Annonce
Fredericia

Fast pris eller provision i sager om handicappede: Enhedslisten raser over måde at aflønne konsulenter på

Cecilie Roed Schultz, Enhedslistens byrådsmedlem i Fredericia og næstformand i senior- og handicapudvalget. Hun mener, det burde være meldt ud fra start, at private konsulenter på socialområdet skulle provisionslønnes. Så ville partiet have krævet det ændret til fast løn, da byrådet i efteråret 2019 indgik et budgetforlig for 2020, som opererede med genforhandling af kommunens udgifter til handicappede på bosteder. Arkivfoto: Mette Mørk
Ø sagde ja til genforhandling af priser på bosteder. Men byrådsmedlem havde ikke i "vildeste fantasi" troet, provision kom på tale, siger hun.
Annonce

Fredericia: Efter dagbladets omtale i denne uge af Ankestyrelsens første melding om Fredericia Kommunes brug af private konsulenter på socialområdet har Enhedslisten Fredericia ønsket at knytte en kommentar.

I artiklen på Frdb.dk skrev vi, at "alle partier i byrådet i Fredericia står bag beslutningen om at bruge private konsulenter på det sociale område efter "no-cure-no-pay-princippet"".

Det vil sige, at private konsulenter hyres og aflønnes efter, om de får prisen for ydelser til handicappede fredericianere på bosteder forhandlet ned, så kommunen kan spare penge. Penge, som dog anvendes andre steder på socialområdet, uden at det går ud over den service, borgeren har krav på, har borgmester, Jacob Bjerregaard (S), tidligere pointeret i Fredericia Dagblad.

Annonce

Sagen kort:

Ankestyrelsen har i den første melding afgjort, at der generelt ikke er noget i vejen for, at private "forhandler" priser.

Men de kan ikke samtidig "forberede afgørelser" i borgeres sager om ydelser. For eksempel antal bad om ugen. Så vil de private konsulenter være inhabile, da de må siges at være en form for provisionsaflønnede, har den uafhængige instans meddelt kommunerne.

Der er en juridisk forskel på at forhandle og forberede, så først senere på året er Ankestyrelsen klar med anden melding og en afgørelse om, hvorvidt Fredericia Kommune har handlet ulovligt eller ej i en række konkrete sager.

Annonce

Ø: Vi er rasende

Enhedslisten har ét byrådsmedlem i Fredericia. Det er Cecilie Roed Schultz. Hun sidder blandt andet i økonomiudvalget og er næstformand i senior- og handicapudvalget og børne- og skoleudvalget.


Vi er rasende over, at det er noget, man har valgt at gøre.

Cecilie Roed Schultz, EL, medl. af byrådet i Fredericia


Cecilie Roed Schultz vender sig mod, at Fredericia Dagblad formulerede, at alle partier står bag "no-cure-no-pay-princippet". Det konkluderede vi, fordi samtlige partier i forbindelse med budgetforliget om kommunens økonomi i 2020 var enige om, at der skulle genforhandles takster på det sociale område. Metoden blev ikke fastlagt politisk. Den endte senere med at blive "no-cure-no-pay". Gruppeformand for Socialdemokratiet i byrådet, Søren Larsen, "mindede om, alle partier har nikket ja til takstforhandlinger på området", skrev vi blandt andet i en artikel 4. februar 2020.

- At beslutte, at der skal omprioriteres tre millioner kroner via takstforhandlinger, er ikke det samme som at beslutte at finde tre millioner kroner via takstforhandlinger, som foretages af provisionslønnede eksterne konsulenter, siger Cecilie Roed Schultz til Fredericia Dagblad:

- Partierne har ikke været inddraget i beslutningen. Enhedslisten - eller nogen andre - har ikke stemt for det. Til gengæld er vi rasende over, at det er noget, man har valgt at gøre. Og vi forsøger at forhindre, at det kan ske igen.

Annonce

Skal være til fast pris

- Vi har ikke fået fremlagt den metode, forvaltningen ville bruge, forklarer Cecilie Roed Schultz og fortsætter:

- Det, synes jeg da personligt, er dybt kritisabelt, når de vælger en så kontroversiel metode. Enhedslisten ville have kæmpet med hænder og klør for at undgå at bruge den slags metoder.

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at man kunne finde på det.

Er I i Enhedslisten imod brugen af private konsulenter som sådan?

- Det burde have været kommunens egne. Men jeg kan ikke udelukke, at der vil være situationer, hvor man har brug for konsulenter udefra. Vi er trods alt en forholdsvis lille kommune, og der kan være områder, vi ikke selv har eksperter på. I de situationer kan det være fornuftigt at købe sig til hjælp i en begrænset periode. Men det skal være til en fast pris, mener Cecilie Roed Schultz.

Annonce

En politik er på vej

Ville du som byrådsmedlem være stået uden for budgetforliget, hvis Enhedslisten vidste, at det ville blive efter "no-cure-no-pay-princippet"?

- Nej, så ville vi have skrevet ind i budgetforliget, at det ikke måtte gøres med provisionslønnede konsulenter.

I den efterfølgende trykte udgave af Fredericia Dagblad ændrede vi formuleringen til, at "alle partier i byrådet i forbindelse med budgetforliget om kommunens økonomi i 2020 besluttede, at der skulle genforhandles takster på det sociale område. Metoden blev ikke fastlagt politisk".

På baggrund af sagen og andre lignende sager om konsulenters aflønning har byrådet nu besluttet, at der skal udarbejdes en egentlig politik for brug af konsulenter.

Rettelse

I vores omtale af Ankestyrelsens melding om brug af provisionslønnede konsulenter kom vi desværre til at skrive, at konsulentfirmaets genforhandling af de takster, Fredericia Kommune betaler for voksne handicappedes ophold på bosteder, endte med en aflønning til konsulenterne på 3,7 millioner kroner.

Beløbet var dog den samlede takstnedsættelse efter genforhandlingerne.

Konsulenterne fik 10 procent heraf - altså 370.000 kroner.

Vi beklager fejlen. Red.

Annonce
Annonce
Fredericia

Ny hjertestarter i Kanalbyen

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

For langt til Kolding: DF vil have testcenter til Fredericia

Fredericia

Efter badeulykke på Østerstrand: Badegæster siger ja tak til mere skiltning

Alarm 112 For abonnenter

Beboer i chok efter natligt knivoverfald på Devantiersvej: Falske betjente stak kvinde

Annonce