x
Annonce
Sydjylland

En god undskyldning for at komme for sent på arbejde: Birgit hjalp par med at føde i et p-hus

Birgit Thalwitzer fik en lidt anderledes start på sin aftenvagt, da hun hjalp et par med en fødsel i p-huset ved OUH. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Birgit Thalwitzer var på vej på arbejde, da hun akut måtte hjælp et par med fødsel i p-huset ved Odense Universitetshospital.

Odense: Birgit Thalwitzer skulle møde klokken 15 på sin aftenvagt som jordemoder, men hun kom for sent.

Hun skulle nemlig hjælpe et par med at føde deres tredje barn - i p-huset ved Odense Universitetshospital. Parret havde været på vej ind på fødegangen, men var ikke nået så langt, før tiden var inde.

Birgit Thalwitzer forklarer, at hun selv parkerede på fjerde eller femte dæk, mens parret havde parket på andet dæk.

- Jeg kørte op i p-huset for at parkere min bil, og jeg kan godt se, at der står en mand ved bagsmækken på en bil og ligner en, som skal have hjælp. Så da jeg har parkeret, vil jeg lige stikke hovedet forbi, men jeg møder en af mine kolleger på vejen, der kommer spurtende. Da vi kommer hen til dem, er hovedet allerede godt på vej ud, fortæller Birgit Thalwitzer.

For barnet ville ud nu, så Birgit Thalwitzer måtte i gang med at dele ud af sin ekspertise midt på andet dæk i p-huset.

- Først sagde jeg til manden, at han måtte skærme af for vinden, for det er ikke optimalt at føde et barn i et koldt p-hus ud ad en varm livmoder.

- Men så tænkte jeg dernæst, at bagsæderne kan klappes ned, og at moderen kan ligge i bagagerummet.

Så med professionel hjælp og under lidt anderledes omgivelser kom et nyt menneske til verden.

Annonce
Birgit Thalwitzer synes, at alle fødsler er fantastiske - uanset hvor de foregår. Foto: Frederik Steen Nordhagen

Fra p-hus til fødestue

Selvom barnet kom sikkert til verden, kan det være en udfordring at føde under disse omstændigheder, siger Birgit Thalwitzer.

- Det første, man kan tænke er, at man ikke er i trygge omgivelser som på fødegangen eller i hjemmet, men i det her tilfælde vidste de, at hjælpen var på vej. Udfordringen er, at det er koldt og blæsende i et p-hus på den her årstid, og der er et stykke vej over til fødegangen.

Derfor skulle den nybagte mor og spædbarnet fragtes fra p-huset og over på fødegangen.

- Vi havde en kørestol, men den kan man ikke sidde i, når man lige har født, så jeg satte mig ind bagi med mor og barn, mens manden kørte til indgangen på fødeafdelingen. Mine kolleger var orienteret, så de stod klar med en båre, fortæller Birgit Thalwitzer.

Selve fødslen gik ekstrem hurtigt, fortæller jordemoderen.

- Der gik syv minutter, fra jeg kørte forbi dem i p-huset, får parkeret og til hun har født. Men det var ikke en førstegangsfødsel, og man skal ikke være bange for fødsler, der går så hurtigt.

Aldrig oplevet en fødsel i p-hus

Til daglig er Birgit Thalwitzer jordemoder på OUH og har oplevet lidt af hvert.

- Jeg er jordemoder på 18. år, og jeg har aldrig oplevet en fødsel i et p-hus før. Så det må være et usædvanligt sted.

- Men i takt med at de centraliserer fødsler, skal man køre længere, og så er der større sandsynlighed for, at kvinderne ikke når hen på fødegangen.

Efter den hektiske fødsel var der tid til at give faren opmærksomhed.

- Faren bliver tit lidt glemt under en fødsel, så jeg satte mig ind i bilen og kørte med faren tilbage til p-huset for at parkere. Vi kunne holde på præcis samme plads igen, så det grinte vi af, forklarer Birgit Thalwitzer.

Lidt forsinket mødte Birgit Thalwitzer ind på arbejde.

- Nogle gange har man en god undskyldning for at komme for sent på arbejde, griner jordemoderen.

Der var stadig spor at finde efter en lynfødsel i p-huset ved OUH. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Live: Børn og lærere er ikke forsøgskaniner, siger Søren Brostrøm

Fredericia

Tøjhuset tøver med aflysninger: Venter på præcisering

Annonce