Annonce
Kolding

En ikonisk guitarist kommer til Kolding for at spille jazzfestival i gang

Verdensnavnet Kurt Rosenwinkel lægger ud ved årets jazzfestival. PR-foto

Kurt Rosenwinkel giver sin eneste koncert i Danmark i år på Godset. Og hos Jazz6000 lover man fænomenalt guitarspil.

Kolding: Den amerikanske guitarlegende Kurt Rosenwinkel bliver hovednavnet, når Jazz i Trekanten holder festival fra 24. august til 2. september.

Guitarelskere overalt i verden står gerne i kø i flere timer for at høre amerikaneren Kurt Rosenwinkel, når han giver opvisning i sit fænomenale guitarspil. Tirsdag 28. august spiller han sin eneste koncert i Danmark i år på Godset i Kolding.

- Kurt Rosenwinkel er en troldmand med en guitar og nok de sidste to årtiers mest ikoniske guitarist. Han er kendt for konstant at flytte grænserne for, hvad man kan på en guitar og han har sit eget helt særegne tonesprog, lyder det i en pressemeddelelse fra Karsten Bech, der er sekretariatschef for Jazz I Trekanten og formand for Jazz6000 i Kolding.

- Vi er meget stolte af at præsentere ham sammen med amerikaneren Gregory Hutchinson på trommer og italieneren Dario Deidda på elbas som hovednavn på festivalen i år.

Street Parade indleder festivalen

Festivalen er en del af Trekantområdets Festuge, og igen i år kan man opleve mere end 120 jazzkoncerter i stemningsfyldte kirkesale, på hyggelige cafeer, etablerede spillesteder og gader og stræder i alle syv kommuner i Trekantområdet: Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle.

Hele festivalen skydes traditionen tro i gang med en festlig Street Parade i Kolding under Kulturnatten 24. august, hvor det syv mand store Tuesday Night Brass Band spiller.

Det fulde program for Jazz I Trekanten 2018 offentliggøres sammen med resten af programmet for Trekantområdets Festuge 12. juni.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce