Annonce
Erhverv

Er du en af dem?: Fagforening efterlyser Café Vivaldi-medarbejdere

Cafe Vivaldi holder i Fredericia til på hjørnet af Gothersgade og Jyllandsgade. Arkivfoto: Mette Mørk
Efter nytår skal overenskomstforhandlinger mellem Café Vivaldi og 3F genoptaget. Derfor vil 3F Fredericia gerne i kontakt med nuværende og tidligere ansatte på Vivaldis café i Fredericia.

Fredericia: 3F Fredericia søger i øjeblikket efter nuværende og tidligere ansatte på Café Vivaldi i Fredericia.

Årsagen er, at 3F på landsplan arbejder for at indgå overenskomst med Vivaldi Gruppen, der står bag 17 caféer rundt om i Danmark.

- Arbejder du, eller kender du et ungt menneske, der arbejder på Cafe Vivaldi i Fredericia, starter efterlysningen på 3F Fredericias hjemmeside.

Gruppeformand for privat, service, hotel og restauration hos 3F Fredericia, Karen Jepsen, fortæller, at ”nogle stykker” allerede har henvendt sig.

- Det er meget dejligt, at folk er interesserede i at få forhandlet deres løn og arbejdsvilkår. Det er jeg kun godt tilfreds med, siger Karen Jepsen.

Annonce

- Vi blander os ikke

- Alle de informationer, som vi kan skaffe, er rart for vores forhandlere at sidde med, når de skal sidde og forhandle centralt fra. Når de går ind og laver aftaler med eksempelvis McDonald's eller andre store virksomheder, så laver de den for hele kæden, og så er der nogle forpagtere, som skal sørge for at rette ind. Jo flere oplysninger, vi har at fodre dem med, jo større er chancen for, at vi kan komme i mål med en aftale. Så har de en mulighed for at beregne, hvad det kommer til at koste og sådan nogle ting, siger Karen Jepsen.

Udviklingsdirektør i Vivaldi Gruppen, Thomas Munkholm, bekræfter til Fredericia Dagblad, at virksomheden bag Vivaldi-caféerne er i dialog med 3F om en overenskomst. Han har ingen holdning til, at 3F gerne vil i kontakt med Vivaldi-ansatte i den forbindelse.

- Vi blander os ikke i, hvordan andre driver deres forretning. Det er jo deres måde at gøre tingene på, kan man sige. Men jeg kan godt bekræfte, at vi har en snak i gang med dem, siger Thomas Munkholm.

Forhandlinger genoptages efter nytår

Forhandlingerne om en overenskomst er tilsyneladende trukket ud, men det er langtfra unormalt. Særligt ikke, når der er tale om større virksomheder. Fra 3F’s side er målet at minimere løn- og ansættelsesforhold som et konkurrence-parameter. De mener, det er produktet, der skal være det eneste parameter.

- Jeg ved ikke, hvorfor restauranter er så forskrækkede for at få forhandlet løn og arbejdsvilkår, for et eller andet sted kan det også sagtens være en fordel for dem, at man har nogle aftaler, for det går jo begge veje. Medarbejdere skal jo også rette sig efter de aftaler, der er indgået, siger Karen Jepsen fra 3F Fredericia.

Både 3F og Vivaldi forventer, at forhandlingerne, der har ligget stille et stykke tid, genoptages til januar.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce