Annonce
Fredericia

Få mødte op til demonstration mod familieafdelingen: Udvalg får redegørelse om undersøgelse i juni

En gruppe borgere demonstrerede lørdag formiddag foran rådhuset mod Fredericia Kommunes familieafdeling. Jo Knudsen havde arrangeret demonstrationen og holdt selv tale. Foto: Michael Svenningsen
Undersøgelsen af familieafdelingen er ifølge byrådsmedlem Inger Nielsen (DF) i gang. De endelige resultater forventes dog først i slutningen af 2022.

Fredericia: Kun få personer trodsede lørdag formiddag den kolde vind og mødte op til demonstration mod familieafdelingen i Fredericia Kommune. Blandt dem var et par politikere, som var mødt op for at holde sig orienterede om området.

Arrangør Jo Knudsen er stærkt kritisk overfor familieafdelingen og var glad for at kunne sætte fokus på området.

- Vi skal mødes som borgere og ikke som et problem, sagde hun blandt andet i sin tale, hvor hun også fortalte om sine egne oplevelser med familieafdelingen.

Annonce

Arrangørerne havde lavet en stribe skilte, hvor der blandt andet stod: "Mere uddannelse til socialrådgiverne", "Har du krammet dit barn i dag?" og "#barndom uden vold". Et skilt henvendte sig til politikerne i Fredericia Byråd: "Tak, fordi I undersøger hele familieafdelingen", stod der.

Til sidste års budgetforlig besluttede Fredericia Byråd at lave en undersøgelse af netop familieafdelingen i Fredericia Kommune, men ifølge byrådsmedlem Inger Nielsen (DF) har der været udfordringer med at få undersøgelsen sat i gang. Den er dog i gang nu.

- Der var ikke sat penge af til undersøgelsen. De penge er nu fundet. Hvis der ikke var fundet penge, så skulle kommunen have undersøgt sig selv. Jeg har kæmpet for at få eksterne til at lave undersøgelsen, fortæller hun.

På hjemmelavede skilte var der lavet slogans til demonstrationen. Foto: Michael Svenningsen

Arrangør: Familier tør ikke stå frem

Ifølge Inger Nielsen er planen, at børne- og skoleudvalget i juni får en foreløbig status på undersøgelsen, som er sat i gang.

- Så skal vi nok træffe nogle beslutninger, vurderer hun.

Byrådsmedlem og medlem af børne- og skoleudvalget Inger Nielsen (DF) var med til at presse på for at få lavet en undersøgelse af familieafdelingen i Fredericia Kommune. Hun fortæller, at selvom beslutningen var en del af budgetforliget i efteråret 2020, var der ikke sat penge af til at lave undersøgelsen. Hun mødte op til demonstrationen for at støtte arrangør Jo Knudsen, som hun er bisidder for. Foto: Michael Svenningsen

Både Socialstyrelsen, Fredericia Kommunes budget- og analyseafdeling og det private Rambøll Management Consulting er sat på opgaven med at lave undersøgelsen, der dog først er færdig i slutningen af 2022.


Jeg håber, at der kommer en faglighed omkring voldsramte familier, og hvis der kommer faglighed, så håber jeg også, man vil kigge på min sag igen.

Jo Knudsen, arrangør af demonstration


Resultaterne af undersøgelsen ventes med spænding af blandt andre Jo Knudsen.

- Jeg håber, at der kommer en faglighed omkring voldsramte familier, og hvis der kommer faglighed, så håber jeg også, man vil kigge på min sag igen, fortæller hun.

Jo Knudsen havde selv stablet demonstrationen lørdag på benene og holdt for første gang tale. Hun fortalte efterfølgende, at hun også stod der for de familier, som ikke tør stå frem med deres historie eller komme til demonstrationen. Foto: Michael Svenningsen

Selvom der ikke var mødt så mange op til demonstrationen, var hun tilfreds med at gøre opmærksom på området.

- Jeg står her i dag for at gøre opmærksom på, at der er mange andre familier, der ikke tør stå frem eller kommer her i dag, forklarede Jo Knudsen.

Annonce

Fokus på sagsbehandlernes tilgang til familierne

Stig Gerdes fra Demokratisk Borgerliste var også mødt op. Årsagen var, at han gerne vil være klogere på, hvad der rør sig indenfor det socialpolitiske og familieretlige område i Fredericia Kommune

- Mit håb er, at man kan hæve barren lidt i de sociale sager. Jeg prøver at grave mig ned i, hvad der sker, og vi skal kunne tage diskussioner op til kommunalvalget og vide noget om det, hvis vi kommer ind. Jeg har indtryk af, at nogle kommuner fungerer godt og andre knap så godt, fortalte Stig Gerdes, der fortalte, han ønsker sig mere ærlighed og gennemsigtighed i kommunalpolitik.

Stig Gerdes fra Demokratisk Borgerliste mødte op for at blive klogere. Han forventer at komme til at debattere det sociale område og familieafdelingen i i valgkampen. Foto: Michael Svenningsen

Formand for Handicaprådet Niklas Andersen kiggede også forbi.

- Jeg ville ned og høre, hvad det drejer sig om. Det tager vi med ind i vores arbejde og har fokus på, fortæller han.

Undersøgelsen af familieafdelingen sætter blandt andet fokus på sagsbehandlingens lovmæssighed, sagsbehandlernes tilgang til familierne og familiernes oplevelse af samarbejdet og dialogen med familieafdelingen. Rambøll vil gennemføre interviews med 16 familier.

Desuden indgår der et udviklings- og rådgivningsforløb gennem Ankestyrelsen og Socialstyrelsens Permanente Task Force for medarbejdere. Den del begynder i juni 2021.

En gruppe borgere demonstrerede lørdag formiddag foran rådhuset mod Fredericia Kommune familieafdeling. Foto: Michael Svenningsen
En gruppe borgere demonstrerede lørdag formiddag foran rådhuset mod Fredericia Kommune familieafdeling. Foto: Michael Svenningsen
En gruppe borgere demonstrerede lørdag formiddag foran rådhuset mod Fredericia Kommune familieafdeling. Foto: Michael Svenningsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Socialdemokraterne har valgt: Her er dem, du kan stemme på til november

Fredericia

Fynboer fortæller det gerne: Men Fredericia Kommune svarer ikke på konkret spørgsmål om topchef

Annonce