Annonce
FC Fredericia

FC Fredericia kæmpede sig til en gylden sejr over storklubben Silkeborg

Anders Holvad scorede  kampens eneste mål, da FC Fredericia slog Silkeborg søndag. Arkivfoto: Michael Svenningsen
FC Fredericia vandt med 1-0 over Silkeborg søndag. Det var klubbens blot anden sejr i 11 indbyrdes opgør mellem de to klubber.
Annonce

Fredericia: FC Fredericia har fået en noget nær perfekt begyndelse på 1. division. Søndag vandt klubben således med 1-0 over Silkeborg og har nu ni point for fire kampe.

Præstationen var, fra start til slut, fremragende.

FC Fredericia vendte tilbage til de faste efter at have roteret mod Hobro. Mikkel Knudsen og Nicolaj Ritter gik ind på hver sin back, og i front begyndte Anders Holvad.

Dermed måtte Lukas Enevoldsen, Mathias Johannsen og Dennis Høegh tage plads på bænken.

Første halvleg blev - i hovedparten af de 45 minutter - en lang dans om den varme grød. Både FC Fredericia og Silkeborg agter at spille fodbold, men der manglede akkurat lige det sidste.

Wessam Abou Ali fik truet hjemmeholdet, men hans afslutninger manglede præcision, og Silkeborg blev mindre farlig, da han tilsyneladende måtte udgå med en skade efter 31 minutters spil.

FC Fredericias defensive organisation var imponerende, og Silkeborg var mestendels reduceret til at skyde udefra. Et par af skuddene fik anfører Christian Ege Nielsen heroisk kastet sig ned og blokeret.

Lidt mere bid var der i de få chancer, FC Fredericia fik tilspillet sig. Anders Holvad kom til en, da han sendte et glimrende fladt træf mod mål fra siden, men målmand Oscar Hedvall reddede i fuld længde.

Der kom mere bid i chancerne mod halvlegens død. Svenn Crone tvang FC-keeper Elias Olafsson ud i en redning, da han afsluttede fra en spids vinkel. Olafsson reddede med et af sine lange ben. I den anden ende var Christian Ege Nielsen lige ved at kunne flugte en mageløs lobbet dybdebold fra Kristian Kirkegaard i kassen, men han ramte den ikke tæt under mål.

Det lugtede så småt af mål, og målet kom da også.

En velspillende Anders Holvad stod for træfferen, som var enden på en streng af gode aktioner fra hjemmmeholdet. Kristian Kirkegaard blev flæsket midt på banen men nåede skrigende at sætte en kontra i søen med en god pasning til Mikkel Knudsen. Kantspilleren drev bolden frem og fandt Agon Mucolli i feltet, og han sendte den kvikt videre til Anders Holvad, som med et smukt fladt skud sendte den i nettet.

1-0. Sekundet efter, fløjtede dommeren halvlegen ned.

Annonce

FC holdt stand

Anden halvleg kom til at foregå med Silkeborg som det farligste mandskab, og FC-træner Michael Hansen lignede en mand, der havde det ubehageligt på sidelinjen.

FC stod med et flot resultat, og Silkeborg gik efter udligningen, der kunne bjærge kampen for gæsterne. Hvad FC manglede på bolden, havde de til gengæld defensivt, og selvom de fornemme gæster flere gange raslede med sablen via farlig skud, gik der noget tid, før den rigtig store chance materialiserede sig.

Det skete efter cirka 65 minutters spil.

Efter fint opspil fra gæsterne, landede bolden for fødderne af en Silkeborg-spiller i feltet. Han smadrede til læderet på klos hold, men målmand Elias Olafsson hev en kampafgørende redning ud af ærmet. Returen fik en storspillende Christian Ege bøvlet væk efter hård fight.

FC Fredericia var primært farlig i kontrafasen efter pausen, og indskiftede Christian Tue Jensen var nær blevet målscorer i sin 1. divisions-debut for FC Fredericia, da han hamrede bolden mod kassen fra en god position i feltet. Skuddet blev dog akkurat blokeret af gæsterne.

Silkeborgs angreb kom som bølger mod et dige, og diget holdt stand. Det krævede dog et par mageløse redninger af Elias Olafsson, som indenfor 30 sekunder holdt bolden ude med super indgreb.

Først var målmanden ude i fuld længde på Magnus Matssons skud fra kanten af feltet, og med det yderste af neglene, fik han sendt bolden på stolpen og ud. Kort efter var han i aktion igen, da han brugte sin højde til at afvise et farligt, flugtet lob fra klos hold.

Silkeborg forsøgte til det sidste, men et koncentreret FC-mandskab holdt stand, og så vandt hjemmeholdet den vanskelige kamp med 1-0.

FC er delt toer i tabellen med ni point for fire kamp. Næste kamp spilles torsdag i Hvidovre.

FC Fredericia-Silkeborg IF 1-0 (1-0)

1. division

Mål: 1-0 Anders Holvad (45.).

FC Fredericia (4-2-3-1): Elias Olafsson - Mikkel Knudsen, Erik Nissen, Tobias Anker, Nicolaj Ritter - Christian Ege (Mathias Johannsen 70.) Nielsen, Raphael Onyedika - Kristian Kirkegaard (Christian Tue Jensen 59.), Mathias Gertsen (Dennis Høegh 59.), Agon Mucolli (Alexander Jensen 88.) - Anders Holvad.

Silkeborg IF (4-4-2): Oscar Hedvall - Rasmus Carstensen, Frederik Alves (Jeppe Gertsen 81.), Joel Felix, Svenn Crone (Anders Hagelskjær 64.) - Anders Klynge (Anders Dahl 81.), Mark Brink, Magnus Matsson, Mads Kaalund - Wessam Abou Ali (Sebastian Jørgensen 31.), Alexander Lind (Emil Holten 64.).

Advarsler: Nicolaj Ritter (26.), Joel Felix (35.), Christian Ege Nielsen (37.), Svenn Crone (45.), Emil Holten (45.), Anders Holvad (74.), Dennis Høegh (88.), Joel Felix (Rødt/90.).

Tilskuere: Cirka 400 på Monjasa Park.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Mundbinds-præcisering: Der er stadig besøgsrestriktioner på plejehjemmene

Sport For abonnenter

Karakterbogen: Alt for mange VB'ere leverede under niveau - derfor vandt Randers sikkert

Annonce