Annonce
Trekantområdet

Europas største mindesmærke: Politiker vil have borgerne til at snuble over ofre for nazi-tiden

Kulturudvalget besluttede på sit seneste møde, at man får undersøgt muligheder for og emner til snublesten ved ejendomme i Kolding. Undersøgelsen omfatter også både omkostninger og krav ved etableringen. Her ses en snublesten, som er placeret i Vodroffslund til minde om Irma Hertz. Arkivfoto: Bo Børresen
I Kolding Kommune er der adskillige ofre fra besættelsestiden, og måske skal de mindes med snublesten, som findes i flere lande og er Europas største decentrale mindesmærke.
Annonce

Kolding: Skal der lægges snublesten i Kolding? Det spørgsmål overvejer man lige nu i kulturudvalget, hvor man har sat gang i en undersøgelse af, hvad det vil koste at etablere snublesten ved udvalgte ejendomme i Kolding Kommune.

Måske ved du slet ikke, hvad snublesten er for noget. Men ideen stammer fra den tyske kunstner Gunter Demnig. Han lagde den første sten til minde om ofre for nazisternes forbrydelser i Köln i 1992.

En snublesten handler om et møde med fortiden. En påmindelse. Demnigs intention drejer sig om, at fodgængeren skal "snuble" over fortiden og blive mindet om det menneske, som havde sin sidste frivillige bopæl på det sted, hvor stenen ligger.

Det er viceborgmester Søren Rasmussen som har foreslået i kulturudvalget, at Kolding også skal have snublesten. Men hvorfor? Og hvem er det, vi skal mindes?

- Vi er ved at få lavet en liste over relevante personer med hjælp fra stadsarkivet. Der er flere i kommunen, som mistede livet under besættelsen - for eksempel under deportation eller ved skuddrab. Jeg synes, at snublesten virker som en både enkel og effektiv måde at bevare mindet om de mennesker på, siger Søren Rasmussen.

Han har bemærket, at interessen for besættelsen og befrielsen stadig er stor, men han oplever også, at det i høj grad er et generations-spørgsmål.

- Derfor synes jeg, vi skal lægge stenene, så vi også inspirerer unge mennesker til at interessere sig for, hvad der skete under krigen. Det kan man gøre med snublesten, hvor de møder historien på deres vej gennem byen, siger Søren Rasmussen.

Annonce

Unikke sten

Siden har 1992 har ideen med snublesten udviklet sig til Europas største decentrale mindesmærke. Hver enkel sten er håndlavet, og den unikke sten bevarer mindet om det unikke individ som mistede livet som følge af nazisternes forbrydelser.

I Danmark er der eksempelvis placeret tre sten ved Københavns Synagoge, og i alt ligger der tolv snublesten rundtomkring i hovedstaden.

I forbindelse med fejringen af 75-året for Danmarks befrielse har der været fornyet fokus på at sikre mindet om besættelsen og befrielsen. I Kolding har seniorudvalget blandt andet udgivet en bog med minder fra ældre i kommunen, som mindes tiden dengang. Det var i den forbindelse, at Søren Rasmussen blev opmærksom på snublesten-projektet.

Sådan ser en snublesten ud. Det er kunstneren bag projektet, som laver dem alle sammen. Derfor er der grænser for, hvor mange der kan laves og lægges ned om året. Arkivfoto: Bo Børresen

Prisen for en snublesten er 132 euro (knap 1000 kroner). Dertil skal der betales kunstnerens overnatning i forbindelse med lægningen af stenen. Snublesten kan finansieres af private borgere, af virksomheder, organisationer, politiske partier, kommuner med mere.

- Vi har hørt fra private borgere, som har interesse i projektet, så jeg forventer, at de også bliver kontaktet i forbindelse med, at vi får undersøgt, om vi skal have snublesten i Kolding, siger Søren Rasmussen.

Annonce

God tid til undersøgelse

Gunter Demnig kan højst komme til Danmark én gang om året for at lægge snublesten, og hver gang lægges kun et vist antal sten. Hvor stenene lægges prioriteres af Snublestensgruppen Danmark, som prioriterer sten lagt for mennesker, der endnu har relativt nære pårørende, der vil kunne glæde sig over en snublesten.

Der ventes ikke at blive lagt flere snublesten i Danmark før september 2021.

- Så vi har god tid til at få undersøgt, om vi skal være en del af projektet, siger Søren Rasmussen.

Snublesten

  • Ideen til snublesten kommer fra den tyske kunstner Gunter Demnig. Han lagde den første sten til minde om ofre for nazisternes forbrydelser i Köln i 1992.
  • Det, som startede som et lokalt projekt til minde om nogle enkelte ofre i Köln, har siden udviklet sig til Europas største decentrale mindesmærke.
  • Det tyske ord, Stolperstein, oversat til snublesten på dansk, henviser til Demnigs intention om, at beskueren skal snuble over fortiden og blive påmindet om det menneske, som havde sin sidste frivillige bopæl på det sted, hvor stenen ligger.
  • ​Der findes nu flere end 74.000 snublesten i Europa. Danmark er land nummer 26. Se mere på www.snublesten.org
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Partier har fremlagt nyindgået budgetforlig: Genlæs opdateringer fra pressemødet her

Fredericia

Nye tal fra Statens Serum Institut: Flere nye smittede - men Fredericia fortsætter ned ad liste

Annonce