat efter endnu et nederlag. Andre måtte til. I et års tid har der i det politiske miljø i Sønderborg været talt om, at Ellen Trane Nørby ville gå efter borgmesterposten i den socialdemokratiske bastion.

Hun har dog hverken villet be- eller afkræfte det, og først nu er hun klar til at melde ud.

Ved seneste kommunalvalg i 2017 fik Socialdemokratiet 15 af 31 pladser i Sønderborg Byråd. Venstre fik syv mandater og Dansk Folkeparti tre. Så der er et stykke vej til et borgerligt flertal på 16, der vil støtte Ellen Trane Nørby som borgmester.

- Jeg tror på, at der er muligheder, men det kræver naturligvis, at vi kan samle et stærkt hold. Det er ikke en enkeltmandspræstation, der skal til, men vi skal spille hinanden stærke. Ligesom med SønderjyskE mod Brøndby forleden, siger hun.

- Ved valget i 2013 var der borgerligt flertal, og hvis Ole Stenshøj fra De Konservative ikke var gået med socialdemokraterne, var Erik Lauritzen ikke blevet borgmester, siger Ellen Trane Nørby.

Annonce

Skolen behøver et løft

Den tidligere undervisningsminister understreger, at hun og partiet ikke er klar med en færdigskrevet vision og et kampprogram, men at hun vil arbejde for især bedre forhold i daginstitutioner og skoler og for bredt samarbejde i byrådet.

- Jeg ved jo, også fra min tid som undervisningsminister, at Sønderborg ikke gør nok på folkeskoleområdet eller på dagsinstitutionsområdet. Erik lavede en helhedsplan for folkeskolen i sin første periode, men der er ligesom ikke sket mere. Det er jo ikke nok at lave en plan. Der er jo en grund til, at så mange fravælger folkeskolen, siger Ellen Trane Nørby.


Jeg tror på, at der er muligheder, men det kræver naturligvis, at vi kan samle et stærkt hold. Det er ikke en enkeltmands-præstation, der skal til, men vi skal spille hinanden stærke. Ligesom med SønderjyskE mod Brøndby forleden

Ellen Trane Nørby (V), kommende borgmesterkandidat i Sønderborg


- Indbyggertallet i Sønderborg Kommune falder, og det falder mere end i andre sønderjyske kommuner. Jeg mener, det er et minus på 715 siden 2015. Så kan man sige, at det er en megatrend, men vi er bare nødt til at se i øjnene, at vi skal arbejde langt hårdere for, at et ægtepar, der får job i  Kolding og Sønderborg, de ikke bosætter sig i Aabenraa, men i Sønderborg.

- Siden kommunesammenlægningen har der været drevet blokpolitik i Sønderborg Kommune. Vi har set eksempler som Dalsmark Plejehjem og seneste med Privatskolen Als, hvor Socialdemokratiet ikke ville give en lånegaranti - alt det viser bare, hvor ideologisk et socialdemokrati og en borgmester, vi har i Sønderborg, siger hun.

Selv om Venstre er gået med i senere budgetforlig - og i en teknisk konstituering, mener Ellen Trane Nørby ikke, at der er et reelt samarbejdende byråd.

- I forrige periode mente nogen, at Venstre var for meget i opposition, nu forsøger vi at få indflydelse på den anden måde. Men jeg vil arbejde for en ny politisk kultur i byrådet, hvor alle får reel indflydelse. Men også at tage organisationer, frivillige foreninger og det private erhvervsliv med ind og give dem indflydelse. Så vil vi gerne give mere magt ud til de kommunale institutioner, hvor Sønderborg i dag er meget forvaltningstungt styret, med en alt for dyr central administration. Mere decentralisering og give flere opgaver fri - altså mere frit valg.

Annonce

Vil udnytte netværk

Ellen Trane Nørby har siddet i Folketinget i snart 16 år og været både sundhedsminister og undervisningsminister. Den erfaring, mener hun, vil have stor positiv betydning for Sønderborg Kommune, hvis hun bliver borgmester.

- Det er klart, jeg vil trække på mit netværk på Christiansborg, hvor jeg vil kunne løfte Sønderborgs sager bredt politisk. Her har jeg jo også kunnet se, hvordan andre borgmestre har arbejdet langt mere bredt, end Erik Lauritzen, til gavn for deres kommune, siger hun.

Hun erkender, at der også er sket en hel del i Sønderborg - med helt nyt havnebyrum med multikulturhus, Project Zero, Alsik et nyt shoppingcenter midt i byen - og nu det planlagte ferieresort på Nordals.

Blå bog

Ellen Trane Nørby er født 1. februar 1980 i Herning. Hun er opvokset i Nørre Nissum.

Datter af biolog og forhenværende borgmester i Lemvig Jørgen Andreas Nørby (V) og arkitekt Merete Nørby.

Cand.mag. i kunsthistorie fra Københavns Universitet med sidefag i samfundsfag.

Fra 2005 folketingsmedlem for Venstre valgt i først Sønderjyllands Amtskreds og siden Sydjyllands Storkreds.

2011-2014: politisk ordfører for Venstre. 2015-2016: minister for børn, undervisning og ligestilling. 2016-2019: sundhedsminister.

Stillede sidste år op som næstformand for Venstre, men tabte afstemningen til Inger Støjberg.

- Ja, det er sandt, og der sker virkelig også noget i Sønderborg. Men mange af de store projekter, som store lokale investorer jo heldigvis også har sat i gang, er jo noget, der er udviklet og sat i gang, før Erik blev borgmester. Han har været god til at videføre dem, men nu er vi også nødt til at se på, hvad vi nu skal, siger Ellen Trane Nørby og nævner Augustenborg som hertugby med et stort potentiale.

Venstre vælger resten af kandidaterne i Sønderborg på et opstillingsmøde 7. december. Kommunalvalget er tirsdag 21. november 2021.

Ellen Trane Nørby på Spejdernes Lejr 2017. Hun mener, at der skal gøres mere for at løfte folkeskolen. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Alternativet var en konkurs: Messe C-køb er usædvanligt, men nødvendigt, mener politikere

Danmark

Hvordan bliver julen 2020?

FC Fredericia For abonnenter

Borgmester afviser beskyldninger: FHK har lige så gode vilkår som alle andre

Fredericia

Talentfuld svømmer om OL: For første gang tror jeg oprigtigt på, det kan lade sig gøre

Annonce