Annonce
Fredericia

Efter sygemelding og syv års tilløb: Nu har Emilie åbnet sin egen neglesalon

28-årige Emilie Klostergaard har fundet sin rette hylde i sin neglesalon Fairytale Nails, som ligger i et hjørne hos frisør Amazing Hair på Erritsø Bygade. Foto: Lene Dalsgaard Nielsdatter
28-årige Emilie Klostergaard har åbnet neglesalonen Fairytale Nails, som har hjemme i et hjørne hos frisør Amazing Hair i Erritsø.

Erritsø: - Hvor er de flotte!

Udbruddet kommer fra den kunde, som 28-årige Emilie Klostergaard har ordnet, malet og ikke mindst dekoreret negle på de sidste par timer. En ny kunde og tilflytter til området, som havde fået anbefalet Emilies eventyrlige negle.

For to måneder siden tog Emilie Klostergaard springet og åbnede sin salon hos Ulla i frisørsalonen Amazing Hair på Erritsø Bygade - og selvom Emilie og hendes Fairytale Nails endnu ikke har fået et stort skilt op ved vejen, så finder kunderne alligevel frem til Emilies hyggeligt hjørne i salonen. Ofte henvist af andre.

- Jeg er meget aktiv på Facebook, for det er der, det sker. Jeg er kun lige startet, men jeg er allerede begyndt at få faste kunder, siger Emilie med et stort smil.

Efter en sygemelding har hun endelig fundet en vej ud af det kommunale system. Og det er den helt rette vej, det er hun ikke et sekund i tvivl om.

Annonce
Emilie Klostergaard er dybt koncentreret, når hun giver sine kunder eventyrlige negle hos Fairytale Nails. Hun er perfektionist, så det skal laves ordentligt. Foto: Lene Dalsgaard Nielsdatter

Syv år langt tilløb

Som i mange eventyr har Emilie Klostergaard været grueligt meget igennem, inden hun fandt den rette vej. Men hun har altid haft en passion for det med at dekorere neglene.

I 2012 købte hun sit første neglesæt, som hun brugte til at lave negle på sig selv. Tre år senere tog Emilie sit første uddannelse - et firedages kursus - hvorefter hun øvede sig på at lave negle på veninderne. Men Emilie var ikke helt tilfreds med sine resultater.

- Jeg er meget perfektionistisk. Det skal være ordentligt. Og selvom man får et bevis efter et firedages kursus, så lærer man altså ikke faget på fire dage, siger Emilie, der tidligere har arbejdet på hotel.

Da Emilie for et par år siden blev sygemeldt, trak neglene igen i hende. Hun tog en uddannelse, som hun selv betalte, hos Crystal Nails.

- Der kunne jeg mærke, at jeg havde fundet det rette sted for mig, fortæller Emilie og fortsætter:

Et nummer i systemet

- Så jeg kom i praktik hos hende, der havde undervist mig, som har salon i Assens. Derefter var jeg i praktik hos en negleteknikker her i byen. Det bekræftede bare endnu mere, at det er det her, jeg skal.

Efter et par år i det kommunale system var Emilie klar på, at der skulle ske noget nyt. Så hun skyndte sig at booke en frisørtid hos Ulla, da det kom hende for øre, at Ulla overvejede at få en negleteknikker ind i salonen.

- Nu skal det være, tænkte jeg. Jeg var træt af at være et nummer i systemet. Og jeg var træt af at være træt af min sagsbehandler. Ulla og jeg blev enige om, at jeg skulle starte i praktik i salonen, så jeg kunne få en fornemmelse af, hvordan dagligdagen og stemningen i salonen er - og om det var noget for mig, fortæller neglekunstneren, mens hun viser de mange fine negle, hun har dekoreret frem.

