Annonce
FC Fredericia

FC-cheftræner: Nu venter der os en gyser

Michael Hansen varmede sig på det ene point mod Hobro. Arkivfoto: Morten Pedersen
Michael Hansen var glad for at hente det første point i 2021. FC Fredericia-cheftræneren forudser en gyser af den anden verden i den kommende weekend.

Fredericia: Hvordan ser fremtiden ud for FC Fredericia, efter at klubben spillede 1-1 mod Hobro fredag aften?

Det er umuligt at sige, før Fremad Amager har spillet lørdag i Esbjerg og HB Køge har spillet søndag i Silkeborg. Men alt tyder på, at der venter en gyser søndag den 14. marts i Fremad Amager. En direkte duel om top-6.

- Det bliver en gyser derovre mod en direkte konkurrent. Hvordan det går de andre i weekenden ved vi jo ikke. Men faktum er, at vi ikke har været dygtige nok til, at vi ikke skal kigge på de andre, sagde Michael Hansen  og fortsatte:

- Men tænk sig, at vi stadig er med i det.

Michael Hansen var ikke ovenud lykkelig over kampen, for han mente, at FC Fredericia kunne have vundet. Men indsatsen, målet og pointet betød alligevel en del.

- Det er virkelig vigtigt. Tingene havde ikke været tabt, selvom vi havde tabt kampen, men det havde gjort tingene sværere. Jeg er virkelig glad for spillernes indsats. Jeg er virkelig glad for det sammenhold, de viser i modvind, sagde han.

Annonce

Der er fremdrift

Tobias Anker var småskadet og derfor var Mathias Johannsen inde i forsvaret. Mere overraskende var det, at Mikkel Basse begyndte på midtbanen. Da Andreas Oggesen kom ind efter 56 minutter, kom der virkelig fremdrift i FC Fredericias spil.

- Vi havde Andreas Oggesen med i de seneste par kampe. I denne kampe så vi ham i sin bedste udgave, det har vi ikke gjort i de to andre. Jeg tog Basse med for at frigive Raphael Onyedika mere i det offensive. Og det fungerede fint  i en del af kampen, sagde Michael Hansen.

Træneren ser en konstant fremdrift i FC Fredericias præstationer.

- Vi kommer hele tiden en uge længere frem, og der er flere og flere spillere klar. Det gør mig fortrøstningsfuld at se, at Mikkel Basse er klar. At Mathias Johannsen starter inde og leverer en jætte indsats. At Oggesen er med for tredje uge i træk, og at Dennis Høegh er med, sagde han.

- Vi kunne ikke komme lavere ned end 4-0-nederlaget i Viborg. Siden er det gået frem. Mod Esbjerg kunne vi have fået noget med, mod Helsingør skulle vi have haft point, og i dag kommer vi så på tavlen.

Han havde Samson Iyede på bænken. Og angriberne kom ind og scorede det pointgivende mål.

- Jeg havde tidligt på ugen lagt mig fast på, at Leonel Montano skulle et andet sted hen. Enten skulle han ud til mig på sidelinjen, ud på venstre kant eller op i angrebet. Samson Iyede har fået mange minutter uden at score. Jeg er ikke utilfreds med Samson, men nogle gange trækker man bare nitten. Det var vigtigt, at han havde et godt indhop, sagde Michael Hansen.

FC Fredericia har nu otte dage til næste kamp. Den spilles i Fremad Amager søndag den 14. marts.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce