Annonce
Debat

Europa-Parlamentet er en vigtig spiller i det demokratiske Europa

Poul Elmegaard

Læserbrev: 26. maj 2019 afholdes der valg til Europa-Parlamentet, og det er et vigtig valg. Men hvorfor egentlig det?

Fordi parlamentet fungerer som et andetkammer i beslutningsprocessen i EU og har ganske meget magt, men også begrænsninger.

Helt grundlæggende kan ingen nye regler træffes, uden at parlamentet og ministerrådet - sidstnævnte, der består af alle medlemslande - har stemt ja. Det er ikke nok at landene siger ja - parlamentet skal også stemme ja.

Når kommissionen fremsætter et forslag, er det kun et udkast eller en åbningsskrivelse, som det hedder.

I sådan en åbningsskrivelse kan der være forskellige holdninger, som kan være helt uacceptable.

Derefter behandles forslaget så af parlamentet i et af de nedsatte udvalg, en proces, der godt kan tage lang tid.

Et eksempel er, hvor Morten Helveg Petersen forhandlede, hvilke krav der skal stilles til bedre isolering af bygninger i hele Europa, som er forudsætning for, at vi kan opfylde målene for CO2-reduktion.

Herefter skal forslaget så vedtages af medlemslandene i ministerrådet.

Denne procedure sikrer dobbelt demokrati og giver en afvejning af nationale hensyn og hensyn til helheden.

En lang række spørgsmål kan afgøres med kvalificeret flertal, men der er det særlige krav, der betyder, at 16 medlemslande og 65 pct. af befolkningen skal stemme for et forslag for at få det vedtaget.

Der er ingen tvivl om, at alle de store problemer kun kan løses i fællesskab. Har vi ikke et europæisk fællesskab, vil vi stå tilbage med en lang række uløste problemer, hvor klimaændringerne er et af de mest synlige og påtrængende.

Det er blandt andet derfor, jeg stiller op til Europa-Parlamentet, for mine børn og børnebørn skal have en ordentlig klode at overtage.

Det er ikke for sent, men der skal træffes beslutninger nu, og der skal handles.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme For abonnenter

Charlie: Tænk hvis Christian X havde fået sin vilje - så kunne vi have haft et Kosovo ved Dannevirke

Det siges, at min oldefar Martin Mortensen gik rundt i Flensborg by iklædt sit bedste sæt tøj og med høj hat i dagene op til afstemningen for at få folk til at stemme byen og det tabte danske land hjem til Danmark. Krigen i 1864 havde været en katastrofe, og grænsen blev sat ved Kongeåen lige syd for Kolding. Danmark var krympet gevaldigt siden vikingetiden, hvor Ejderen var grænsefloden mellem det danske rige og Frankerriget. At der i store dele af det sydlige Danmark var mange, der sympatiserede med det tyske, var en anden sag … De blev holdt nede og deres oprør i treårskrigen 1849-51 var ingen undtagelse. ”Hovmod står for fald” står der vist et sted i Bibelen - og det skete jo så for dansken i 1864. Grænsen var trukket … Danmark var med et slag blevet halveret med det til følge, at tusindvis af danskere måtte leve under tysk herredømme. Det førte med sig, at en del sønderjyder måtte i de tyske skyttegrave under første verdenskrig. Men nu var verdenskrigen tabt, og nu stod min oldefar med ligesindede og talte for, at Sønderjylland endelig skulle hjem. - Der blev stemt i to afstemningszoner, Nordslesvig og Sydslesvig. Modsætningerne i befolkningen blev trukket skarpt op - dansk eller tysk. Resultatet kender vi jo: I Nordslesvig nord for Flensborg blev det et klart dansk resultat - fra Flensborg og nedefter var flertallet tysk. Det huede ikke min oldefar, så han flyttede nordpå i protest. Her slog han sig ned i Vejle og blev læderhandler. Og godt for det, for ellers var slægten måske ikke gået derhen, hvor jeg blevet født. Jeg tror såmænd ikke, at min oldefar agiterede for et Danmark helt til Ejderen. Flensborg var nok … men sådan gik det jo heldigvis ikke. Det var nu ikke, fordi der ikke var kræfter, der trak i den retning. Flere politikere og kulturpersonligheder, heriblandt kong Christian X, foretrak, at grænsen skulle gå ved Ejderen eller i det mindste ved Dannevirke. Kongen var heldigvis stækket og havde ingen reel magt, den havde han formøblet, da han tidligere i påsken samme år forsøgte at afsætte regeringen. Den gik ikke, og fra da af havde kongen ingen reel magt. - Nationalfølelsen var en stærk kraft at sætte fri, men den var nødvendig. Selvom det kan være svært at etablere en grænse, fordi der er følelser hos folk, så lykkedes det i 1920. Havde kongen og hans ligesindede fået held med at trække grænsen ved Ejderen eller ved Dannevirke, som om noget var et dansk symbol, kunne det været gået grueligt galt. Omkring Dannevirke var der således kun et mindretal, der var dansk. Man kan i dag sammenligne det med Kosovo og Serbien. Kosovo bliver af Serbien betragtet som nationens vugge, men flertallet i området er albanere - og vi har jo ved selvsyn opdaget, hvad det kan udløse. Nationalisme og grænsestridigheder har været en svøbe i den europæiske historie. Det udfoldede sig for alvor i nyere tid, da det tidligere Jugoslavien gik i opløsning. Man forsøgte i starten en fredelig dialog, men ”lunten” var tændt, og snart stod Balkan i flammer. Hvem havde troet det i en moderne oplyst verden? - Den dansk-tysk grænsehistorie bør derfor alt andet lige give inspiration og være model for, hvordan konflikter og krig kan undgås og i stedet lede til fredelig sameksistens. Grundsynspunktet ved afstemningen i 1920 var, at grænsen skulle placeres med folkets selvbestemmelse. Tysksindede i Slesvig skulle ikke tilhøre Danmark og omvendt, hvis de ikke selv ønskede det. Netop det princip afspejlede den nye grænses placering. - Ved at indlemme de dansksindede sønderjyder havde man for første gang opnået overensstemmelse med den danske stat og dets folk. Danmark, som vi kender det i dag, geografisk og folkeligt, var en realitet, uden konflikt, ballade og efterfølgende krige. Men i stedet med et fundament til en fredelig sameksistens over grænsen mellem de forskellige mindretal. Der er tre mindretal i grænselandet: Det danske mindretal i Sydslesvig består af 50.000 dansksindede. Det tyske mindretal består af cirka 15.000 personer i Sønderjylland. Og det frisiske mindretal udgør en gruppe på cirka 10.000 personer, der taler frisisk i den nordvestlige del af Sydslesvig. - Da jeg gik i skole, kunne man få fri til middag på Dybbøldagen 18. april, hvis man meldte sig frivilligt til at gå rundt og sælge Dybbølmærker. En halv ”fridag” kunne man vel altid bruge. Dybbøl havde man jo hørt om, men at pengene gik til det kulturelle samarbejde i grænselandet, var ikke noget vi tænkte over dengang. Grænseforeningens arbejde har været uvurderligt for det gode forhold over grænsen. Det danske mindretal i Sydslesvig er vigtigt for hele Danmark. De danske syd for grænsen og de tyske nord for er med til at bygge bro mellem dansk og tysk sprog og kultur. Mindretallene er i fællesskab kommet meget langt i det dansk-tyske grænseland. Vi lever fredeligt side om side. Netop det danske og tyske mindretal har spillet en afgørende rolle for den positive udvikling. - I et internationalt perspektiv kan man uden tøven konstatere, at Genforeningen viste, at grænsekonflikter kan løses. Den model, der blev brugt i 1920 ved genforeningen, viste, at man ikke skal afskrive folkets selvbestemmelsesret som en løsning på konflikter. Man må have folket med. Det gjorde man ved grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland i 1920. Selvom kongen symbolsk var i centrum, da han red over grænsen på sin hvide hest, var det folket i grænselandet, der havde bestemt. Så selvom grænsen heldigvis ikke kom til at gå ved Ejderen, og min oldefar ikke fik sin vilje med hensyn til Flensborg, så er der så meget at fejre her i 100-året efter Genforeningen.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];