Annonce
Danmark

Er det lige så godt at få et knus af en robot som af sosu-hjælperen?

Michael Böss peger i sin nye debatbog på flere negative konsekvenser af digitaliseringen - øget ensomhed og dalende tillid til offentlige myndigheder - og han advarer mod at tro, at digitaliseringen blot er et værktøj. "Det er ikke en hammer. Digitaliseringen er en total omlægning af samfundet. Vi er nede at røre ved fundamentale ting om, hvordan forvaltningssystemet behandler den enkelte borger. Det, der er på spil, er, om borgeren bliver behandlet som individuelt menneske - et indvid - eller som en samling data," siger han. Foto: Johan Gadegaard
Digitaliseringen trænger ind overalt i den offentlige sagsbehandling og sociale omsorg - ofte ledsaget af en positiv fortælling om, hvor glade borgerne er for det. Men dén sandhed udfordres af historiker og samfundsdebattør Michael Böss. I en ny bog "Det digitale massemenneske – Menneskeværd i ensomhedens tid" efterlyser han en teknologidebat i Danmark: Hvad skal vi automatisere - og hvad skal vi holde os fra, fordi de etiske og menneskelige skrupler bliver for store?

Samfund: Kunne man forestille sig en verden, hvor computeren har afløst mennesket - homo sapiens?

Lige rundt om hjørnet?

Nej, ville de fleste nok vifte afværgende med armene. Det kommer ikke til at ske. Ikke i de første mange, mange år.

Forfatter og samfundsdebattør Michael Böss er ikke én af dem. Det ansigtsløse samfund er tættere på, end vi aner - og uden at vi for alvor har taget en teknologidebat. Hvad skal vi bruge teknologien til, og hvilke menneskelige og etiske konsekvenser har det?

- Vi har en tendens til bare at lægge os fladt ned, hver gang der kommer ét eller andet "imponerende", og når man fra offentlig side udtaler sig om digitaliseringen, hører man normalt, at folk er begejstrede, og folk citeres for at sige, at der er opbakning i befolkningen. Det undrede jeg mig over - og det kan man i høj grad stille spørgsmålstegn ved, mener Michael Böss.

Og det gør han, i sin nye bog, "Det digitale massemenneske – Menneskeværd i ensomhedens tid", hvor han blandt andet refererer til en undersøgelse af kommunernes digitaliseringspolitik i 2016, hvor kun to procent af kommunerne altid lavede tilfredshedsmålinger, og konklusionen var, "at der er en meget begrænset viden i det offentlige om, hvad brugerne faktisk synes om de løsninger, der stilles til rådighed. På dette område er der et tydeligt potentiale for forbedring af praksis i det offentlige." En undersøgelse fra Rambøll fra marts 2018 viser desuden, at borgerne stoler stadig mindre på det offentliges behandling af deres personlige oplysninger, og på den baggrund er der rejst tvivl om Danmarks globale førerposition i digitalisering, "fordi vi ikke har en offentlig debat om, hvad digitaliseringens rolle er i samfundet, og fordi vi undlader at inddrage de mennesker, der skal leve med at se på og benytte de digitale løsninger."

- Man får tit slynget ud, at sådan er fremtiden, og det er nemmere og mere rationel. Man får en teknisk retfærdiggørelse af digitaliseringen, men man diskuterer ikke, om borgerne selv føler sig koblet fra nogle af de processer, der er i gang i samfundet, siger Michael Böss.

81-årige Inga Kjeldsen fra Holstebro er en af dem. Hun er visiteret til hjælp til indkøb, men blev landskendt, da hun afmeldte sig ordningen, fordi kommunen ville tvinge hende til at bestille sine købmandsvarer via en computer eller en telefon i stedet for som hidtil at klare dosmerseddel og indkøb sammen med hjemmehjælperen.

Men hvis vi ikke automatiserer, så er der jo ikke råd til den velfærd, vi alle gerne vil have?

- Det uofficielle formål med digitaliseringspolitikken gennem de sidste tyve år har været at spare penge på velfærdspolitikken og tage højde for den skrumpende arbejdsstyrke til at varetage centrale omsorgsopgaver, og det er let at overtale folk med det økonomiske aspekt. Men man skal være klar over, at der har nogle følgeomkostninger, siger Michael Böss.

Annonce
- Vi bliver nødt til at have en folkelig debat om, hvad der er godt, og hvad der er skidt, og hvad vi vil være med til at automatisere, siger Michael Böss, der ikke giver meget for den tidligere regerings Disruptationsråd, der netop ikke inddrog borgerne, som skal leve med de digitaliserede løsninger, men hovedsageligt politikere, fagforeningsfolk og erhvervslivet. Foto: Johan Gadegaard

Vi snyder og bedrager ældre

Han er ikke maskinstormer. Han har en profil på Facebook og er på Snapchat med sine børnebørn.

Han anerkender også, at digitaliseringen på flere områder er fornuftig. Robotten Robert, som hjælper ældre med genoptræning, er et godt eksempel. Det digitale alarm-tæppe, som hans egen mor fik efter en hjerneblødning og flere fald, heriblandt et hvor hun lå seks timer på gulvet, inden plejepersonalet opdagede det, er endnu et eksempel.

