Et besøg i granskoven er en nydelse på alle årstider. Om sommeren er her dejligt svalt, om vinteren skærmer granskovens nåle mod blæsten og her kan så virke helt lunt.
Det er dog, som om granskoven indbyder ekstra til en tur her op mod jul.
Hvis du kommer forbi en stak nysavede grantræer, dufter det herligt af jul. I nogle skove kan du ligefrem selv komme ud og skove juletræet - det kan være hyggeligt - og der kan gå rigtig lang tid, med at finde det rette træ, så det passer alle i familien!
Men en tur i granskoven byder også på andet end juletræer.
Kommer du derud en stille dag med let frost og dis, kan du være heldig at nyde synet af solens stråler, der lyser gennem granernes grene som et helt lysshow.
Hvis du er derude på et tidspunkt, hvor solen står lavt, så giver de høje stammer en fin grafisk virkning set i modlyset. Kogler er der masse af i år, måske er du heldig at se spætten sidde i toppen på kig efter kogler.
Når du går ad stien nede mellem de høje graner, kan det godt få dine tanker hen på, hvor små og ubetydelige vi er, set i den store sammenhæng.
Ordet gran er for øvrigt et oldnordisk ord og kan blandt andet betyde fiskeben. og det er jo meget sigende.
Da jeg på en af mine ture i granskoven kom til et stykke med juletræer, kunne jeg ikke lade være med at fantasere mig til følgende historie.
*
Der var en gang, der stod to små grantræer langt ude i skoven - du ved nok hvor.
De var højest et par meter høje - vel på størrelse med et juletræ - så ved du højden. De stod sammen med andre grantræer på samme højde. De havde alle fine røde, hvide eller blå sløjfer på. Hvorfor - vidste de ikke, men de var begge enige om, at det pyntede. De var omgivet af langt ældre og højere graner, som stod og knejsede af stolthed - alene på grund af deres størrelse.
De to små grantræer stod tit og snakkede sammen om det, grantræer nu engang snakker om. Såsom hvem der havde de fineste nåle, de fineste grønne farver eller den fineste duft af gran.
En dag sagde den ene gran:
- Når jeg bliver lige så høj som de høje graner derovre, så vil jeg være en flagstang. Tænk dig at blive malet helt hvid og få en guldknop på toppen og herfra kunne se ud over alle villaerne og se børnene lege i haverne. Når der er fødselsdag, så hænger de et flot rødt hvidt flag op på mig, så kan det blafre så skønt i vinden og vinke ned til børnene. Jo, sådan en høj flagstang, der næsten når helt op til himlen, vil jeg være, og alle vil beundre min højde og mit fine flag.
- Nå! sagde det andet grantræ:
- Når jeg bliver så høj, så vil jeg være en skibsmast. Tænk dig at komme ud at sejle på de syv have og stå på et fint skib og se hele den store verden. Besøge store byer langt borte og se en masse fremmede mennesker på kajen, som står og beundrer en.
- Jamen! sagde den anden:
- Du får ikke en guldknop og et fint rødt hvidt flag på, som du kan prale af.
- Nej det gør jeg nok ikke - men jeg kommer til at bære et stort sejl og når vinden blæser, ja så er det min skyld, at skibet kan sejle ud og jeg kommer til at opleve hele verden.
Sådan stod de i mange dage og snakkede. Men pludselig en dag skete der noget. De kunne høre en larmende brummen mellem de andre små træer. Da lyden kom nærmere, kunne de se, at det var en mand med en motorsav, der var i gang med at save træerne med sløjfer på over. Han lagde dem i bunker, alt efter hvilken farve sløjferne havde.
Turen kom også til vore to venner, der blev lagt over i bunken med de andre med røde sløjfer på.
Dagen efter blev de hentet af en stor lastbil og kørt langt væk. Faktisk så langt væk, at de kom til et stort land syd for grænsen.
Medens de kørte afsted, snakkede de to graner om, hvad der mon nu skulle ske med dem.
Den ene sagde:
- Jeg håber, at der bliver lavet en lille fin flagstang af mig, så jeg kan stå i stuen og pynte med et flag til fødselsdage.
Den anden sagde:
- Jeg håber, at jeg kan blive til en lille mast på en lille fin sejlbåd og sejle rundt med søde børn, der vil nyde at komme en tur rundt ude på vandet.
Da de kom frem til en by med et lille torv, stoppede lastbilen, og alle grantræerne blev læsset af og de blev sat fint op med prissedler på.
Da de kom frem til en by med et lille torv, stoppede lastbilen, og alle grantræerne blev læsset af og de blev sat fint op med prissedler på.
Efterhånden kom der en del mennesker på torvet. Det var mest familier med små børn. En familie nærmede sig vore to venner og et af børnene råbte: ”Mutti, sieht die schönsten zwei Weihnachtsbäume!”
Familien købte begge grantræer og tog dem med hjem. De to træer blev noget forvirrede og anede ikke, hvad der nu skulle ske med dem.
Træerne kunne forstå lidt dansk, for de var jo født i Danmark, men det sprog de hørte hernede, forstod de ikke et hak af. Derfor kan vi desværre ikke få at vide, hvad der blev sagt, eller hvad der skulle ske med dem hos deres nye familie.
Muligvis skete der det samme med dem som med grantræet i H.C. Andersens eventyr ”Grantræet”. Så jeg foreslår, at du læser videre i det og hermed får slutningen af historien med - for den er næsten sand.
Nu kunne historien om vore to venner slutte her, men et eller andet siger mig, at vore to grantræer ikke led samme triste skæbne som det i H.C. Andersens eventyr.
Hvordan kan jeg så sige det?
Jo, det siges, at der i sommer er set et par børn sejle rundt på Plöner See ved Lübeck, i en lille båd. På båden var en fin lille mast af grantræ. Børnene må også have fejret fødselsdag, for forrest i båden stod der en lille hvidmalet flagstang med guldknop og et flag. Man kunne høre børnene i båden synge de dejligste fødselsdagssange. Det gjaldede højt og herligt ud over hele søen.
Så jo - selv om de to grantræer havde håbet på at blive henholdsvis en høj flagstang og en høj mast - så gjorde de alligevel stor lykke i al deres lidenhed. Og det er vel bedre end at ende livet som små stykker brændetræ under en bryggerkedel!
