Der bliver styr på løn- og arbejdsvilkår, når op imod 1000 mand skal bygge Googles datacenter i Taulov. Det lægger både Google som bygherre og Excyte som hovedkontraktholder op til, og fagforeningsformænd er i god dialog med begge.
Taulov: Krav om danske løn- og arbejdsvilkår er helt entydige, når Googles store datacenter i Prinsessens Kvarter rejser sig. Det gælder både fra fagforeningernes side og fra bygherre og hovedentreprenør.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at sikre, at forholdene er, som de skal være, siger Sean Evens fra hovedkontraktholderen Excyte (tidl. M+W Group), som onsdag formiddag viste en delegation af fagforeningsfolk rundt på byggepladsen.
Blandt dem formand for LO i Fredericia Bo Petersen og 3F formand Flemming Rasmussen.
- Vi har en rigtig fin dialog med byggepladsen allerede. Der er ansat en, som er vores kontaktperson i forhold til at holde øje med forholdene på pladsen, siger Flemming Rasmussen.
Formand for LO i Fredericia Bo PetersenChefen herude føler, at det er et personligt ansvar, at der er ordnede forhold. Han vil ikke have sager, der kan skade Googles omdømme, og det tror jeg på.
Personlig ambition
Både han og Bo Petersen er positive over den holdning, de har mødt på pladsen.
- Chefen for datacentret Arni Jonsson har givet udtryk for, at det er hans personlige ambition, at alt foregår efter bogen. Han vil ikke acceptere, at der opstår sager, som kan give Google et dårligt omdømme. Og det tror jeg virkelig, at han mener, siger Bo Petersen.
Tingene skal være i orden, er Arni Jonsson og hans kollega Herman Årsælson enige om. De har begge været med til at opbygge Googles datacenter i Finland og fortsætter nu samarbejdet i Fredericia.
I øjeblikket er det kun danske entreprenører, som arbejder på pladsen. Stål og støbearbejdet er vundet af danske entreprenører, men om kort tid kommer også udenlandske entreprenører til.
- Så der skal sikkert ikke kun beskæftiges danskere, men vi har garanti for, at alle arbejder efter danske løn- og arbejdsforhold, siger Flemming Rasmussen og Bo Petersen.
Fra 60 til 1000
I dag er 60 mand i sving på pladsen, men i løbet af de kommende måneder ventes op imod 1000 mand. Der arbejdes seks af ugens syv dage, og byggepladsen lukker først ned klokken 18 om aftenen.
- Der vil være en del folk, som ikke kommer ind under vores overenskomster, men der skal jo både være cateringfolk og rengøring, som også skal have ordnede arbejdsforhold. Aftalen er, at vi ganske enkelt får lister over de folk, som ansættes, og så kan vi tjekke, om de er dækket af overenskomst. Hvis der er smuttere, så tager vi kontakt, og det bliver ordnet, siger Flemming Rasmussen.
Selv om sporene skræmmer fra de mange konflikter med udenlandske entreprenører på det store byggeri af Dongs olieterminal for nogle år siden, er 3F gået til den nye store internationale byggeplads med en positiv tilgang.
- Vi kommer ikke med brask og bram, men ønsker en åben dialog, og det har vi mødt. Jeg håber og tror på, at vi om et par år kan trykke hinanden i hånden på en god proces, siger Flemming Rasmussen.
Ingen Facebook-sag
Folketingskandidat for Socialdemokratiet Jens Jonatan Steen havde formidlet mødet mellem fagforeningsfolkene og Google. Han mener, at det fra politisk side er vigtigt at holde dialogen med Google i forhold til løfterne om at involvere sig i lokalsamfundet.
- Vi fik en forståelse for, at kodeordet fra Google er "long term commintment", og det er tydeligt, at der tale om en samfundsansvarslig virksomhed. Men vi vil også sikre, at det ikke ender som Facebook i Odense, og derfor skal vi konstant holde dem fast på løfter om alt på overenskomst, job til lokale og fremtidige invester i vores uddannelse og kultur i Fredericia, siger Jens Jonatan Steen med henvisning til sager om aftaler, som ikke er blevet fulgt på den store datacenter-arbejdsplads på Fyn.