Annonce
Vejle

Føtex under forandring: Grethes arbejdsplads er blevet bygget om tre gange

Grethe Madsen har været ansat i Føtex i Nørregade i 38 år, heraf 32 år som dekoratør. Det er den tredje - og mindste - ombygning af hendes arbejdsplads, hun oplever. Foto: Flemming Larsen
Ombygningen af Føtex i Nørregade går efter planen. Grethe Madsen har arbejdet i varehuset i 38 år og har oplevet tre ombygninger.
Annonce

Vejle: 4. oktober 1964, Erik Jensen og Johan Petersen.

Datoen og navnene kommer vi tilbage til.

Føtex på gågaden i Vejle er i disse uger i gang med en ombygning og modernisering af varehuset, og ifølge varehuschef Peter Lund Tørving går millioninvesteringen efter planerne.

- Vi har netop taget etape et efter ombygningen i brug. Bagerbutikken er blevet lidt større, kiosken er blevet lidt mindre. Kunderne har også lagt mærke til, at der er blevet mere luftigt og lyst. Det skyldes, at afskærmningen på de store facadevinduer ud mod gågaden er blevet fjernet, siger Peter Lund Tørving.

- Bagerbutikken har fået flere kvadratmeter, fordi vi i nær fremtid udvider med convenience food; hurtig mad, men af en ordentlig kvalitet, siger Peter Lund Tørving.

Den første ombygning, jeg var med til var i begyndelsen af 80'erne. Her blev min arbejdsplads 500 kvadratmeter større, nemlig da vi byggede på grunden, hvor Vejle Brandstation tidligere lå.

Grethe Madsen

Annonce

Støvvæg

I uge 31, fra 29. juli, går håndværkerne i gang med anden etape af moderniseringen.

- Kunderne vil komme til at mærke det på den måde, at vi bliver nødt til at sætte en støvvæg op ved vores slagter- og delikatesse-afdeling. Produktionen af udskæringer og tilberedningen af færdigretter flytter midlertidigt til vores tidligere bageri, der ligger ved siden af vores p-dæk.

- I de følgende uger gælder det vores tekstil- og parfume-afdelinger. Den største forandring kommer varehusets frugt- og grønt-afdeling til at stå for. Vi har to indgange - en fra gågaden og en fra Ved Anlæget. De bibeholdes, og vi har derfor besluttet at flytte vores nye frugt- og grøntafdeling ind i midt i butikken. Herfra bliver der "arme" ud til alle vores andre afdelinger, fortæller varehuschefen.

Annonce

Grethes tredje ombygning

Den omfattende ombygning af Føtex i midtbyen er Grethe Madsens tredje - og den mindste. Hun har været ansat i varehuset i 38 år, de første 32 år som dekoratør, mens hun i dag står for legetøjs- og bog-afdelingen.

- Den første ombygning, jeg var med til var i begyndelsen af 80'erne. Her blev min arbejdsplads 500 kvadratmeter større, nemlig da vi byggede på grunden, hvor Vejle Brandstation tidligere lå.

- Senere, i 1999, udvidede vi igen med 500 kvadratmeter. Denne gang ud mod gågaden, fortæller Grethe Madsen.

Hun husker, at Bahne ikke var helt glad for ombygningen, da varerne på hylderne i bolig- og brugskunstforretningen dansede og hoppede, fordi der skulle bankes 300 piloteringspæle ned i Vejles bløde undergrund til at bære nybyggeriet.

- Det var ikke noget, man blev populær af, siger Grethe Madsen.

Udover Grethe Madsen har en lille håndfuld andre medarbejdere hos Føtex i Nørregade været med ved de seneste to ombygninger.

Føtex kom til verden i 1960

  • Føtex-kæden blev grundlagt af nu afdøde købmand Herman Salling. Den første Føtex-butik åbnede i Guldsmedgade i Aarhus i 1960 og eksisterer stadig.
  • I dag findes der 83 Føtex-varehuse i hele landet. Dertil kommer syv Føtex Food-varehuse og 12 Føtex Food Convenience.
  • Forretningen midt i Vejle er en af de ældste forretninger. Den åbnede allerede i 1964.
  • Føtex-varehuset ved Vejle Havn åbnede i 1992 - i første omgang som en Edeka-forretning. I 1995 overtog Føtex varehuset.
  • Navnet "Føtex" er en forkortelse af "fødevarer og tekstiler". Konceptet med store butikker, der både sælger fødevarer og tøj, var det første af sin art i Danmark. Herman Salling havde blandt andet fået inspirationen fra rejser i USA.

Kilder: Wikipedia, Vejle Stadsarkiv, www.foetex.dk

Annonce

Kaffe og blødt brød

Når ombygningen af Føtex står færdig, vil det blive markeret på behørig vis.

Grethe Madsen og Peter Lund Tørving er også klar til at fejre det, hvis førnævnte Erik Jensen og Johan Petersen selv skulle dukke op.

Deres navne og datoen for byggeriet af Føtex står ridset ind i murværket som et håndværkeraftryk.

- De var med til at bygge varehuset tilbage i 1964 og satte som håndværkere et historisk fingeraftryk. Det kunne være sjovt, hvis de selv eller børnene kan fortælle historien fra dengang. Vi giver gerne kaffe og blødt brød for at få denne del af historien på plads, siger Madsen og Tørving.

Varehuschef Peter Lund Tørving ses her i den nye og større bagerbutik. Årsagen til de flere kvadratmeter, er, at man i nær fremtid udvider med convenience food; hurtig mad, men af en ordentlig kvalitet. Foto: Flemming Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Brudekjole-kreatør har vokset sig for stor til nuværende lokaler og flytter ind på Axeltorv

CORONAVIRUS

Live: Alkoholregler får Netto og Føtex til at lukke tidligere

Fredericia For abonnenter

Klar tale til minister og ordførere: Private aktører skal bidrage til Fredericia Teater version 2.0

Annonce