Annonce
KLUMME

Farvel, stockholmsyndrom: Det er den sidste weekend i maj - og nu tager vi til festival

"I den kommende weekend skulle min hustru og jeg have været til Heartland Festival på Fyn sammen med gode venner fra København og Aarhus," skriver Roland Christiansen - der debuterer som "lørdagsbandit" i dag. Heartland Festival holdes ved Egeskov Slot - her et glimt fra 2019. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Vi har nu en forpligtelse til at ryste coronaen af os.” Sådan var jeg citeret i Vejle Amts Folkeblad 18. maj i en artikel, som handlede om DGI Husets situation efter den seneste af mange politiske studehandler om genåbningen af Danmark.

Bag citatet lå en ambition - men også en bekymring - fra min side i forhold til danskernes generelle og mentale tilstand her ved overgangen til sommeren.

Min tese er, at hvis corona med et forsvandt i morgen, så er jeg overbevist om, at vores adfærdsmønster ikke automatisk ville vende tilbage til tiden før 11. marts 2020. Og det giver mig anledning til at hæve et opmærksomhedsflag, for vi står som folk foran en opgave, som vi kun kan løse i fællesskab.

Annonce

I lyset af coronaens trussel har vi de seneste knap 15 måneder på godt og ondt ændret adfærd. Dansken er jo både disciplineret og har tillid til vore folkevalgte samt til Brostrøm og de andre eksperter.

Lørdagsbanden - med nye stærke navne

Velkommen til to nye 'banditter'

Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad byder i dag direktør Roland Christiansen, DGI Huset Vejle, velkommen som nyt medlem af klummeholdet "Lørdagsbanden". Han har stået i spidsen for Vejles store idrætscenter siden 2008 og betegner gerne sig selv som "fællesskabsminister" - for DGI Huset favner både idrætsliv og kulturliv med fokus på fællesskab.

Skuespiller Maria Skuladottir, Fredericia, er også ny på holdet. Hun var en af de bærende kræfter i det nu hedengangne Fredericia Teater og arbejder i dag freelance. Hun har tidligere skrevet klummer i Fredericia Dagblad, men nu får Vejle Amts Folkeblads læsere også glæde af hendes iagttagelser og refleksioner.

Velkommen til Maria og Roland - vi på redaktionen glæder os til samarbejdet!

Lørdagsbanden består desuden fortsat af tidl. folketingsmedlem Karen J. Klint (S), festivalkaptajn Lars ”Charlie” Mortensen, områdedirektør i Sydbank Tina Kromann Lyngsø og provst Børge Munk Povlsen.

Det har bragt os så nogenlunde helskindet gennem coronaen, at vi har gjort, som eksperterne og de politiske ledere sagde, og det er godt, men vi har i den sammenhæng også betalt en regning.

Mange mennesker har betalt en pris under coronaen - og her taler jeg ikke om minkavlere, selvstændige erhvervsdrivende og så videre, selv om det også er barske løjer.

Nej, jeg taler om den pris, som det enkelte menneske betaler, når man over en længere periode ikke ser andre mennesker og i mere eller mindre grad glider ud af fællesskabet. Når ”lad os alle holde afstand og blive i vores egen boble” bliver til månedlange aftener med Netflix og selvisolation, og når idrætsforeningen, sangkoret eller daghøjskolen vælges fra i halve år, så bliver fravalget for nogen måske til sidst en vane, ja selve normaliteten.

Det bliver lige pludselig i en række situationer bekvemt at melde fra, aflyse med videre - selv om man egentlig gerne igen må mange ting - for så er man fri for at forlade lænestolen derhjemme. Den lænestol, som sammen med Netflix har været ens faste følgesvend i halve år. Der går med andre ord lidt ”stockholm-syndrom” i den hverdag, man kender, uden de store forstyrrelser.


Det bliver lige pludselig i en række situationer bekvemt at melde fra, aflyse med videre - for så er man fri for at forlade lænestolen derhjemme.


Lige dér er det, at jeg råber vagt i gevær. Lige dér hviler der et ansvar på os alle. På vej ud af coronaen er det vores fælles forpligtelse igen at søge mod det ægte, det nærværende og det fysiske fællesskab igen. Både for vores egen og for andres skyld.

Særlig opmærksomhed bør vi have på den ven eller det familiemedlem, som vi måske har oplevet er ”faldet lidt ud” her under coronaen, eller på dem, hvor angsten for corona er blevet en tilstand, som styrer nærmest alt, eller på dem som helt enkelt er faldet hen i passivitet. Dem har vi alle en forpligtelse til at få med ud igen.

Jeg tror ikke på, at ret mange mennesker på sigt næres og trives kun i eget selskab. Vi næres som mennesker og som levende væsener af at møde mennesker i forpligtende og pulserende fællesskaber, for i det forpligtende ligger også anerkendelsen, accepten og kærligheden. Du betyder noget for mig, og jeg betyder noget for dig.

Det er grundpillen i det forpligtende fællesskab, og den accept og gensidige anerkendelse, der ligger heri, har fundamental betydning for menneskers trivsel og selvrespekt.

I den kommende weekend skulle min hustru og jeg have været til Heartland Festival på Fyn sammen med gode venner fra København og Aarhus. Den festival er sammen med landets øvrige festivaler aflyst. Så vi skal heller ikke til Fyn i år. Men vi skal afsted til festival alligevel. Selvfølgelig skal vi det - det bliver blot en weekend i sommerhuset i stedet.

For vi tager jo godt nok til Heartland for at høre dejlig musik - jow jow, Van Morrison, Patti Smith, Laid Back og alle de andre navne har gennem årene givet os fantastiske oplevelser gennem årene - men allervigtigst så tager vi til festival for at være sammen med gode venner, grine sammen, drikke kolde øl sammen og i det hele taget bare bruge tiden sammen.

Vi tænker ikke på det på den måde, men mens vi er sammen, næres vi som mennesker. Vi oplever, at det er rart at være sammen, og ubevidst får vi samtidig bekræftet, at vi betyder noget for andre mennesker. Der er nogen, som synes om og værdsætter mig, og de kan mærke, at det også gælder den anden vej.

Jeg gør med andre ord en forskel for andre, og de gør en forskel for mig. I lige præcis dét forhold ligger den ultimative styrke i fællesskabet, og det er derfor, at vi alle har en forpligtelse til at insistere på at mødes i det fysiske fællesskab, fordi det styrker os som mennesker, og fordi det kvalificerer livet.

Og lige præcis derfor mødes vi i et sommerhus på Mols denne weekend - til vores helt egen festival. ”Der er en tid mest til latter, når venskab fornys,” som Lars Lilholt skriver i en af sine sange.

Lad os sammen denne sommer ryste coronaen af os for alvor, så vi igen kan leve og næres som mennesker. Hvis vi lykkes med det, har vi for alvor besejret coronaen.

God weekend.


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Helena blev kun 20 år: 'Mor, jeg har glemt mit træningstøj, jeg vender lige om nu og henter det', og så blev der helt stille

Annonce