Annonce
Fredericia

Erritsø-knægt vil formidle bilsalg på nettet

Kunderne får flere tilbud, og forhandlerne får hjælp til at sælge flere biler. Sådan lyder devisen fra Søren Malmskov via hjemmesiden www.autooffer.dk.
ERRITSØ - Takket være en tidligere Erritsø-dreng bliver det nu mere overskueligt at købe ny bil.

Søren Malmskov, som har gået på Erritsø Centralskole og Fredericia Gymnasium, er ved at afslutte sin uddannelse som cand.merc. i Ledelse af Innovationsprocesser fra Syddansk Universitet - og står bag et nyt firma kaldet AutoOffer ApS. Hvis nogen går og leger med tanken om at købe ny bil, kan man således via hjemmesiden www.autooffer.dk indtaste sin mailadresse samt det bilmærke og den model, man ønsker - hvorefter kunden indenfor 48 timer modtager tilbud fra et landsdækkende netværk af autoforhandlere.

Får en procent af bilernes salgspris

- Vi er i alt fem indehavere af firmaet, hvoraf flere har mange års erfaring fra bilbranchen, og vi regner bestemt med at kunne komme til at leve fuldtids af det her, lyder det fra Søren Malmskov.

Han forklarer, at AutoOffer ApS får en procent af salgsprisen, hver gang forhandleren afhænder en bil via hjemmesiden. Udover mærke og model kan kunden også indtaste personlige ønsker til ekstraudstyr samt information om sin gamle bil, som forhandlerne således kan indregne i tilbudet. Dermed kan udspillet fra måske en håndfuld eller flere forhandlere også indeholde et egentligt købsbud på det brugte køretøj, der trænger til at blive skiftet ud.

- Alle vinder på det her. Kunderne får ganske gratis flere tilbud at vælge imellem, og forhandlerne får hjælp til at sælge flere biler, som Søren Malmskov formulerer det.

AutoOffer ApS har været oppe at køre i et par måneder og har indtil videre 15 forhandlere tilknyttet det netværk, som kundernes forespørgsel sendes i udbud hos.
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Åbent brev til byrådet i Fredericia: Tænk disse punkter ind i arbejdet med næste års budget

Læserbrev: På det ugentlige tværpolitiske, offentlige møde i Demokraticontaineren i Kanalbyen var emnet tirsdag 10. september "Velfærdspolitik i de kommende år i Fredericia". Som sædvanlig var der en livlig diskussion i en positiv ånd. Samtalen foregik endnu en gang på tværs af partiskel og andre interesser. Mødet endte ud med enighed om at opfordre byrådspolitikerne til at tænke nedenstående punkter ind i arbejdet med næste års budget. Vi håber, I vil sætte fokus på de svageste borgere og på arbejdsmiljøet for de kommunalt ansatte. Der var enighed om, at velfærden generelt skal være i centrum, og følgende områder blev specifikt nævnt som indsatsområder: Folkeskolerne. Der er kun fem kommuner i landet, der bruger færre økonomiske midler pr. elev. Var det en ide og en mulighed at tildele midlertidig "førtidspension” til syge borgere, så de får ro til at komme sig og samle kræfter, inden der tages stilling til deres fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet? Fritidstiltag for den ungdomsgruppe, der ikke er knyttet til Ungdommens Hus. Sikring af, at frivillig indsats ikke på nogen måder indregnes i normeringsbehovet. Personale nok til at tage sig dybtgående nok af de underretninger, der indsendes til familieafdelingen. For at fremme arbejdsmiljøet på de offentlige arbejdspladser skal der være mindre kontrol og mere tillid, og i den sammenhæng vil det være en god idé at lade en stor del af arbejdsprocesserne bestemmes af selvstyrende teams. Det er vigtigt, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for de områder, der vedrører velfærden. Når forholdene er gode for de kommunalt ansatte, er der stor sandsynlighed for, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for disse områder, så der på sigt kan blive et tilstrækkeligt antal kvalificerede medarbejdere at vælge imellem. Det er væsentligt, at der bliver lagt endnu mere vægt på et positivt og inkluderende menneskesyn i den kommunale organisation. Vi ønsker byrådet rigtig god arbejdslyst i processen med budgetforhandlingerne!

Annonce