Annonce
Fredericia

Energiske bands holdt hardcorescenen i live i Fredericia

Da Ghetto Justice gik på scenen som dagens første band, var der begrænset med tilskuere på koncertarealet. Det ændrede sig dog hurtigt, da først den energifyldte hardcoremusik kom i gang. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Fredericia - Der bliver hverken sparret på energi eller tyske gloser, da det tyske hardcoreband Ghetto Justice lørdag eftermiddag tog hul på årets Support Our Scene-hardcore festival i C-Byen, Fredericia.

Bandet var det første ud af 13 i et varieret program med både danske og internationale navne.

Inden Ghetto Justice gik på, havde ca. 15 tilskuere fundet vej til det aflukkede festivalområde, men så snart den energifyldte musik forlod højtalerne, blev området foran scenen hurtigt befolket.
Tyske Ghetto Justice synger både på engelsk og tysk.Foto: Søren E. Alwan
Annonce

Par står bag festival

Hardcorescenen har brug for opmærksomhed. Det er den helt simple forklaring på, hvorfor Gitte og Michael Buus for andet år i træk lægger tid og kræfter i at arrangere Support Our Scene-festivalen.

Parret, der netop mødte hinanden ved en hardcore-festival i 2006, har i flere år dedikeret en stor del af deres fritid til at fremme hardcorescenen.

- Vi interesserer os meget for hardcorescenen, og vi vil gerne gøre noget for at hjælpe med at fremme den i Danmark og Europa. Derfor holder vi Support Our Scene-festivalen, fortæller Michael Buus.
Mens nogle tilskuere nøjede med at nikke til musikkens takt, brød andre ud i dans. Foto: Søren E. Alwan
Annonce

Ser frem til Risk It

Parrets indsats bliver værdsat af bl.a. Anne-Sofie Nielsen og Kevin Nielsen, der var nogle af de første tilskuere, der dukkede op lørdag eftermidag. De har begge været tilhængere af hardcorescenen gennem flere år.

- Hardcorescenen er garant for en helt særlig energi. Det er ikke bare musik, men nærmest en kultur i sig selv, siger Kevin Nielsen, der bakkes op af sin veninde.

- Jeg har jævnligt gået til hardcore-koncerter de seneste 10 år. Jeg synes musikken er mega fed, og derfor er det fedt, at nogle tager initiativ til at holde en festival som den her. Det synes jeg, man skal støtte op om, siger Anne-Sofie Nielsen.

Hun glædede sig især til at høre det tyske band Risk It, som havde fået æren af at gå på scenen som det sidste kort før midnat.
Anne-Sofie Nielsen og Kevin Nielsen har været tilhængere af hardcorescenen igennem flere år. Foto: Søren E. Alwan
Annonce

Svært at trække folk til

Hardcoregenren udsprang af punkgenren i midthalvfjerserne, og ligesom metalgenren er den fyldt med energi. Men i forhold til metalgenren er musikken inden for hardcorescenen mere fokuseret omkring vokalen og budskabet.

Det forklarer Michael Buus, der gerne så, at interessen for hardcorescenen var større.

- Det er svært at få folk til at komme til koncerter. Den her branche er ligesom andre ramt af streamingtjenester og det faktum, at folk downloader og lytter til musik fra nettet. Jeg vil ikke sige, genren er ved at dø, men den har brug for at blive holdt i live, siger han.

Derfor talte hver solgte billet til lørdagens festival, hvor Michael Buus på forhånd havde håbet på 150 betalende gæster, hvilket er 16 flere, end der kom til arrangementet sidste år.

Skulle der være en chance for at indfri den forventning, kunne festivalen ikke være placeret bedre.

- Fredericia har været Danmarks ukronede hardcore-hovedstad i mange år. Det er her, der er mange koncerter og festivaler, og byen ligger rigtig godt i forhold til at komme hertil fra forskellige steder, siger han.
Foruden Support Our Scene har Fredericia lagt by til hardcore- og metalfestivaler som Hardcore, Metal Magic og Days of Fury.
Annonce

Ukontrolleret dans

- Ich geb nen fick auf dein gesamtkonzept, hauptsache das bier schmeckt heut fett.

Ghetto Justice har spillet i et kvarter, og stemningen begynder at stige. Mens mange sender anerkendende nik mod scenen, går andre skridtet videre og bryder ud i ukontrolleret dans.

For hver sang bandet spiller, synes et par nye ansigter at dukke op blandt publikum.

Om arrangørernes målsætning på 150 tilskuere bliver indfriet, er endnu for tidligt at spå om.

Få svaret i Fredericia Dagblad på mandag.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce