Annonce
Fredericia

En kamp om top-8 venter på FHK

Mishels Liaba er en af de spillere, som har haft det vanskeligt i FHK i denne sæson. Han skal vænne sig til en ny klub og til at have en rolle som bærende spiller. Arkivfoto: Søren Gylling
Fredericia HK tager torsdag til Sønderjyske for at vinde ind på top-8. Men det bliver ikke let, og træner Jesper Houmark vil helst ikke tale om tabellen.
Annonce

Fredericia: Hvis Fredericia HK vinder over Sønderjyske torsdag aften, kan klubben stå med blot tre point op til top-8. Et nederlag vil betyde, at gabet op kan vokse til syv point.

FHK-træner Jesper Houmark er godt klar over, at kampen både kan bringe hans hold tættere på slutspillet og distancere det derfra, men han vil helst ikke fokusere for meget på det.

- Vi kan jo godt se, at vi er tættere på top-8 med en sejr, mens et nederlag bringer os længere væk. Det er der ingen grund til at skjule, siger han.

- Men helt ærligt, så er jeg nødt til at give dig det kedelige svar: Vi tager én kamp ad gangen og kigger ikke ret meget på top-8. Opgave et er at få spillet til at fungere.

Han påpeger klubbens målsætning for denne sæson.

- Den er, at vi skal nærme os top-8. Og det gør vi ved at være tættere på end i sidste sæson, siger han.

Annonce

Den svære anden sæson

Jesper Houmark har noteret fremgang hos FHK i de seneste kampe. FHK vandt over Ribe-Esbjerg på udebane, og selvom det blev til nederlag i søndagens opgør mod Mors-Thy, spillede FHK en fin kamp.

- Vi har præsteret fint i de sidste tre kampe, og vi mangler kun nogle småting, før vi er der endeligt. Det er ikke gået vores vej i et par kampe, og den balance forsøger vi at tippe til vores fordel, siger Jesper Houmark.

Torsdagens modstander Sønderjyske var et af de mandskaber, som FHK tabte to gange til i sidste sæson. Hjemme i thansen Arena endte det med et 38-35-nederlag, mens FHK tabte med 30-22 ude i den sidste kamp før covid-19 lukkede ligaen.


Det er ikke gået vores vej i et par kampe, og den balance forsøger vi at tippe til vores fordel.

Jesper Houmark


Jesper Houmark vil derfor heller ikke garantere en sejr, men han vil gerne se, at FHK er kommet tættere på sønderjyderne.

- Sønderjyske og Mors-Thy er hold, vi gerne vil nærme os. Derfor er der et pejlingsmærke i, hvordan vi præsterer mod dem i denne sæson, siger Jesper Houmark.

Han og FHK er i gang med den vanskelige anden sæson i ligaen. Det har han blandt andre talt med den tidligere landsholdsspiller Torsten Laen om. Han besøger klubberne i disse dage som repræsentant for spillerforeningen.

- Han sagde, at det bare er den svære sæson to, hvor man skal finde det næste lille skridt. Og det tager bare tid, når man også skal skifte ud i truppen, siger Houmark.

Opgøret mod Sønderjyske spilles klokken 20.00.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Bent Jensen måtte rykke kommunen: Aftale med håndboldklub på plads efter usædvanligt forløb

Annonce