- Vis mig, hvad du kan, sagde kunden, der ønskede negle i sort og guld. To timer efter så de sådan ud - og blev foreviget til Fairytale Nails' Facebookside - og ElboBladet. Foto: Lene Dalsgaard Nielsdatter

Kan ikke tegne

I en lille kasse gemmer Emilie de mange flotte kunstværker, hun har lavet på kunstige negle, blandt andet når hun deltager i online kurser i 'nail art'. Crystal Nails har hovedsæde i Budapest, Ungarn, hvorfra nogle af verdens bedste neglekunstnere laver online kurser. En ara sirligt malet i flotte farver og forskellige Disney figurer er blot et par af de mange motiver, hun har kreeret. Men Emilie vil ikke kalde sig kunstner - kun neglekunstner.

- Jeg kan hverken tegne eller male på papir. Sidst jeg var i zoologisk have havde jeg taget en sketchblok med for at tegne en ara, men det kan jeg bare ikke. Kun når det er på negle, afslører hun med et grin.

Selvom Emilie har en passion for neglekunsten, så tilbyder hun naturligvis også almindelig neglepleje, hvadenten kunden ønsker kunstige negle eller blot at få ordnet og farvelagt egne negle.

Emilie Klostergaard kan ikke tegne og male på papir - kun på negle. Dette er blot et par af de mange flotte motiver og designs, den 28-årige neglekunstner har lavet. Foto: Lene Dalsgaard Nielsdatter
For syv år siden købte Emilie Klostergaard sit første neglesæt. Tre år senere tog hun sit første kursus. En sygemelding fra hoteljobbet blev det spark, Emilie skulle have for at forfølge passionen for negle og blive god nok til at blive professionel negleteknikker. Foto: Lene Dalsgaard Nielsdatter
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

'Dybt bekymrende': Øget arveafgift er gift for små og mellemstore virksomheder

Læserbrev: Tirsdag 22. oktober forhandlede vi i Folketinget det finanslovsforslag, som regeringen har fremsat for 2020. Et af de emner, der blev grundigt debatteret, var det forfærdelige forslag fra de røde partier om at tredoble generationsskiftebeskatningen af danske familieejede virksomheder. Det er godt for Danmark, at vi har mange veldrevne familieejede virksomheder. Det er faktisk ikke en dårlig ting, sådan som venstrefløjen ellers gerne vil have det til at lyde, når de gang på gang påstår, at "det drejer sig om rige godsejere". Fakta er nemlig, at det overvejende drejer sig om små og mellemstore virksomheder - iværksættere, servicevirksomheder, blikkenslagere, tømrermestre, snedkere osv. Produktion, service og erhverv, altså en helt central del af dansk erhvervslivs dna. Således er det ikke grever, baroner og milliardærer, som vil nyde glæde af succesfuld generationsskifte. 23.000 virksomheder med 300.000 ansatte står foran et generationsskifte inden for de næste 10 år. Det er kun godt, at en lav arveafgift har øget sandsynligheden for, at disse virksomheder kan bevares på den enkelte families hænder i forbindelse med generationsskifte. Selvfølgelig har vi også Lego og Danfoss og et par håndfulde godsejere, som nyder godt af afgiftsnedsættelsen på lige fod med alle andre. Men det er faktisk heller ikke nogen dårlig ting. Danmark ville være et fattigere sted uden Lego og Danfoss - også i kroner og ører! Derfor er det dybt bekymrende, at regeringen nu lægger op til at øge skatten med over en mia. kr. Det er dårligt nyt for dansk erhvervsliv og ikke mindst de 800.000, som er ansat i de familieejede virksomheder. Det er en kortsigtet beslutning, som måske nok på kort bane kan skaffe finansiering til alle de milde gaver, som regeringen og deres røde støttepartier ønsker at tilgodese udvalgte grupper, eksempelvis 300 mio. kr. til overvejende herboende udenlandske børnefamilier på passiv forsørgelse. Naturligvis skal der finde en rimelig beskatning sted, når virksomhedsejere udlodder dele af virksomhedens værdier via aktieudbytte eller alt muligt andet til virksomhedens ejere. Det er kun ret og rimeligt. Men det svarer til at save i den gren, man selv sidder på, når man vil gøre generationsskifte så meget dyrere for familieejede virksomheder.

Annonce