Annonce
FC Fredericia

FC er jaget i toppen, men det tænker de ikke over

Alt er som det plejer i FC Fredericia, selvom klubben er på toppen. Man kan første bruge stillingen til noget efter 33 runder, mener cheftræner Jonas Dal. Arkivfoto: Morten Pape
FC Fredericia har ligget i toppen af 1. division i en måned, men det er ikke noget, som man taler om i klubben. Stillingen kan kun bruges efter 33 runder, påpeger cheftræner Jonas Dal.

Fredericia: FC Fredericia er jaget vildt i 1. division.

Sådan er det, når man ligger i toppen af rækken. Positionen som etter har klubben haft siden 1. september, hvor en sejr over Roskilde sendte FC Fredericia op på bjergets top.

Viborgs uafgjorte resultat mod Vendsyssel torsdag gjorde, at domkirkebyen nu er nummer et, men det er kun på målscoreren, at oprykningsfavoritten er bedre end FC Fredericia. Det med at ligge i toppen af 1. division og forsvar sin plads er ikke noget, som FC Fredericia er vant til. Men alt er som det plejer, siger cheftræner Jonas Dal.

- Det er ikke noget, vi har italesat, og der er ikke nogen, der snakker om, at vi er jagtet. Et eller andet sted kan vi jo heller ikke bruge det til ret meget, for det er stillingen efter 33 runder der betyder noget. Vi gør intet anderledes i hverdagen, siger Jonas Dal.

- Men selvfølgelig betyder en topplacering, at det kører for os lige i øjeblikket, og det er glædeligt. I fodbold handler det om at ride på toppen af bølgen al den tid, man kan. For pludselig er man ikke på toppen af bølgen længere men i en bølgedal, siger Jonas Dal.

Annonce
I fodbold handler det om at ride på toppen af bølgen al den tid, man kan. For pludselig er man ikke på toppen af bølgen længere men i en bølgedal.

Jonas Dal, cheftræner for FC Fredericia

Skadede spillere

Han må se bort fra angriberen Steven Enna, som udgik af opgøret mod Skive med en skade. Desuden hersker der tvivl om Mathias Johannsen, som døjer med en mindre skavank. Dennis Høegh er langtidsskadet endnu.

Fremad Amager befinder sig på ottendepladsen i 1. division og har otte point færre end FC Fredericia. Men det betyder ikke, at kampen bliver let.

- Jeg har enorm respekt for Fremad Amager. De har dygtige spillere på alle pladser, blandt andet Valon Ljuti, som vel har spillet flere år i 1. division, end FC Fredericia har, siger Jonas Dal med et grin.

Han peger på den seneste kamp mod Viborg som en, hvor man så hvad Fremad Amager besidder.

- De kunne have været foran både 2-0 og 3-0, men i stedet endte Viborg med at vinde 2-1. De har et stærkt hold, siger cheftræneren.

Man kunne ellers godt udse sig de to næste kampe som opgør, der skal give seks point på kontoen. Hjemme mod Fremad Amager og hjemme mod Hvidovre. Sidstnævnte hører til under nedrykningsstregen i skrivende stund.

- Vi ved, vi kommer til at bøvle med de hold. At vi er tophold og de nummer otte og 11 gør ingen forskel i den henseende. Der er ingen lette kampe, siger Jonas Dal.

Kampen begynder klokken 14.00 og spilles på Monjasa Park i Fredericia.

Den kan følges live på www.frdb.dk fra klokken 13.45.

Forventet holdopstilling.Bænken: Andreas Raahauge, Mathias Johannsen, Uzo, Mathias Nygaard, Nikolaj Kirk, Victor Ezekiel Dawa.Skader: Dennis Høegh, Steven Enna. Dommer: Michael Rasmussen.Kamptidspunkt: 14.00 på Monjasa Park
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce