Annonce
Danmark

En hyldest til viagra-bukserne - jeg glæder mig til at få et par

Peter Rasmussen, chefredaktør på Avisen Danmark. Arkivfoto

En gang i mellem kan man få fornemmelsen af, at de holder sammen på det hele. Det er dem, man møder til læserarrangementer, biblioteksforedrag, kirkekoncerter, sommerrevyer og alt mulig andet, der kræver, at man forlader hjemmet og udvider sin horisont.

Det handler selvfølgelig om det grå guld eller seniorerne. En gang blev de kaldt ældrebyrden. Nu gemmer de sig i begrebet ”det demografiske træk”. Mere præcist, kan vi også bare kalde dem folk over 65.

For grå er de egentlig ikke. Ingen aldersgruppe har vel i virkeligheden en mere farverig tilgang til livet end netop 65 plusserne. Det er her, de storblomstrede kjoler og de røde brillestel kommer i brug. Det er her, de store sommerhatte foldes ud, og hvor man ikke er bange for at give den gas med både makeup og hårfarve. For mændene er det typisk bukserne, der dukker op i farver, som man sjældent finder i den konforme, jeans-farvede garderobe hos folk under 40.

Lidt uretfærdigt bliver de kaldt viagra-bukser som en drillende kommentar til, at ungdommes mod og farverigdom er vendt tilbage i benklæderne hos de modne herrer.

Men vigtigst er det måske, at det også er den aldersgruppe, der følger med. Det er dem, der holder avis og lytter til radio og lige snupper de vigtigste nyhedsudsendelser om aftenen i tv. Måske fordi de har tid til det. Eller måske i virkeligheden fordi, at det har de altid gjort.

Og præcis derfor er de sjove at få til bords eller som rejseledsagere. De er nemme at tale med, fordi de som regel er velorienterede om det meste og ved lidt om resten.

Sådan synes jeg ikke helt min egen generationer er. Vi har en tendens til at bore os ned i specialer og detaljer, hvor vi ved en ufattelig masse om noget og ikke ret meget om resten. Vi går til koncerter med bands, vi kender i forvejen og er medlem Facebook-grupper med folk, der mener det samme som os selv, og vi læser de bøger, vi har fået anbefalet af vores venner.

På den måde glæder jeg mig til at blive 65 plus og med største selvfølgelighed kan dukke op til et foredrag, som jeg ingen forventninger har til og på forhånd ikke ved en skid om, men bare kommer for at blive klogere. Jeg glæder mig til at tage med min avis på besøg hos virksomheder som jeg intet ved om i forvejen. Og jeg glæder mig til at opnå status som fast gæst ved den lokale sommerrevy, så man bliver inviteret med til premieren.

Og så glæder jeg mig til at få et par af de der røde bukser - som et synligt tegn på, at der stadig er liv.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Fredericia

Kolonihavefolket opgiver ikke kamp mod lokalplan: - Vi mangler stadig helårssstatus

Annonce