Børkop: I normale tider vil Børnehuset Krystallen i Børkop være fyldt med liv, når op til 108 børnehavebørn og 51 vuggestuebørn render rundt og leger.
Men lige for tiden er her meget mere tomt, for nu er børnehaven lukket ned, ganske som vuggestuen har været det i halvanden uge.
Længe så det ud til, at børnehaven gik ram forbi med hensyn til den corona-smitte, som har ramt vuggestuen så hårdt, men nu er også en medarbejder i børnehaven smittet. Da der er tale om den særlig smittefarlige engelske variant af covid-19, B117, har man af et forsigtighedsprincip valgt at lukke hele huset ned, undtagen for nødpasning.
Søren Uhre Christensen, leder af KrystallenVi må bare sige, at vi er hårdt ramt.
- Vi må bare sige, at vi er hårdt ramt, og vi har lukket ned for børnehaven minus tre-fire børn, som er i nødpasning, siger Søren Uhre Christensen, der er leder af Børnehuset Krystallen.
I første omgang måtte Krystallen lukke hele sin vuggestuedel ned, da 13 ud af 15 medarbejdere var testet positiv. Efter planen kan vuggestuedelen atter åbne på mandag igen, for så er der gået over de to uger, som er et krav. Hvis altså medarbejderne har været symptomfri i to dage inden.
- Hovedparten af de smittede medarbejdere har symptomer på sygdommen. Der er heldigvis ingen, som har meldt ind, at de er hårdt ramt, men de er ramt, og de kæmper med forskellige ting som hovedpine og feber. Vi håber selvfølgelig alle på, at alle snart er friske igen, siger han.
Hvorfor er uvist
Hvad der ligger bag det store udbrud er en gåde. Måske har det været en superspreder, måske har det været en fysisk ting, som alle af uvisse grunde har rørt ved. Det er gisninger, som der nok aldrig findes svar på.
- Det er simpelthen et mysterium. Alt har fungeret helt efter bogen i snart et år, og så lige pludselig er næsten alle medarbejderne i vuggestuen smittet. Men det største mysterium er, at det kun er medarbejderne, som er smittet. Børnene og forældrene virker til, næsten, at være gået ram forbi, siger Søren Uhre Christensen.