Annonce
Fredericia

En del af Fredericia: Over 100 unge drenge og piger tager en for holdet

Fredericia Produktionsskole på Prangervej laver blandt andet borde og bænke til det offentlige rum, rydder bede, klipper hække og gør i øvrigt meget for byen. Ofte opgaver, som ingen andre påtager sig. De 110-130 elever, der hvert år er igennem skolens forskellige linjer, bidrager med andre ord til et fællesskab - os alle sammen - og er en gruppe, der ellers ikke gør væsen af sig. Her er Ditte Hansen og Lucas Carlsen i gang. Foto: Peter Leth-Larsen
De mange elever, der hvert år går på Fredericia Produktionsskole, passer grønne områder, laver borde og bænke til byen og samler skrald op. For deres egen skyld. Men også for fællesskabet.

Fredericia: Vi kender alle en ildsjæl, der bidrager til fællesskabet. En foreningsformand, en hjælpsom bedstefar, en frivillig besøgsven.

Men i denne uges udgave af Fredericia Dagblads serie Fælles om Fredericia er arbejdsbien ikke én, men flere.

For lærere og ansatte - og ikke mindst eleverne - på Fredericia Produktionsskole tager ofte de opgaver, andre ikke har tid eller ressourcer til. De laver borde og bænke til pladser og parker, fjerner stikkende og vildtvoksende krat fra Tøjhusets baggård, så det kan indrettes som spillested til glæde for mange, og ordner haver for private. Til aftalt pris. Men skolen på Prangervej må ikke konkurrenceforvride, forklarer forstander Martin Petersen.

Annonce
Det hjælper eleverne, at de gør noget, de kan se resultatet af. Det hjælper, at de mærker, der er brug for dem i et forpligtende fællesskab.

Martin Petersen, forstander, Fredericia Produktionsskole

Etableret i 1991

Fredericia Produktionsskole er en selvejende institution, men under det offentlige – også hvad angår økonomien.

Udføres der opgaver for eksempelvis kommunen eller private – eller et boligselskab eller en institution – tages som sagt markedsprisen. Alle skolens lærere ude på værkstederne er faglærte og erfarne pædagogiske kræfter.

Produktionsskolen blev etableret i 1991 og breder sig i dag over flere matrikler på Prangervej. Den har metalværksted, træværksted, ejendomsservice, grøn linje, en linje med handel og service, drift af skolens køkken, designlinje og linjen Mennesker og omsorg. Derudover tilbydes skolefag som dansk og matematik.

Alt muligt ud-af-huset

Ud over at opnå et fællesskab eleverne imellem, bidrager de unge og deres lærere også til Fredericias fællesskab.

Det er selvfølgelig en påstand. Men det er Fredericia Produktionsskole, der leverer fakler til julifesternes optog, vogne til transport af borde og stole mellem hallerne i Fredericia Idrætscenter og boderne til julebyen på Rådhuspladsen.

Elever ordnede som nævnt Tøjhusets baggård, som lignede noget, der var løgn. De har lavet flagstænger og syet flag til Hannerup Kirke, snedkereret borde og bænke til blandt andet Fredericia Vold og Gasværksgrunden midt i byen samt lavet den bølgende bænk på Rådhuspladsen. Der udføres havearbejde på bestilling for private og for institutioner - ved volden og sundhedshuset for eksempel.

Det er produktionsskolen, der pakker velkomstgaver til kommunens nytilflyttede. Skolen er med i de årlige affaldsindsamlinger arrangeret af Danmarks Naturfredningsforeningen, og på Prangervej kreeres også gamle dragter til de frivillige historiefortæller i Borger 1849.

Produktionsskolen blev etableret i 1991. Den har metalværksted, træværksted, designværksted og flere andre linjer. Sammen med faglærerne udfører eleverne alle mulige opgaver ind- og ud af huset. Lige fra at lave borde og bænke til Fredericia Vold - og flag og flagstænger til en kirke - til havearbejde for institutioner og private. På billedet 21-årige Mike Bruusgaard fra linjen ejendomsservice. Foto: Peter Leth-Larsen

Det får de for det

Forstander Martin Petersen fortæller om eleverne:

- De fleste af vores elever er mellem 16 og 25 år, og alle mangler enten en erhvervsuddannelse på eksempelvis teknisk skole eller en ungdomsuddannelse på eksempelvis gymnasium eller handelsskole. Eller også er de droppet ud.

Derfor er formålet med et ophold på produktionsskolen at få dem af sted igen - på ret kurs.

Skoletiden er 31,5 timer om ugen. Fredericia Produktionsskole har 13 fuldtidsansatte, 3 på fleksjob og 110-130 elever i længere eller kortere tid ad gangen. De får enten skoleydelse eller Statens Uddannelsesstøtte SU, som stort set er det samme beløb. Til en sats som enten hjemmeboende eller udeboende.

Arbejder med fravær

Fraværsprocenten på skolen er cirka 15 procent.

- Det kan virke højt, men de er jo netop frafaldsramte, siden de er droppet ud af en uddannelse, pointerer Martin Petersen:

- Men det hjælper, at de gør noget, de kan se resultatet af. Det hjælper, at de mærker, der er brug for dem i et forpligtende fællesskab.

- Det er dog en opgave hele tiden at motivere, medgiver forstanderen:

- For eksempel ved, at de unge ser, at det, de laver, glæder andre og faktisk giver skolen en betaling.

I de kommende år omlægges og reformeres området, så skolen også får elever, der i dag tager fag på Forberedende Grunduddannelse, og skolerne Middelfart, Billund, Vejle og Fredericia skal arbejde mere sammen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Juletiden nærmer sig - sæson for indbrud

Middelfart

Middelfart på verdenskortet til sommer: Amerikanske rocklegender giver kæmpekoncert under Lillebæltsbroen

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce