Annonce
FC Fredericia

FC Fredericia er i gang igen - og troen på oprykning er intakt

FC Fredericia er i gang med at træne igen efter en lang juleferie. Troen på oprykningen er intakt. Her duellerer Erik Nissen og Mathias Johannsen om bolden. Foto: Peter Leth-Larsen
FC Fredericia begyndte træningen frem mod foråret med visheden om, at der blot er tre point op til 1. divisions førsteplads. Trods modstand fra store klubber som Vejle og Viborg, er troen på oprykning intakt.
Annonce

Fredericia: Hvordan ender FC Fredericia på 1. divisions eftertragtede førsteplads?

Det spørgsmål overskyggede alle andre, da klubbens spillere og trænerstab mandag formiddag mødtes for første gang i det nye år. Ifølge skarpretter Anders Holvad, der nettede seks gange i efterårssæsonen, skal klubben blot fortsætte som hidtil.

- Alle er mødt ind i dag med en god følelse. Også selvom de sidste fem kampe i efteråret blev en blandet landhandel. Vi har en stærk trup, hvor der er pres på alle mand for at præstere. Vi tror i den grad på, at vi kan rykke op, sagde Anders Holvad.

FC Fredericias fem sidste kampe i efteråret endte med to sejre, to nederlag og et uafgjort resultat. Det ændrer ikke ved, at klubben ligger bedre til i 1. division end længe set. Man skal velsagtens tilbage til år 2010 for at finde en sæson, hvor klubben har haft samme udsigt til toppen som i dag. Dengang glippede det hele i Kolding, da Peter Sørensens benhårde FC Fredericia tabte til Kolding og lod oprykningen glide sig af hænde.

I denne sæson er der kun én oprykker og to store og farlige konkurrenter i Vejle Boldklub og Viborg. To klubber med større købe- og tiltrækningskraft end FC Fredericia. Og de kommer til at forstærke sig.

- På papiret har de flere penge end os, og måske er trupperne også bedre. Men jeg synes, vi har vist, at de ikke på nogen måde er bedre end os på banen. Man vil altid gerne have, at klubben forstærker truppen, men nytter det noget at hive en Superliga-spiller ind, som slet ikke kender til vores system, spurgte Anders Holvad.

Det bliver spændende at se, hvem profilerne bliver for os i foråret. I efteråret stak Agon Mucolli ud, men måske bliver det nogle helt andre denne gang.

Anders Holvad, angriber

Annonce

Ingen assistent

Den første træning forløb uden kvababbelser. Fire graders varme, en silende støvregn og en bidende vind gjorde sit til at træningen blev knap så behagelig at overvære. På banen manglede kun Dennis Høegh, Steven Enna og Victor Ezekiel Dawa, der alle havde en ekstra fridag. Desuden var Nicolaj Ritter ikke med i træningen, fordi han plejer en knæskade, som han pådrog sig i en af de sidste kampe.

- Det går den rigtige vej, men vi tager det stille og roligt, indtil vi skal på træningslejr, sagde Nicolaj Ritter.

Cheftræner Jonas Dal styrede træningen kun assisteret af den polske målmandstræner Maciej Wasyniuk. I slutningen af sidste uge meldte klubben ud, at assistenttræner Morten Dahm Kjærgaard var blevet fritstillet, fordi han havde fundet sig nye græsgange i Århus Fremad, hvor han skal være cheftræner.

- Morten har betydet utroligt meget for klubben og for mig personligt. Jeg synes, det er vildt ærgerligt, at han er væk, og at vi ikke skal være sammen med ham dagligt mere. Det er følelsen lige nu, men det bliver også spændende at få en nye mand ind, som kan kigge på os med friske øjne, sagde Anders Holvad.

Annonce

Styr på forsvaret

Cheftræner Jonas Dal havde en klar idé om, hvordan FC Fredericia rykker op i Superligaen.

- Vi rykker op ved at fortsætte med det, vi har gjort i sæsonen hidtil, sagde Jonas Dal.

- Vi skal blive ved med at turde at tegne en kamp og tage styringen. Og så må vi også erkende, at det betyder noget hvor mange mål, vi lukker ind. Den opgave skal vi være ydmyge overfor, forklarede Jonas Dal.

Om forsvaret er kittet godt sammen får vi en indikation af fredag den 17. januar, hvor første træningskamp spilles. Den står mod Randers og spilles i KFUM Parken.

FC Fredericias træningskampe

Fredag 17. januar klokken 13: FC Fredericia-Randers (KFUM Parken)

Fredag 24. januar klokken 11: Esbjerg-FC Fredericia (I Esbjerg)

Torsdag 30. januar klokken 14: FC Midtjylland-FC Fredericia (I Ikast)

Søndag 2. februar - onsdag 12. februar: Træningslejr i Tyrkiet

Lørdag 22. februar klokken 13: Skive-FC Fredericia (I Skive)

Alex og Jake varmer op inden FC Fredericias træning. De to amerikanere kommer næppe til at blive i klubben ret længe. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Mand på Østerstrand truede med at stikke folk med kniv: Sigtet for trusler på livet

Annonce