Annonce
Fredericia HK

En storklub på slingrekurs tager imod FHK

FHK's cheftræner Jesper Houmark glæder sig til at se, om GOG fortsætter sin slingrekurs i ligaen, når FHK tager til Gudme onsdag aften. Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Onsdag aften venter endnu en svær kamp på FHK, når GOG tager imod på hjemmebanen i Gudme. Der er ingen lette kampe i ligaen, mener FHK-cheftræner Jesper Houmark.

Fredericia: GOG vil være ude efter revanche, når Fredericia HK onsdag aften gæster den fynske storklub. I sæsonen første kamp vandt FHK nemlig i sikker stil over GOG, og siden har fynboerne været på alvorlig slingrekurs i ligaen.

12 point er det blevet til i 12 kampe, og det er akkurat nok til at placere GOG på ottendepladsen. Klubben er fortid i Champions League efter et nederlag til Wisla Plock i weekenden, og i ligaen har klubben hostet og harket sig til seks sejre.

- Jeg tænker, at man i GOG måske havde overvurderet sin trups bredde. Den var nok ikke til både at spille i Champions League og den danske liga, siger FHK's cheftræner Jesper Houmark.

Med exit i Champions League er GOG's fokus rettet mod ligaen. Det er Jesper Houmark udmærket klar over.

- De har én kamp mere i Champions League, hvor de hverken kan gøre fra eller til. Den spiller de på søndag mod Dinamo Bukarest. Jeg tænker, at vi er den af de to klubber, som GOG har størst fokus på, siger Jesper Houmark.

Annonce
Vi møder GOG på et godt tidspunkt, for de slingrer endnu.

Jesper Houmark om kampen mod GOG

Et bedre hold

FHK er blevet et bedre hold siden den famøse 33-30-sejr over GOG den 3. september i thansen Arena. Men det samme er GOG, påpeger Jesper Houmark.

- Dengang var de uden Lasse Kronborg og Frederik Clausen, som er to af deres vigtigste defensive spillere. Og de havde ikke Søren Haagen til rådighed i målet. Desuden havde de tre nye spillere, som endnu ikke var spillet ind. De er blevet bedre, men det er vi i den grad også, siger Jesper Houmark.

Især Haagen, Kronborg og Hansen er væsentlige at nævne i sammenhæng med den første kamp. Her tog GOG's førstemålmand Viktor Gisli Hallgrimsson blot fem af 27 skud, og hans makker Svend Rughave tog nul af 11. Med en rutineret Søren Haagen og et opgraderet forsvar er GOG en helt anden størrelse, end tilskuerne i thansen Arena fik at se for knap tre måneder siden.

At ramme dagen

Inden sæsonen kunne man ikke regne ud, at FHK ville kunne slå GOG, men det skete allerede i første kamp. Men et opgør på udebane er en helt anden opgave, mener Jesper Houmark.

- Vi har vundet over dem en gang, men de er stadig favorit. Der er bare ingen nemme kampe i ligaen. Hverken for os eller de hold, der møder os, siger Jesper Houmark.

Han har dog en håb om point.

- Hvis vi rammer dagen, kan vi slå alle. Vi tager helt klart derned efter point, siger Jesper Houmark.

Kampen i SU'VI:T Arena i Gudme begynder klokken 20.30 og kan følges live på www.frdb.dk.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce