Annonce
FC Fredericia

FC Fredericia er tophold: Bankede Fremad Amager

Christian Ege Nielsen jubler efter sin scoring til 1-0 i kampen mod Fremad Amager. FC spillede en glimrende kamp. Foto: Søren Gylling
FC Fredericia spillede en af sine bedste kampe i 2020 og sejrede sikkert med 3-1 over Fremad Amager. Efter to kampe har klubben max point.
Annonce

Fredericia: FC Fredericia spillede en stor kamp og sendte Fremad Amager hjem med et 3-1-nederlag. Dermed har klubben fået en perfekt begyndelse på 1. division med to sejre i to kampe.

Hjemmeholdet var ramt af skader, og startformationen gav stort set sig selv. Mathias Gertsen var foretrukket fra kampens start i stedet for Kristian Kirkegaard, og Dennis Høegh indtog som ventet højre kant i stedet for skadede Andreas Oggesen.

FC Fredericia skulle levere en god indsats for at få point. Alt skulle forbedres i forhold til sejren over Kolding, og således blev det i en glimrende kamp fra hjemmeholdet.

Efter blot tre minutter opstod den første enorme chance, og den faldt til den nye FCM-stopper Tobias Anker. Fremad Amagers forsvar helkiksede en clearing, bolden blev lagt ind foran mål  og Anker var fri mellem venner og fjender, men han ramte bolden helt skævt fra klos hold og misbrugte den store chance.

FC Fredericias presspil fungerede, og der blev spillet med stor koncentration. Anfører Christian Ege Nielsen var millimeter fra at pande et godt indlæg fra Nicolaj Ritter i kassen, men bolden sneg sig forbi. Manden, der spillede sin kamp nummer 251, skulle vise sig at få revanche senere.

Fremad Amager var i problemer, men gæsterne kom alligevel til chancer. Kasper Fisker - banens mindste mand - fik en fri hovedstødschance i feltet men sendte den akkurat forbi.

Gæsterne raslede med sablen på et par dødbolde, og FC Fredericia begyndte kortvarigt at få problemer med at holde på bolden. Kampen begyndte at dreje i den forkerte retning for hjemmeholdet, men så tog Christian Ege sin revanche for den tidligere afbrænder.

Anføreren stod vel placeret bagest i feltet, hvor han satte panden på et hjørnespark. Bolden røg i en blød bue mod mål, og inde på stregen helkiksede Lukas Engel sin clearing og lossede bolden i eget net.

1-0 FC Fredericia.

Indsatsen i første halvleg var helstøbt, og FC Fredericia gik til pause med en helt fortjent føring på 1-0 efter en af de bedste halvlege i 2020.

Annonce

En nær perfekt kamp

Anden halvleg var blot få minutter gammel, da Dennis Høegh tvang en vild redning ud af Niklas Dannevang i Fremad Amagers mål. Høegh fik tiden til at gå ind i banen og sparke med venstre, og træffet var perfekt, men en flyvende Dannevang reddede på fremragende vis.

Efter 57 minutter kunne målmanden dog intet stille op.

Et godt angreb endte med, at Anders Holvad lagde af til Mathias Gertsen. Kreatøren tøvede ikke men sparkede straks med venstre, og bolden bragede i mål via jorden og den ene stolperod.

2-0 til FC Fredericia.

De rødblusede spillere styrede opgøret, men så scorede gæsterne som et lyn fra en klar himmel. Nicolaj Ritter løb en modstander ned i feltet i en ellers ufarlig situation, og dommeren fløjtede for straffespark.

Lukas Engel gik til bolden, og selvom Elias Olafsson dykkede til den rigtige side, gik bolden i kassen. Den var sparket fladt, præcist og hårdt, og trods et imponerende vingefang, kunne målmanden ikke holde den ude.

Engels andet mål i kampen, hvis man tæller selvmålet med.

Scoringen pustede nyt liv i kampen, og et øjeblik var man nervøs på FC Fredericias vegne. Men blot otte minutter senere, sørgede Mikkel Knudsen for at lægge gæsterne i graven.

Anfører Christian Ege Nielsen begik et sideskift, som selve fodboldguderne må være stolte over. Pasningen var millimeterpræcis og satte Agon Mucolli op i sin favorit position som angribende part i venstre side. Han gik ind i banen og skød, men Niklas Dannevang hev endnu en fantastisk redning frem.

Det nyttede dog ikke, for returen stod Mikkel Knudsen klar til at sparke ind, og så var roen genoprettet.

Knudsen var tæt på at krølle et fantastisk skud helt oppe i hjørnet, men det blev ved det gode forsøg.

Mere skete der ikke. FC Fredericia vandt fuldt fortjent 3-1 og indtager en delt førsteplads i 1. division.

Næste kamp er allerede søndag, hvor turen går til Hobro.

FC Fredericia-Fremad Amager 3-1 (1-0)

1. division

Mål: 1-0 Lukas Engel (Selvmål/39.), 2-0 Mathias Gertsen (57.), 2-1 Lukas Engel (68.), 3-1 Mikkel Knudsen 76.).

FC Fredericia (4-2-3-1): Elias Olafsson - Mikkel Knudsen, Erik Nissen, Tobias Anker, Nicolaj Ritter (Mathias Johannsen 88.) - Christian Ege Nielsen, Raphael Onyedika - Dennis Høegh (Kristian Kirkegaard 56.), Mathias Gertsen (Lukas Enevoldsen 70.), Agon Mucolli - Anders Holvad.

Fremad Amager (4-3-3): Nicklas Dannevang - Maxima Sovlas, Nemanja Cavenic (David Anane 79.), Markus Bay, Marcus Mlynikowski - Pierre Larsen, Kasper Fisker (Felix Winther 52.), Franko Atchou (Olakunle Olusegun 52.) - Emmanuel Toku, Kristoffer Munksgaard, Lukas Engel (Kevin Jansson 79.).

Advarsler: Raphael Onyedika (3.), Felix WInther (62.).

Tilskuere: Cirka 500 på Monjasa Park.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
FC Fredericia

Se målene: 45 gode minutter var ikke nok for FC - tabte til Esbjerg i topkampen

Fredericia

Mundbinds-præcisering: Der er stadig besøgsrestriktioner på plejehjemmene

Sport For abonnenter

Karakterbogen: Alt for mange VB'ere leverede under niveau - derfor vandt Randers sikkert

Annonce