Annonce
Fredericia

EU hjælper Bjarne med at se om hjørner

Bjarne Mikkelsen ved rattet i sit lastvogn. I venstre side er der kun to spejle. Ved højre dør er der tre. Foran forrudens øverste højre hjørne er yderligere ét spejl, der giver udsyn ned foran den høje bil. Og i instrumentbrættet er et lille billede fra et kamera på højre side af bilen. Foto: Peter Friis Autzen
I gamle dage havde Bjarne Mikkelsen kun to spejle på sin lastvogn. Nu har han seks plus et kamera.

Fredericia: - Med seks-syv spejle kræver det, at man er opmærksom. Men det skal man jo være, uanset antallet af spejle.

73-årige Bjarne Mikkelsen kører lastvogn for Dueholm Vognmandsforretning i Fredericia. Det har han gjort i så mange år, at han kan huske en tid, hvor bilerne kun havde to spejle.

Den gang var der så mange og så store blinde vinkler i chaufførens synsfelt, at det alt for ofte kostede menneskeliv. Især blev cyklister klemt ihjel, når lastbiler svingede til højre i et lyskryds, uden at chaufføren kunne se den cyklist, der holdt eller kørte til højre for lastbilen.

- Det var jo lige før, de blinde vinkler dengang var større end det felt, man kunne se, siger Bjarne.

Sådan er det ikke i dag, hvor blandt andet EU-krav om såkaldte blindvinkel-spejle er med til at forebygge ulykker.

Resultatet er, at Bjarne i dag har hele seks spejle at holde øje med. Plus et lille fastmonteret kamera, der filmer fra bilens forreste højre hjørne og ned langs bilens højre side.

- Det er meget at holde øje med. Men det var det jo også før - nu har jeg i det mindste spejlene til hjælp, siger han.

Annonce
Ved hjælp af spejlene kan jeg se de ellers blinde vinkler og undgå ulykker.

Bjarne Mikkelsen, lastvognchauffør siden 1967

Over 50 års erfaring

Alene ordet "højresvingsulykke" kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på en lastvognschauffør. Eller en cyklist.

Bjarne Mikkelsen har kørt lastbil siden 1967, men har aldrig været involveret i en højresvingsulykke. Så vidt han ved, har han heller aldrig været tæt på. Men han tager risikoen alvorligt hver eneste gang, han sætter sig ved rattet.

- Man er nødt til at passe på. Hele tiden. Især under bykørsel, hvor der kan være en cyklist i den blinde vinkel. Det kan der jo ikke ude på motorvejen. Det er godt, at spejlene er der. Når ellers de er indstillet korrekt, er der faktisk ingen blinde vinkler - bortset fra, at man ikke kan se lige bagud, siger han.

Nogle af Bjarnes kolleger kører i biler, der er udstyret med så mange kameraer, at chaufføren kan se hele vejen rundt - også lige bagud.

- Egentlig kunne hvert land jo godt have vedtaget hvert sit krav om blindvinkel-spejle. Men så er det ikke sikkert, at bilfabrikkerne havde gjort spejlene til standard. Det er de nu. Og det er jo bedre, at spejlene er monteret fra fabrikken, end at vognmændene skal eftermontere, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Pistol blev brugt ved drabet i Korskærparken: To mænd idømt flere års fængsel for våbenbesiddelse

Annonce