Men de menneskelignende robotter i ældreomsorgen er en gråzone, mener Böss og nævner blandt andet de robotter, som forskere ved Syddansk Universitet i øjeblikket er ved at udvikle, og som skal betjene plejehjemsbeboere ved at transportere vasketøj, aflevere skrald, komme med drikkevarer og hjælpe dem rundt på hjemmet. Forinden har vi set den fjernstyrede robot Telenoid, udviklet i Japan og med torso, arme og et hoved, der kunne vippe og nikke samt læber, der kunne bevæges. Den blev testet på demente ældre på et plejecenter i Fredensborg.

- Der var flere etiske problemer forbundet med brugen. Adskillige ældre troede, at de rent faktisk sad og talte med et rigtigt menneske og bekendte sig om personlige problemer og følelser. I tillæg til de problemer, det kan afføde med tavshedspligt og indberetningspligt, så er der også en verden til forskel på at få et knus af en robot og ikke en sosu-assistent, siger Michael Böss og fortsætter:

- Når du har at gøre med en robot, tager du ikke bare øjenkontakten væk, men også hele sanseligheden i forholdet mellem plejepersonalet og beboerne. I den digitaliserede verden bliver vores evne til at forstå et andet menneske gennem sanser svækket. Ansigtsudtryk, mimik, gestik og stemmeføring... - der er en hel masse tegn i samtalen, som forsvinder, og som man ikke får blik for, og som kan føre til, at vi udvikler mindre grad af empati med andre, så vi får et koldere samfund, siger Michael Böss.

Men kan det ikke være bedre end ingenting - er man ikke nogle gange nødt til at gå på kompromis med etikken?

- Så skal man i hvert fald bekende det åbenlyst, at det her er ikke, som det burde være. Man skal lade være med at foregøgle, at det er lige så godt, for så snyder og bedrager man jo de ældre, siger Michael Böss.

Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at den stigende digitalisering vil øge ensomheden, som vil ramme ikke bare de ældre og unge, men også midaldrende. Fremtidsforskere taler ligefrem om en ensomhedsepedemi; pudsigt nok, for digitaliseringen er netop tænkt som en måde at kompensere for den ensomhed, som fulgte i kølvandet på massesamfundet, urbaniseringen og det anonyme liv i byerne efter anden verdenskrig.

- Hvad er et digitalt massemenneske?

- I forrige generationer var det enkelte individ styret af de værdier, man havde med hjemmefra - et indre gyroskop om man vil. Hvorimod det moderne massemenneske er styret af en radar, der hele tiden skanner omgivelserne og tilpasser sig dem. Det sætter individet og egen dømmekraft under pres - og den tendens vil digitaliseringen forstærke, påpeger Böss, der netop er fyldt 67 år.

Kan ikke se mennesket som et mysterium

Dengang han i begyndelsen af 90'erne etablerede egen forfattervirksomhed, kunne han ikke lige overskue, hvordan man oprettede en skatteangivelse. Han gik ned på rådhuset, hen til skranken med "Skat"-skiltet, en medarbejder rejste sig, kom hen og snakkede med ham. Den samme medarbejder rejste sig, hver gang Michael Böss søgte assistance, og de hilste, når de mødtes over indkøbskurven i det lokale supermarked.

Den form for kommunal service er meget begrænset i dag. Alt skal indberettes via computeren, og har man spørgsmål, svarer en robot, og er man virkelig insisterende, er der måske et telefonnummer, og så kommer man til at tale med en person på Sjælland.

- Det betyder, at vi ikke længere kan sætte ansigt på offentlige myndigheder. Det skaber mistillid, og når der så samtidig sker det, at tilliden til SKAT falder grundet besparelser og skandale-sager, så øges den mistillid. Vi er jo ellers så stolte og kalder os for et tillidssamfund, men det er ødelæggende for tilliden mellem kommune/stat og borgerne, når offentlige myndigheder ikke viser noget ansigt, men gemmer sig bag skærmen, advarer Michael Böss.

Han mener i øvrigt, at flere områder af den offentlige forvaltning er helt uegnede til digitalisering, fordi det kompromitterer borgernes retssikkerhed. Det er for eksempel sager om forældremyndigheder, tvangsfjernelse, ekspropriationssager, sager om sociale ydelser, prøveløsladelse og skattefastsættelse.

- Den kunstige intelligens registrerer mønstre i tidligere afgørelser - ikke i den enkelte borgers liv, men i en hel masse andre menneskers liv - og så bliver disse statistiske beregninger brugt i forhold til en enkelt person, som måske slet ikke ville reagere sådan, og som derfor bliver offer for en statistik, siger Michael Böss.

Han advarer kraftigt mod at tro, at digitaliseringen bare et værktøj. Den vil ændre totalt på vores samfund og risikerer at rokke ved vores menneskeværd.

- I hele vores vestlige civilisation er der en gammel tradition for at se ikke bare tilværelsen som dyb, men også det enkelte menneske som uudgrundelig dyb - et mysterium. Det er deri, vores forestilling om det enkelte menneskes værdi ligger - at man kan ikke én gang for alle forklare et andet menneske. Men i den digitaliserede verden, hvor der er så meget ensomhed, finder man hinanden på nettet, og der er en risiko for, at vi reducerer hinanden til bare den samling data. Vi ender med et fladt menneskebillede. Du siger: Jeg har gennemskuet dig, jeg kan jo se dig her på Tinder, og hvor du ellers har været, og der er ikke nogen ting, der er interessante at vide om dig, siger Michael Böss.

Bogen "Det digitale massemenneske - Menneskeværd i ensomhedens tid" er udgivet på forlaget People's Press.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce