Annonce
Sport

Endelig fik VB igen point - men det var ét heldigt

VB spillede søndag 0-0 i Lyngby. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
VB spillede 0-0 i Lyngby efter en dårlig kamp med flest chancer til hjemmeholdet.
Annonce

Lyngby: Efter fire nederlag på stribe sikrede Vejle Boldklub sig igen point.

Søndag spillede VB 0-0 i Lyngby efter en kamp med mest spil og chancer til hjemmeholdet.

VB skabte ikke ret meget og kunne være yderst tilfreds med at komme fra opgøret med point.

VB-træner Constantin Galca valgte at skifte målmand til årets sidste kamp.

Alexander Brunst, som kom til i sommerens transfervindue, spillede for første gang fra start i superliga-regi, efter han stod de tre pokalkampe.

Desuden var der skiftet i det centrale forsvar, hvor Juhani Ojala afløste en skadet Mads Greve, og på den centrale midtbane var Saeid Ezatolahi tilbage i startformationen, efter en lyskenskade kostede iranerens deltagelse i seneste superliga-kamp, forrige fredag mod Randers FC.

Første halvleg var en intens omgang, og det kostede på det spillemæssige, for kønt var det bestemt ikke.

Generelt begik begge hold alt for mange fejl, og dermed havde det organiserede fodbold svære vilkår på en ellers ganske udmærket bane.

Hjemmeholdet kom allerede i første minut til en mulighed, da det fik fat i kuglen tæt på VB's felt, men Gammelby, som scorede, da klubberne mødtes i Vejle, sparkede forbi mål.

VB havde vanskeligt ved at få sat noget farligt sammen, og det var også Gammelby, som kom til kampen anden mulighed. Lyngby spillede sig godt igemmen VB’s kæder, og det endte med, at Gammelby slap alene igennem, men Brunst kom fint ud og afværgede.

VB’s bedste - og eneste mulighed i første halvleg - opstod et par minutter inden pausen, da Lyngby-forsvaret fumlede i det, men en fri Allan Sousa fik ikke kontrol over bolden og tabte duellen til Lyngby-målmand Thomas Mikkelsen.

Der gik cirka 20 minutter, inden der kom en afslutning af nævneværdig betydning. Den kom efter et hjørnespark til Lyngby, og det endte med, at netop indskiftede Frederik Winther fik afsluttet, men der blev afværget tæt under mål.

Generelt var også anden halvleg en sløj omgang, men i slutfasen kom hjemmeholdet et par gange tæt på.

Cirka 10 minutter før tid headede Emil Nielsen forbi, og i tillægstidens første minut fik samme Emil Nielsen muligheden, da han efter et hjørnespark kom til en stor skudchance, men afslutningen blev blokeret til hjørnespark.

Og på det efterfølgende hjørnespark fik netop indskiftede Nicolai Gertsen en fri header, men han afsluttede over mål.

VB fik kampens sidste afslutning, da Arbnor Mucolli efter et udmærket VB-angrib sparkede fint fra distancen, men Thomas Mikkelsen klarede.

Dermed sluttede det 0-0, og VB fik sit første point efter fire nederlag i træk.

Superligaen holder nu pause til begyndelsen af februar. VB første kamp i 2021 ligger 2. februar, når AGF er gæst på Vejle Stadion.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Ny melding fra Pfizer: Vil levere vaccinedoser som lovet fra 25. januar

Annonce