Annonce
Erhverv

Erhvervsdirektøren: Kæmpe byggeboom på vej - vigtigt med fokus på infrastrukturen

Kæmpestore entreprenørmaskiner har i et halvt år flyttet mange tusinde kubikmeter jord og sand i Prinsessens Kvarter, hvor Google er i gang med at etablere et stort datacenter. Først i det nye begynder man at lave fundamenter til de enorme bygninger, der skal rumme en skov af superservere. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

Planen for udbygning af DanmarkC er ved at udfolde sig nu. Derfor er det vigtigt at kigge frem og fokusere på infrastruktur og mere erhvervsjord, mener erhvervsdirektøren.

Fredericia: I en årrække har store danske og internationale virksomheder holdt til i Taulov med udsigt til motorvejsnettet i alle retninger.

I de senere år har Fredericia Kommune årligt solgt flere hundredetusinde kvadratmeter jord i erhvervsområdet DanmarkC, hvor der nu er fuld gang i byggeriet flere steder.

- Den plan, der for år tilbage blev lagt med fokus på at lave Taulov om til et transport- og logistikcenter - den udfolder sig nu, siger erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer.

Han kom til byen i 2015 og har derfor været vidne til de senere års boom i salg af erhvervsjord og byggeri af blandt andet transport- og logistikvirksomheder i DanmarkC.

- Vi har nogle naturgivne betingelser i Taulov. Det gælder placeringen i forhold til infrastrukturen. Det gælder også arbejdskrafttilgængeligheden i området, som er god. Dygtige medarbejdere kan komme hertil fra Sønderjylland, Esbjerg, Odense og Aarhus. Det gør, at virksomhederne tør placere sig her, fortæller erhvervsdirektøren.

Med arbejdspladserne kommer som regel også bosætningen, som har været en del af Fredericia Kommunes strategi i en årrække. I 2017 valgte 451 tilflyttere at bosætte sig i Fredericia Kommune.

Annonce

Der kommer et kæmpe byggeboom, som vil give pres på overnatningssteder, sikkerhedshegn, catering, transport og så videre. Der kommer masser af spin-offs på byggerierne.

Kristian Bendix Drejer

Infrastruktur og kommende mangel på jord

Med en stigende bosætning, flere udstykkede byggegrunde til både privat og erhverv og flere arbejdspladser, kan der opstå nogle udfordringer i de kommende år, mener erhvervsdirektøren.

- Vi skal være opmærksom på, at infrastrukturen følger med. Desuden bliver der nu udstykket til parcelhuse ved Vejlevej, og området fra Hejse Kro og ud til Taulov bliver fyldt bebygget med Google på den ene side og Taulov Dryport på den anden side af Skærbækvej. Der kommer et kæmpe byggeboom, som vil give pres på overnatningssteder, sikkerhedshegn, catering, transport og så videre. Der kommer masser af spin-offs på byggerierne, forklarer Kristian Bendix Drejer.

En anden udfordring i DanmarkC er en kommende mangel på jord. I løbet af fem år er der solgt 1,8 millioner kvadratmeter erhvervsjord i Fredericia Kommune, så nu er der 1,5 millioner kvadratmeter jord tilbage i DanmarkC, hvoraf en stor del er udlagt til kontor- og serviceerhverv.

- Det er vigtigt at få planlagt ny erhvervsjord. Vi skal inden for en overskuelig fremtid have flere varer på hylderne. Dog har vi stadig privatejede erhvervsgrunde både i DanmarkC og Fredericia Nord, som vi skal forsøge at udnytte i den kommende tid, og der er også stadig muligheder i selve Taulov Dryport, fortæller erhvervsdirektøren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce