Annonce
Fredericia

Fødselarens fine gæst tog regn og blæst med humør - kronprinsessen fik hilst på broen til lands og til vands

Borgmester Johannes Lundsfryd sørgede for, at kronprinsessen kunne vinke i tørvejr til folk på kajen i Middelfart, mens borgmesterkollega Jacob Bjerregaard så til. Foto: Søren Gylling
Under grundige coronarestriktioner blev Den Nye Lillebæltsbro fejret med prinsessebesøg og dannebrogsflag fra de, der fik lov at være med på sidelinjen.
Annonce

Middelfart/Fredericia: Det var mildest talt gråt i gråt onsdag eftermiddag. Ikke lige det vejr, man ønsker sig til sin fødselsdag, men intet kan lyse en gråvejrsdag i oktober op som et royalt besøg.

Gammel Havn i Middelfart var fyld med nysgerrige middelfartere, politifolk, afspærringer, pressen og fotografer med store kameraer.

Alle ventede de på den fineste gæst, der skulle komme til fødselsdag hos Lillebæltsbroen, Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary.

Præcis klokken 16.15 rullede Krone 8 ind på Gammel Havn, og ud steg en prinsesse, der havde forberedt sig på vind og vejr ved Lillebælt. Både den tykke jakke og huen havde hun klogt taget med.

Ved et royalt besøg skal der naturligvis være en fin modtagelseskomite, og selv om borgmestrene fra begge sider af broen var nydeligt klædt, så var den fem-årige blomsterpige Clara, datter af borgmester Jacob Bjerregaard i Fredericia, alligevel meget passende klædt i guldjakke.

Fem-årige Clara var blomsterpige i dagens anledning og fik lov at komme helt tæt på kronprinsessen. Foto: Søren Gylling

På sin plads i havnen tøffede motoren på Aventura, der skulle sejle kronprinsessen ud på det grå bælt og hen langs fødselaren, for at ende sin rute på jyllandssiden.

I en regn af kameralys gled skibet med kronprinsessen ud på sin færd.

Annonce

Tak for sidst prinsesse

Under den gamle Lillebæltsbro ved Snoghøj Bådelaug var forberedelserne gjort til landgang for kronprinsessen og følge. Aventura skulle lægge til ved yderste brohoved, og en rød løber var sirligt lagt ud over brodækket.

Forud for landgangen var der lidt bekymrede miner på grund af vind og strøm under fødselarens storebror, men det viste sig at være grundløst. Uden problemer gled Aventura op langs brohovedet og blev solidt fortøjret.

Fredericias borgmester Jacob Bjerregaard havde overtaget paraplyen, da fødselsdagsgæsterne blev landfaste med Jylland. Foto: Søren Gylling

På land stod formanden for Dansk Veteranbil Klub Lillebælt John Andersen klar med sin gule Chevrolet årgang 1934 til at køre kronprinsessen tilbage til Fyn.

- Jeg lagde også bil til, da hun indviede Bridgewalking. Den gang fik hun lov at køre, men i dag kører jeg, lovede John Andersen inden prinsessen gik i land.

Yderligere to veteranbiler var trukket ud i regnvejret, og faktisk havde planen været en kortege på over 40 gamle flotte biler.

- Men ifølge restriktionerne i forhold til corona, så må vi kun være 50 personer samlet og der tæller alt med, forklarede Fredericias viceborgmester Ole Steen Hansen, som i kraft af sit civile job som event- og arrangementskoordinator i Fredericia Kommune, stod for den praktiske del af arrangementet ved prinsessens landgang.

Et hjerteligt vink til de, der havde trodset regnen og fået plads ved bådelauget blev det til inden kronprinsessen og følge satte kurs mod Middelfart igen. Foto: Søren Gylling

Der måtte dirigeres lidt med nysgerrige, som havde trodset vejret for at vinke til kronprinsessen for at sikre alt var overholdt, men da prinsessen gik fra borde, fik hun sørget for at vinke grundigt til flokken langs Gl. Færgevej.

- Tak for sidst, lød det oplagt fra kronprinsesse Mary, da det gik op for hende, at det var John Andersen, som også denne gang lagde veteranbil til kørslen.

Og så smuttede hun ind på passagerforsædet, mens borgmestrene fik plads i de to øvrige veteranbiler og resten af følget kom i tørvejr hos Egeskov Turistfart.

En flok ukrainske piger fra højskolen i Snoghøj fik vinket farvel og glædede sig over, at der pludselig skete noget stort i det ellers yderst fredelige Snoghøj.

Annonce

- En dejlig men våd oplevelse

Vel tilbage på Fyn-siden stod den på kaffe og kage på Severin, der har et formidabelt kig til den store bro.

Den røde løber var også her rullet ud, men det tykke tæppe var mere end fyldt med regnvand.

I de nærliggende huse havde beboerne udsigt på første række til det royale besøg, der havde et stort følge med af ansatte ved kongehuset, livvagter, politiet og pressen.

Et par gæster til hotellet måtte pænt vente i regnen på, at kronprinsessen kom ud, før de kunne komme ind, og når man nu alligevel stod der og ventede i regnen, kunne man lige så godt få det bedste ud af det. Det gjorde flere, der hev mobilkameraet frem og tog ventetiden med et smil.

Da kronprinsessen igen trådte ud på den sjaskvåde løber, nåede hun at give broen et par flotte ord med på vejen:

- Det har været en dejlig, men våd oplevelse. Det har også været skønt at være med til at fejre broens 50 år. Det er ikke bare et flot bygningsværk, men det betyder også rigtig meget for væksten lokalt og for hele Danmark. Det har været dejligt at være med, sagde hun og steg ind i sin bil og fortsatte ud i regnvejret.

Blandt de nysgerrige der havde trodset vejret og kunne få plads ved fortovet var en flok ukrainske højskole-piger, som var noget imponeret over det usædvanlige arrangement i fredelige Snoghøj. Foto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Bent Jensen måtte rykke kommunen: Aftale med håndboldklub på plads efter usædvanligt forløb

Annonce