Annonce
Udland

EU opjusterer mål for CO2-udledning inden 2030 markant

Det er en god nyhed for både folket og planen, at EU nu har opjusteret sit klimamål, mener EU's klimakommissær, Frans Timmermans. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters
Umiddelbart før klimatopmøde har EU aftalt at skærpe klimamål for 2030, så man reducerer med 55 procent.

Lovgiverne i EU har onsdag morgen indgået en foreløbig aftale om et nyt mål for reduktion af drivhusgasser i 2030.

Målet hæves fra 40 procent til mindst 55 procent. Det er samme niveau, som EU-landene blev enige om i 2020, mens EU-Parlamentet ønskede en større reduktion.

EU's klimakommissær, Frans Timmermans, har presset på for at få en aftale på plads, før repræsentanter for EU og medlemslandene i denne uge deltager i et klimatopmøde arrangeret af USA.

- Dette er et skelsættende øjeblik for EU og et stærkt signal til verden. Vores engagement hen mod et klimaneutralt EU vil styre vores politikker de næste 30 år, skriver Timmermans på Twitter.

Han kalder det en "god dag for folket og for planeten".

Der er tale om en markant skærpelse af klimamålet, som i dag hedder "40 procents reduktion" målt ud fra niveauet i 1990, der er standard i FN.

EU-Parlamentet havde ønsket en reduktion på mindst 60 procent. Forhandlingerne mellem EU-landene og EU-Parlamentet har handlet om det.

Men der er EU-lande, som i forvejen mener, at 55 procent er det absolut højeste, de vil kunne acceptere.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) er som Timmermans tilfreds med, at EU nu kan stå samlet om et skærpet klimamål før mødet med de øvrige lande på klimatopmødet, som den amerikanske præsident, Joe Biden, står bag.

- EU's første klimalov er et historisk grønt tigerspring for Europa. Den kommer på et rigtig godt tidspunkt lige op til Bidens klimatopmøde. Det fasttømrer endnu engang EU's globale lederskab på klimaområdet, siger Jørgensen i en skriftlig kommentar.

EU skal ifølge klimaministeren forsøge at lægge pres på de store spillere, blandt andet Kina, der står for en stor del af verdens udledning.

- Vi er ambitiøse i Danmark. Men det er i EU, at vi virkelig kan flytte noget. Med opjusteringen af EU's 2030 klimamål på mindst 55 procent må man sige, at det lykkedes, selv om vi gerne havde set et højere mål, siger han.

Aftalen mellem repræsentanter for de 27 medlemslande, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen skal nu endeligt godkendes af EU-Parlamentet og af EU-landene.

Ud over et reduktionsmål på 60 procent havde EU-Parlamentet også ønsket en strengere beregningsmetode. Derfor vil der formentlig være partier og medlemmer, som ikke ser resultatet som tilfredsstillende.

Et af de vigtigste stridspunkter i forhandlingerne har været spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang de mængder af CO2, som er lagret i skove, planter og jord, skal medregnes.

Kritikere i EU-Parlamentet peger således på, at aftalen reelt ikke kræver "mindst 55 procents reduktion", da den efter EU-Kommissionens skitser tager reduktioner fra eksempelvis CO2-optag i skove med.

Senere i år vil EU-Kommissionen fremlægge planer for, hvordan det store klimamål skal implementeres. Det er der, at man vil få indtryk af de konkrete følger, og det ventes at blive vanskeligt for især nogle EU-lande.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Hun var SÅ forsigtig, men endte alligevel med at smitte hele familien: Nu advarer Gitte alle andre mod at lade corona-paraderne falde

Annonce